Middelfart Boldklub fik det perfekte afsæt til forårets første turneringskamp næste lørdag i Aarhus mod VSK. Bysbørnene fra det nordlige Aarhus, med efternavnet Fremad, var sidste træningskampmodstander på det hjemlige kunstgræs og stillede med hele arsenalet forud for deres første kamp, der spilles ude mod FC Sydvest.
Middelfart hev en snæver 2-1 sejr hjem efter 1-0 ved pausen, og for en gangs skyld gik marginalerne vores vej efter flere kampe, hvor vi har ærgret os over for lidt udbytte af anstrengelserne.
Assistent Thomas Thinggaard: Det er meget tilfredsstillende også at få resultatet med i dag. Og det skete mod et af de formodet bedste hold i rækken. Det lyder nogle gange lidt dumt at sige, at vi spillede rigtig godt – men vi tabte altså, fordi sådan og sådan …
Kampen startede ellers lidt skævt for Middelfart, da Jacob Linnet allerede efter et par minutter fik et voldsomt slag over næsen og blødende måtte udgå. Det skabte lidt uro og efter tre minutter, hvor vi var i undertal, var der forvirring i forsvaret ved et hjørnespark og kun en akrobatisk redning af Casper Radza og lidt held bagefter holdt de gulogsort stribede fra fadet.
Middelfart lagde ud i følgende opstilling: Casper Radza – Hanus Sørensen, Niklas Vemmelund, Mads Jørgensen, Simon Smidt – Jonas Villemoes, Martin Conley, Jacob Linnet, Casper Johansen – Esben Petersen, Frederik Høgh. Jacob Linnet blev afløst af Matthias Præst.
Jævn 1. halvleg
Det var to velorganiserede hold, der dystede denne fine forårsdag i Middelfart. Der var ikke så mange åbne chancer i halvlegen, hvor Casper Radza fik strakt det hele ud efter en god halv time, hvor Fremad fyrede kanonen af med retning mod målhjørnet.
Thomas Thinggaard var rimelig tilfreds med indsatsen før pausen. En god og påpasselig defensiv, der blev kæmpet med næb og kløer, men der blev nok spillet lidt for direkte i perioder. Det kostede en del boldtab og meget løb efter bolden, hvor Fremad var gode til at køre den rundt.
Middelfart blev for alvor farlige i minutterne op til pausen. Efter et indkast blev bolden lagt af på kanten af feltet, hvor den fremadstormende forsvarer Hanus Sørensen piskede et knaldhårdt føringsmål ind til glæde for bl.a. assistent Thomas Thinggaard, der terper standardsituationer med holdet.
Thomas: Dejligt at se denne træningsøvelse lykkes og dejligt for unge Hanus at få dette selvtillidsboost i kampen for at etablere sig på holdet i sin nye klub.
Middelfart var snublende tæt på 2-0 minuttet efter, da Matthias Præst langt inde i feltet fik en gylden chance, men blev blokeret. Men føring ved pausen og clean sheet. Det gjorde godt.
Gode takter i 2. halvleg
Efter pausen blev vi lidt bedre til at holde fast i bolden og skåne os selv for de udmarvende løb efter modstanderen, men efter et kvarter var det alligevel Aarhus Fremad, der fandt netmaskerne på en hurtig omstilling, hvor Middelfart blev spillet lidt tynde. 1-1 og hvad så?
De blå helte sprang op på hesten igen og gik efter en ny føring. Fremad blev presset mere end i 1. halvleg og det lønnede sig, at Middelfart formåede at holde bedre fast i bolden.
Små fem minutter efter Fremads udligning stak Casper Johansen en dyb bold ind i feltet til Jonas Villemoes, der var alene med målmanden. Jonas blev afvist i første omgang, men holdt fast i bolden og efter et par træk i feltet lagde han en perfekt bold på kanten af feltet, hvor Casper Johansen lå og lurede i venstresiden og det gamle topscorerinstinkt fornægtede sig ikke. Bolden blev smækket utageligt ind i modsatte side af målet til 2-1.
Fremad blev fortsat holdt væk fra chancer og da kampen var sidste forberedelse, før det bliver rigtig alvor, blev der først skiftet relativt sent i kampen – omkring de 75 minutter. Nicolai Frederiksen afløste Frederik Høgh, Peter Kristensen (ud gik Jonas Villemoes) kom i kamp for første gang siden den grimme skade, han pådrog sig, sidst vi mødte Fremad – og Oliver Skolnik kom ind som ekstra gardering bagude og Casper Johansen gik ud.
Nu gik øvelsen på at kontrollere kampen og forsvare den spinkle føring og eventuelt overraske Fremad med en hurtig omstilling. Der var også muligheder, bl.a. på et flot indlæg fra Simon Smidt, hvor to Middelfart spillere kom lidt i vejen for hinanden. Vi ville vinde denne dag og det lykkedes.
Thomas Thinggaard: Det var meget vigtigt for os i dag også at få resultatet med fra kampen. Vi kan ikke blive ved at tale om, at vi er på rette vej, hvis vi ikke vinder. Det gjorde vi i dag mod en stærk modstander og det giver os gode forhåbninger før turneringsstarten.
Nu skal energien, fantasien og sejrsviljen overføres til premieren i Aarhus, når vi besøger VSK. Sidst de hold mødtes, var i den første turneringskamp i august, hvor århusianerne lidt overraskende tog hjem med alle tre points. Vi fik revanche i dag mod Aarhus Fremad. Det skal vi også have næste lørdag mod VSK Aarhus.
Tekst: Leo Jensen