Knap tre måneder efter starten den sidste weekend i august ruller sidste runde i 2. division. 13 kampe blev det til for flertallet af holdene, mens de to nordenfjords klubber, Jammerbugt og Thisted, får tre kampe til gode til foråret og deres seks modstandere i de udsatte kampe hver har et enkelt hængeparti.
Middelfart Boldklub nåede lige turen til Thisted, inden det lukkede på de kanter, og kan med en sejr over Aarhus Fremad rykke forbi tre, måske fire hold og op på en 4. plads i halvvejsstillingen og dermed ind i den Top6, vi så gerne vil befinde os i.
Det er naturligvis værd at gå efter og lidt rarere at se på i de knap 4 måneders turneringspause, der nu venter inden forårets 14. runde med udekampen mod VSK 13. marts.
Store forventninger
Inden sæsonen blev især Aarhus Fremad og i anden række Middelfart nævnt af eksperterne som to af de forventede tophold og bejlere til den ene oprykningsplads, der er på spil i denne sæsons 2. division Pulje 1.
Det er øvrigt lidt pudsigt, som eksperter ofte støtter sig til den foregående sæsons resultater og leverer deres spådomme ud fra det. Det kunne man være frisk at kommentere med, at det skal der måske ikke så meget ekspertise til at udtale. Ingen eksperter havde vist forudset den nuværende Top3 halvvejs henne i turneringen.
Favoritværdighed kan være tung at håndtere og det kan Middelfart Boldklub også tale med om. Tre kampe eller halvdelen af de spillede kampe på hjemmebane er tabt og det er en lidt tung bagage. En del kan rettes op med en sejr over Fremad i lørdagens kamp.
Træner Jens Letort har leget lidt med tanken om at dele efteråret op i før og efter koldstarten på sæsonen med de tre nederlag og målscoren 3-9 mod VSK Aarhus, Jammerbugt FC og Frem. Er vi dygtige nok til at vinde den sidste kamp, vil vi efter ’systemskiftet’ fra 4. runde med en ny defensiv organisation have hentet 19 point i 10 kampe, et gennemsnit på næsten to point pr kamp, og minimum være placeret som nr. 4 eller 5, afhængig af om VSK får mere end ét point mod B93.
Det pointgennemsnit har tidligere været anset som tilfredsstillende i Middelfart Boldklub set over en sæson. Taber vi derimod, vil vi ligge nr. 8 eller 9, afhængig af om Brabrand vinder i Holbæk, og have et pointgennemsnit på ca. 1,5 isoleret set over de seneste 10runder. Det vil være under egne forventninger.
På vej fremad
Aarhus Fremad arbejder målrettet på at blive nr. 2 i Aarhus efter de mægtige naboer AGF, der fører sig flot frem på øverste hylde i denne sæson. De hvepsestribede har fået kontraktfodbold igen og det vil naturligvis give klubben og træner Morten Kjærgaard forbedrede muligheder.
NordicBet Ligaen er også et formuleret mål for Aarhus Fremad, der i sidste sæson var meget tæt på at snuppe oprykningspladsen foran FC Helsingør. Nordsjællænderne møblerede et pænt stort forspring undervejs og til sidst måtte trække på en lidt bedre målforskel for at holde førstepladsen. Lutter sejre til århusianerne bortset fra en enkelt uafgjort.
Fremad har arbejdet videre med at forstærke holdet og har tre tidligere Middelfartspillere i truppen, den spillende assistenttræner Mathias Damgaard, Middelfarts tidligere målhaj Søren Andreasen og Lucas From, der var på lejeophold i den blå trøje i en halvsæson fra Vejle.
En svær modstander
De to klubber mødtes én gang i sidste sæson, hvor både hjemmekampen i grundspillet og mødet i slutspillet blev aflyst af corona-omstændighederne. I efteråret 19 tabte Middelfart 0-2 i Aarhus. I foråret 2019 mødte vi Fremad i slutspillet i en kamp på Middelfart Stadion, hvor det blev 1-1 efter et tidligt føringsmål af Casper Johansen.
Middelfart har noteret én sejr over Aarhus Fremad, hvor det i 2015 blev 2-1 ude på en overtidsscoring af Sandro Spasojevic. I ni indbyrdes opgør de seneste 10 år har Fremad vundet de fem og tre er endt uafgjort. Så det er absolut tid til revanche mod Aarhus Fremad, der i de to sidste sæsoner inden årtusindskiftet havde deres guldalder med to år i Superligaen.
Aarhus Fodsportsforening Fremad blev etableret i 1897, men først i midten af 1980’erne blev de rigtig synlige, da klubben med ni oprykninger på 13 sæsoner spillede sig Superligaen i jubilæumsåret 1997. Efter nedrykningen fulgte en periode med projektet FC Aarhus, der aldrig rigtig for alvor kom op at flyve. Tilbage under eget navn blev det til en enkelt sæson i DS, inden klubben i 2015 var tilbage i 2. division.
Husk at kampen spilles på kunstgræsset på Middelfarts klubanlæg på Færøvej og starter allerede kl. 13.00, hvor dommer Allan Borgstrøm styrer løjerne mellem de to klubber.
Tekst: Leo Jensen