Modstanderne for Middelfart Boldklub i 20. spillerunde er rækkens nr. 2, B93, der er i gang med en rigtig god sæson i 2. division og er nærmeste bejler til topholdet Jammerbugt FC. For Middelfart gælder det om at ryste det unødvendige nederlag til Dalum i sidste runde af sig og komme tilbage på vindersporet.
Feltet er tæt
Med resultaterne i 6. runde blev feltet tættere omkring stregen, der markerer forskellen mellem de hold, der slipper med i den nye tredjebedste række og de uheldige, der skal i den fjerdebedste række efter ferien. Holdene på 3., 4. og 5. pladsen, Thisted, Frem og Middelfart, tabte alle. Nr. 6 og 7, VSK Aarhus og Brabrand vandt begge og ligger henholdsvis á point og et point efter de blå vestfynboer. Der er tre point mellem nr. 3 og 7. Fra 8. og 9. pladsen kigger Aarhus Fremad og Dalum vel også opad i tabellen.
Så det er vel reelt syv hold, der slås om fire pladser i det bedste selskab, hvis ikke der kommer en virkelig stærk slutspurt fra et af holdene i bundkampen.
Næsby BK, der har vist stor fremgang siden nederlaget til Middelfart sidst i marts, viste vejen og tog et point fra netop B93 i sidste runde. B93 hjemme er nok en anden størrelse og det spændende unge mandskab, der leverede en flot indsats mod superligatreerne fra AGF i pokalkvartfinalen, vil nok være sat op til revanche mod et andet fynsk hold.
Nye tider i B93
Det gamle mesterhold fra B93 – den sidste DM-titel ligger godt nok 75 år tilbage – er i gang med noget spændende. Der er kommet nye ejere og penge i traditionsklubben, der ellers har været lidt stille omkring siden deres korte ophold i Superligaen for godt tyve år siden (1998-99).
De hvidblusede mønstrer et meget spændende og meget ungt hold, der på deres bedste dage anses for det bedst spillende hold i 2. divisions vestrække. Kan de holde sammen på tropperne og give dem lidt mere erfaring, vil holdet klart være et kommende emne til NordicBet Ligaen, hvis det glipper i år.
Kigger vi på den aktuelle stilling – og den holder – vil den kommende tredjebedste række, 1. division eller hvad den nu skal hedde, bestå af følgende hold: B93, Thisted, Frem, Middelfart og VSK og fra østrækken: HIK, AB, Næstved, Hillerød og FA 2000 samt to nedrykkere fra NordicBet Ligaen: Vendsyssel og Kolding, som stillingen er nu. Der bliver ikke mange lette kampe i den forsamling.
Der er mange kampe tilbage endnu i alle tre rækker, hvor vi er ca. halvvejs i turneringen, men pointene bliver nok ikke billigere, som afslutningen nærmer sig.
Vi skal bruge vores styrker
Sidst mod Dalum, hvor 0-1 nederlaget og et mål på noget nær det eneste, modstanderne havde indenfor rammen, kan både betegnes som meget uheldigt på en dag, hvor bolden ikke ville ind, og logisk, når vi ikke scorer på de mange tilbud, hvor et brændt straffespark i 2. halvleg var det største.
Det er sjældent, Middelfart går fra banen uden at score, så der skyldes lidt på kontoen. Modsat kan vi også glæde os over den fremragende start på foråret med 15 point i fem kampe. Og træerne har det jo med ikke at vokse ind i himlen, men ærgerligt, at nederlaget skulle komme lige i det lokalopgør.
Direktør og sportschef Søren Godskesen: Vi er klar til at tage fat på en ny serie sejre efter ’uheldet’ sidste lørdag. Vi kender B93 som et fremragende fodboldhold, der ikke skal have meget plads.
’Vi skal nok bruge noget fysik og en stærk løbeindsats fra alle for at holde 93 fra fadet på Østerbro Stadion. Vi har før vundet derovre, og vi ved godt det er en ny kamp mod nye spillere, der har en fremragende træner i Thomas Nørgaard, men vi tror på det’, fortsætter Søren Godskesen.
Vi kan tilføje, at Thomas Nørgaard var træner i AB i 1. division indtil 2015 og så sent som i 2018 var han Superligatræner i Lyngby BK. Begge steder stoppede han efter nedrykninger. Men det er en kapacitet, B93 hyrede ind sidste år.
Kampen lørdag på Østerbro Stadion, der er Middelfarts eneste i hovedstaden i foråret, starter kl. 15.00 og dommer er Jesper Nielsen. Vejrudsigten lover sol og omkring 10 grader, lidt vind men ingen nedbør.
Tekst: Leo Jensen