Der følger øgede forventninger med at være det mest vindende hold i foråret i 2. division. Middelfart Boldklub er det eneste hold på tværs af de to kredse i 2. division, der har vundet alle kampe efter vinterpausen.
Efter de fire sejre siden starten i midten af marts, 2-1 ude over VSK, 3-0 hjemme over Thisted, 4-0 ude over Næsby og sidst det neglebidende opgør mod Brabrand, der hjemme blev vundet 2-1 på Nicolai Frederiksens træffer i det næstsidste minut af den ordinære spilletid, gælder det nu Holstebro Boldklub på udebane søndag over middag på græs i et endnu engang uforudsigeligt aprilvejr.
Stærkt bundhold
Holstebro, der ligger isoleret i bunden af 2. divisions vestkreds sammen med en anden nyoprykker, SfB-Oure, har kun én sejr at se tilbage på i denne sæson. Tilbage i september blev netop Svendborg slået 4-1 i Holstebro Idrætspark.
Ellers har der indtil nu været 12 nederlag i 17 kampe, ofte tætte opgør, og fire uafgjorte. Men to af disse er opnået her i foråret, hvor Holstebro holdt 0-0 ude i lokalopgøret mod Thisted, og ugen efter 0-0 hjemme mod Frem, altså to hold fra den aktuelle Top4.
Så er det blevet til tre nederlag. 1-2 mod Brabrand efter et kampforløb, der var det omvendte af Middelfarts mod samme modstander, 1-4 ude mod topholdet B93 og sidst et snævert 0-1 nederlag mod det sidste hold fra Top4, Jammerbugt FC.
Nu skal Holstebro så prøve kræfter med nr. 5 i rækken. Så de har virkelig modstandere fra den hårde ende her i starten. Der er ikke noget, der tyder på, at Holstebro har opgivet tanken om at redde sig, men naturligvis skal Middelfart vise forskellen mellem de to hold, både i placering og spillestyrke.
Middelfarts træner Jens Letort: Vi skal være ved, at vi er favoritter på søndag. Men vi har samtidig respekt for en oprykker, der er ved at lære gamet i 2. division og efter alle solemærker at dømme skal en tur ned i DS igen. Men vi noterer os også, at de har lavet nogle fine resultater her i foråret, som vi skal lære af. Vi undervurderer ingen, heller ikke nr. 14 i rækken.
Et par ændringer
Middelfart fik et par kostbare advarsler sidst mod Brabrand, der koster Niclas Vemmelund endnu en karantænedag og matchwinner Nicolai Frederiksen løb også ind i et gult kort, der koster en dag uden for truppen.
’Men skader og advarsler er noget, alle hold bliver udsat for, og netop på bænken er Middelfart rigtig godt besat, uanset hvem der starter inde eller ude. Vi så sidst, at vi kunne kapitalisere det hårde og slidstærke forarbejde, startelleveren havde lavet. Så kunne indskifterne komme ind og gøre arbejdet færdigt. Det er det stof, et vinderhold er gjort af’, fastslår Jens Letort.
Jens Letort fortsætter: Vi skal ikke ind og slås med deres fysisk stærke defensiv. Men i stedet udnytte en af vores forcer, tempoet, og at vi har folk, der kan sætte en forsvarer af. Vi skal ikke i luftkamp med dem og vi skal ikke forsøge at tackle os igennem deres kompakte forsvar og deres store folk’.
Så er der vejret
En helt uforudsigelig faktor er vejrliget søndag. Udsigten er ikke specielt lovende, lidt over frysepunktet, skyet og nedbør, men til gengæld skulle vi slippe for de stormvinde, der sidst satte sit præg på store dele af kampen mod Brabrand.
Holstebro spiller på græs, som Middelfart også håber at kunne i næste runde, når Dalum besøger os – forhåbentlig på Middelfart Stadion. Græs er tungere end kunststoffet og det trækker flere kræfter ud, men det er vilkårene. Det skal vi selvfølgelig kunne løse.
’Vi har ingen forventninger om at kunne løbe henover Holstebro. De er seje, men vi håber at kunne slå hul på deres formentlig stærke defensiv, som kampen skrider frem. Vi har øvet os på forskelligt. Det er vigtigt for os ikke komme bagud og give dem ekstra gejst, så det er også et fokuspunkt’, forklarer cheftræneren.
Jens Letort slutter af: Vi er som altid ydmyge overfor den næste modstander. Gode resultater bagude er ikke en garanti for sejr i den næste kamp, så vi vil igen være fokuserede og vise den vindervilje, som jeg synes, vi har udstrålet efter vinterpausen’.
Dommer Jonas Bæk fløjter kampen op kl. 13.00 i Holstebro Idrætspark. Der er stadig ikke adgang for publikum.
Tekst: Leo Jensen