Mens coronaen igen æder sig ind på samfundet og nedlægger hele industrier, må fodbolden liste sig igennem uden de store tilskuertal og håbe på, at vi når de sidste runder med inden vinterpausen. Bedst at slippe for alt for mange hængepartier, når vi skal i gang igen til foråret.
Allerede i denne runde påvirker det vestkredsen i 2. division, idet topopgøret Jammerbugt FC og Frem er aflyst grundet de omfattende restriktioner i Nordjylland. Men andre steder skal der spilles – således også på Middelfart Stadion, hvor Holbæk BI er modstanderen i 11. runde.
Tre gysere i vente
Stik mod alle forventninger har efterårets resultater stillet Middelfart Boldklub i en svær position før de sidste kampe inden fodboldpausen. Kun fire sejre i ti kampe har givet 12 point, ét point mere end den næste modstander, Holbæk, der lige nu befinder sig på den 11. plads, der betyder nedrykning sammen med nr. 12-14.
Modsat er der efter 0-2 i Thisted nu fem point op til Top6, sæsonmålet for Middelfart. Der skal ikke kaldes til panik med 16 kampe endnu til at rette op på problemerne. Men alvoren bør understreges før de tre vigtige kampe her i november.
Modstanderne er i rækkefølge Holbæk med som nævnt 11 point, FC Sydvest ude med ligeledes 11 point lige nu – møder Thisted i denne runde – og Aarhus Fremad på 7. pladsen med 13 point – møder SfB-Oure ude lørdag.
Det er let at se, at tre sejre vil lette trykket en hel del. Modsat kan flere nederlag i de vigtige kampe betyde, at nedrykningsspøgelset vil ånde os tungt i nakken hen over fodboldpausen. Det er ikke den rigtige måde at bygge en julestemning op på.
Holbæk vil det samme
Middelfart stiftede bekendtskab med Holbæk i forårssæsonen 2017, i Kvalifikationsrækken, hvor Middelfart fejede næsten al modstand til side og vandt rækken med 17 point ned til nr. 2, Frem. Holbæk, der startede det forår med kun ét point på kontoen, måtte trods et fint forår rykke i DS fra fjerdesidstepladsen, én placering fra redningen.
Middelfart tabte kun to kampe det forår, i HIK og i forårets første kamp i Holbæk, hvor hjemmeholdet vandt 4-1 efter en tidlig Middelfart føring. I maj måned blev det mere normale 3-0 til Middelfart hjemme på eget græs. Hattrick af topscorer Casper Johansen.
Det var en grim streg i regningen for ambitiøse Holbæk, der måtte bruge to sæsoner på at rykke op igen. Sidste sæson resulterede i en 4. plads i Kvalifikationsspillet. I år er der ingen slutspil at satse på. Der skal der tilstrækkelig mange point hjem i de 26 kampe, sæsonen byder på.
Holbæk har udtrykt højere sportslige mål end 2. division på linje med Middelfart, men i denne sæson kan det nok maksimalt blive en placering i Top6 og den kommende 1. division (tredjebedste række), der er realistisk for begge hold.
En fin historie
Holbæk Bold & Idrætsforening fejrer næste år 90 års jubilæum efter fusionen af lokalrivalerne Holbæk Boldklub og Holbæk Idrætsforening i 1931. Folk med lidt længere fodboldhistorie på rygraden vil måske huske et spændende Holbæk mandskab, der i 1970’erne – samtidig med Middelfarts seneste guldalder – fejrede triumfer i de højere luftlag.
Oprykning til den bedste række, 1. division, i 1973, fra en førsteplads og sammen med naboerne fra Slagelse. Sølvmedaljer i 1975, slået på målforskel men á point med mestrene fra Køge Boldklub, og to tabte pokalfinaler to år i træk, 1975 og -76.
Stadionrekorden godt 10.000 overværede kampen på Holbæk Stadion mod Køge i juni 75, som hjemmeholdet vandt 1-0. Flere landsholdsspillere og senere udlandsprofessionelle funklede i glansperioden under træner Bosse Håkansson, der sluttede med nedrykning i 77. I 90’erne var klubben en tur nede i Sjællandsserien.
Nu gælder det 2. division og overlevelse i Danmarksturneringen anno 2020-21. Placeringskampen er allerede i fuld gang.
Dommer Rasmus Nielsen fløjter gyseropgøret på Middelfart Stadion i gang kl. 14.00.
Tekst: Leo Jensen