Forårets sagte kommen tillader ikke fodboldspil på græs mange steder her i turneringsstarten, men Middelfart Boldklubs modstander lørdag på kunstgræsset på Færøvej har prøvet græs – endda to gange på eget græs på mindre end en uge.
I Middelfart kender vi betingelserne. Ingen hjemmekampe på græs før tidligst 1. april. Med den stigende sol og godt forårsvejr er Middelfart Stadion forhåbentlig klar 2. påskedag (5. april), når Brabrand gæster os og er med til at runde påskedagene af.
En sej modstander
De blå/hvidstribede fra Thisted FC, der på 4. pladsen har 24 points, hvor af de syv er hentet efter vinterpausen, har et lille efterslæb fra efteråret, hvor rækkens to nordjyske hold grundet covid lukningen af Vendsyssel fik udsat tre kampe.
Thisted har spillet de to, vundet 1-0 ude på kunst over FC Sydvest på et mål i sidste minut og spillede 0-0 onsdag hjemme – denne gang i lokalopgøret mod Holstebro. Desuden mangler de en udekamp mod Dalum, der spilles skærtorsdag.
Indimellem de to kampe havde Thisted FC topholdet Jammerbugt FC på besøg i sidste weekend og tilføjede topholdet det første nederlag i mere end et år. 1-0 lød sejrscifrene på efter en scoring et kvarter før tid. Kigger man højdepunkter på Thisteds hjemmeside, er målchancerne i de tre kampe meget få.
Til gengæld har Thisted FC vist sig meget effektive på de chancer, de tilspiller sig, og meget stærke i defensiven, som deres træner Bo Thomsen da også gentagne gange udtrykker stor tilfredshed med. Og Thisted virker til at være gode til at slide modstanderne op og score mod kampens slutning.
Middelfarts træner Jens Letort kiggede på i Thisted: ‘Jeg så et Thistedmandskab, der som altid står godt på banen og er svære at nedbryde. De bygger deres spil på et stærkt forsvar, evnen til hurtige omstillinger og udnyttelse af standardsituationer. De havde i den kamp svært ved selv at skabe spillet og bundholdet Holstebro sloges godt for det ene point.’
Afgørende mål
’Min vurdering er, at kampens første mål er vanvittig vigtigt, for det kan også nemt blive det sidste. Middelfart skal undgå at komme bagud, for Thisted er et fysisk stærkt hold, der kan pakke sig og passe på en føring. Modsat kan en Middelfartscoring tvinge dem frem og det vil være til vores fordel’, vurderer Jens Letort.
Middelfarts chef på bænken er også spændt på, hvordan Thistedspillerne reagerer på tre kampe på otte dage, hvor de to første blev spillet på en tung græsbane. Her kan det hurtigere kunstgræs give hjemmeholdet nogle fordele, især jo længere vi kommer hen i kampen.
Middelfart er tvunget til at ændre på den sejrrige opstilling mod VSK Aarhus, idet krumtappen i forsvaret, Niclas Vemmelund, lørdag sidder over med karantæne. Til gengæld er midtbaneesset Lasse Thomsen klar igen efter sin karantænedag sidst.
’Thomas og jeg finder en løsning på det. Vi har måske endda en lille fordel i, at jeg vurderer, vores trup er bredere. Det kan betyde meget, hvis stillingen stadig er lige, når vi nærmer os slutningen, selv om jeg har noteret, at Thisted har været rigtig gode til i et par kampe at slå til i slutfasen’, funderer Jens Letort.
Det vil for Jens Letort også være en ekstra fjer i hatten, hvis Thisted denne gang bliver lagt ned. Det er den tredje kamp mod thyboerne i Letorts tid som træner i Middelfart, men den første på hjemmebane.
I den enlige grundspilskamp sidste år i marts tabte Middelfart 1-3 deroppe og i 10. runde i efteråret blev det 0-2 i en kamp, som Middelfart kunne have vundet som i den første. Mens vi brændte vores chancer, scorede Thisted på deres.
Som i sidste weekend står vi i en situation med en modstander fem point foran, som vi kan komme på to points afstand af med en sejr eller se forsvinde otte point foran (og en kamp i hånden), hvis vi taber. En ægte seks point kamp. Det er rigtig vigtige kampe her i starten, hvor vi kan komme tæt på Top6.
Kampen lørdag kl. 14.00 på kunstgræsset, hvor der stadig ikke er publikumsadgang, fløjtes af dommer Nils Heer. Vejrudsigten melder skyet, 8 grader med svag vind og ingen regn.
Tekst: Leo Jensen