Som omtalt op til kampen var VSK Aarhus på eget kunstgræs på forhånd en opgave, der så svær ud – og det blev den også. Men den blev løst med en flot indsats over hele linjen og sejren på 2-1 og de tre point sammenholdt med de øvrige resultater betød, at afstanden til 4. pladsen blev reduceret til fire point. Ikke uløseligt over 12 runder, selv om et par udsatte kampe kan forrykke stillingen.
Træner Jens Letort kunne gøre brættet op på vej hjem til Fyn: Vi leverede en flot holdpræstation, hvor vi stod fast og holdt VSK godt fra chancer. Vi udviste den aftalte tålmodighed, holdt godt fast i bolden og presspillet og så scorede Jonas Villemoes to gange, hvor der blev fulgt op på vores farlige forsøg.
Stabilitet
For anden gang i træk var holdets startopstilling uændret, selv om Jacob Linnet ikke fik meget spilletid sidst mod Aarhus Fremad. Det gjorde han i dag, hvor vi lagde ud med følgende elleve mand:
Casper Radza – Hanus Sørensen, Niclas Vemmelund, Mads Jørgensen, Simon Smidt – Jonas Villemoes, Martin Conley, Jacob Linnet, Casper Johansen – Esben Petersen, Frederik Høgh
Opstillingen rummede tre navne, der fik deres debut i Middelfarttrøjen i en betydende kamp. Det var Hanus Sørensen og Mads Jørgensen i forsvaret, Jacob Linnet midt på fra start og i 2. halvleg kom den fjerde debutant, Mads Steenberg, ind i forsvaret.
Spillet vekslede en del i en 1. halvleg på et glat, vådt kunstgræsunderlig og i den skarpe vind. Middelfart formåede i medvinden at suge de lange bolde til sig, som VSK forsøgte sig med. Det var ikke en chancerig kamp med to disciplinerede forsvar. Casper Johansen havde et godt forsøg efter knap ti minutter, hvor keeperen fik bokset væk.
Det lignede 0-0 ved pausen, men efter 39 minutter blev der spillet en bold i dybden til Jacob Linnet. Efter et par træk forsøgte han sig og bolden tog stolpen hos VSK og returbolden sendte Jonas Villemoes ind til den vigtige 1-0 føring.
Føringen holdt frem til pausen og et kig på statistikken viser faktisk, at Middelfart er de bedste i rækken målt på 1. halvleg, hvor Middelfart har ført otte gange og en enkelt uafgjort. Havde de resultater holdt, lå vi med 25 point i dag.
Godt kæmpet i modvinden
Fra 2. halvlegs start fik Middelfart vinden ude fra Aarhusbugten mod sig og måske var det den kolde fornemmelse, der skabte uro i starten af halvlegen. Efter et par minutter fik et VSK frispark lov at passere til en fri angriber og udligningen til 1-1 var en realitet.
En kold afvaskning men som sidst mod VSKs naboer fra Fremad fik det bare Middelfart til at bide tænderne yderligere sammen og presse op i modvinden. Efter 55 minutter fik Casper Johansen fri denne lørdag og den vimse Vamos, Peter Kristensen, kom ind på sin favoritposition, højre kant. Jonas Villemoes flyttede over i venstre siden.
Allerede fem minutter efter var Peter Kristensen tæt på at lægge op til et nyt føringsmål med et godt indlæg, som Frederik Høgh ikke nåede. Men Middelfart havde fået færten af en vigtig sejr og muligheden for at hale ind på konkurrenterne.
Efter 75 minutter kom forløsningen så. Frederik Høgh havde en hård afslutning, som målmanden halvklarede og som første gang stod Jonas Villemoes klar til at samle returbolden op. 2-1 og Villemoes var dagens målhelt.
Tre minutter senere byttede de to roller, da Frederik Høgh var tæt på en stor chance på et oplæg fra Villemoes. Kort forinden var Matthias Præst kommet i spil, da han afløste en hårdtarbejdende Esben Petersen.
VSK lagde nu hårdere pres på og smed nogle bolden afsted i medvinden, men der blev stået fast i de fynske bastioner. Efter 85 minutter gik matchwinner Villemoes ud og gav plads til den fysisk stærke Mads Steenberg, der dermed fik sin debut. Sammen de øvrige slidstærke Middelfartspillere holdt han føringen hjem til slutfløjtet og så var der glæde over hele linjen.
Stor tilfredshed og dagens resultater betød godt nok ikke en placeringsmæssig forbedring i forhold til udgangspunktet, en 8. plads, men der er som nævnt nu kun fire point op til nr. 4, FC Thisted, der er næste rundes modstander på kunstgræsset på Færøvej.
Tekst: Leo Jensen