Det var ikke verdens største overraskelse, at Middelfart Boldklub kunne vinde 2-1 over bundproppen Holstebro, men glæden efter kampen over sejren var stor og tydelig. Det kunne mærkes, at alle i de blås coronatelt trængte til at synge sejrssangen af fuld hals efter nogle markante skuffelser i de seneste kampe.
Det var også tydeligt, at der var stor fokus på kampens betydning for selvforståelsen hos truppen, for der blev gået koncentreret til opgaven fra start. Og med to hurtige mål var der lagt op til en mere markant sejr end det ene mål, der i den sidste ende skilte de to hold.
Kampen var heller ikke uden skønhedspletter, men et virkeligt løft for holdet og staben at kunne indfri favoritværdigheden. Det var nok dybest set grunden til glæden over sejren og vigtigt at erkende og forstå, at hver eneste sejr skal fejres i en sæson, hvor Middelfart ikke bare løber hen over de lidt svagere modstandere som tidligere set.
Kanonstart
Der var valgt en startopstilling med to ændringer i forhold til kampen i Dalum. Oliver Skolnik genindtog sin plads i forsvaret efter et længere skadesfravær og Matthias Præst startede inde på midten.
Casper Radza – Nikolaj Hagelskjær, Niclas Vemmelund, Lasse Thomsen, Oliver Skolnik, Simon Smidt – Peter Kristensen, Martin Conley, Matthias Præst, Casper Johansen og Frederik Høgh.
På skadeslisten stod Kim Elgaard, Emil Lyng og Nikolaj Leth
Middelfart lagde hårdt ud og gik efter en rullestart. Og allerede efter halvandet minut var der banko, da Frederik Høgh stod rigtigt i klyngen foran mål og headede et præcist hjørnespark hårdt i kassen. 1-0 og så var tonen slået an og i de næste minutter blæste Middelfart en offensiv afsted for at vælte de hvidklædte modstandere, der helst ikke skulle fornemme chancen for point.
Efter 13 minutter var der igen pres på nordvestjydernes felt og bedst som chancen så ud til at løbe lidt ud, blev Peter Kristensen stoppet bagfra af et benspænd i sit løb ud af feltet. Måske ikke verdens største straffespark, men dommerens fløjte lød.
Casper Johansen sparkede bolden højt ind til 2-0 midt i målet bag jydernes ikke uefne målmand Anders Raahauge, der i flere situationer og med synlig sans for akrobatik senere i kampen reddede sit hold fra yderligere overlast. Middelfart fortsatte det målsøgende spil, mens jyderne pakkede sig i og foran feltet og gjorde vanskeligt.
Efter godt en halv times spil mistede Middelfart sin vigtige spilstation i hovedspillet, da Frederik Høgh gik i græsset efter et sammenstød med en jysk forsvarer, der uforvarende ramte Høgh i hovedet. Frederik Høgh, der både scorede i Dalum og det første i dagens kamp, fik behandling på banen, men måtte kort tid efter lade sig udskifte. Ærgerligt for ham og for holdet.
Nicolai Frederiksen kom på banen og i sin første aktion burde han måske have haft et straffe, da han blev bodychecket i sit fremløb i feltet, men denne gang vinkede dommeren afværgende. Middelfart fastholdt et godt pres på modstanderne halvlegen ud, men kom ikke til de helt oplagte chancer og målmanden tog hvad der kom. Holstebro havde svært at skabe noget og Casper havde en rolig dag i sin ende af banen.
En advarsel
Middelfart fortsatte det boldbesiddende spil i starten af 2. halvleg. Det kom derfor som en kold skylle på en ellers solbeskinnet sidste dag med sommertid, da Holstebro efter 54 minutter reducerede til 1-2. Et tilfældigt fremløb i Middelfarts højre forsvarsside ikke blev mødt med tilstrækkelig fasthed og det flade indlæg passerede gennem det lille felt foran Casper Radza.
Ved fjerneste stolpe kunne Emil Zetterquist sætte foden på. Havde Middelfart to minutter senere haft held med en ripost tæt på mål efter et godt frisparksforsøg og scoret det vigtige tredje mål, kunne spændingsniveauet sikkert have været sænket flere trin.
Den manglende medgang viste sig igen, da Matthias Præst afsluttede hårdt og præcist mod nederste venstre målhjørne, men målmand Raahauge reddede akrobatisk sit hold. I de næste fem-seks minutter havde Middelfart flere gode muligheder for at øge føringen.
Efter 67 minutter afløste Jonas Villemoes en hårdt arbejdende Matthias Præst og kort efter havde Peter Kristensen en chance i helt fri position, hvor han fik for meget luft under bolden og da samme Peter Kristensen i næste angreb fandt Nicolai Frederiksen tæt under mål, gik afslutningen tæt forbi stolpen.
I samme periode var der en situation, hvor der udefra set klart blev pareret med hånden i det jyske felt, hvor dommeren i stedet valgte at fløjte for hjørne. Herefter faldt kampen lidt i tempo. Holstebro, der sidst overraskede med en udligning til sidst mod topholdet Jammerbugt FC, havde ikke så meget at skyde med på dagen.
Safety first
Middelfart garderede sig godt i flere standardsituationer, der var Holstebros bedste våben. Bolden blev konsekvent sendt ud af farezonen og efter en dobbeltudskiftning i kampens overtid, hvor Casper Johansen og Peter Kristensen blev skiftet ud med Teitur Magnusson og Jonas Skytte var sejren hjemme.
Efter 94 minutter blev der fløjtet af og glæden over den (for) snævre sejr var tydelig i den blå lejr, mens modstanderne ærgrede sig over endnu et nederlag. ’Hvem var det der vandt i dag’ udsat for meget glade mandsstemmer gjaldede ud fra hjemmeholdets telt, mens de øvrige resultater blev gransket.
En enkelt plads frem i bussen til en øjeblikkelig 7. plads på en dag, hvor de tre tophold vandt og Middelfart halede ind på VSK Aarhus og Thisted, der er næste modstander søndag den 1. november, hvis fodbolden stadig ruller til den tid.
Vi overhalede dog med sejren forhåndsfavoritterne til oprykningen, Aarhus Fremad, der også har haft svært ved at indfri de store forventninger efter deres flotte forår.
Tekst: Leo Jensen