Midt i striben af divisionskampe, hvor Middelfart Boldklub ser ud til at have fundet den rette formel på sejr med 3 vundne kampe på stribe, 9 point og 10-0 i målscore i de seneste tre runder, kommer den formentlig lige nu hårdest mulige test på udebane.
Jammerbugt FC var den stærkeste modstander, Middelfart kunne trække på udebane, forstået sådan at en enhver højere rangeret modstander ifølge de særlige pokalregler skulle have spillet på Middelfart Stadion i denne 2. rundekamp. Nu blev det Sparekassen Vendsyssel Arena i Pandrup, hvor der hersker topholdsfeber i øjeblikket. Mere om det senere.
Kun målfest for vinderne
Sportsspalterne melder ofte i begejstrede vendinger om målfest og målorgie, hvis der bliver scoret mere end fire-fem mål i en kamp. Men det er en fest, som ikke alle er inviteret til. Og for taberne er det oftest decideret ufestligt.
Det er enhver træners mareridt, hvis hans hold indkasserer fire-fem eller flere mål. Jeg vover et kvalificeret gæt på, at hverken Jürgen Klopp i Liverpools omklædningsrum, Ole Gunnar Solskjær i Manchester Uniteds ditto eller deres spillere var i specielt festhumør efter søndagens afklapsninger på henholdsvis Villa Park med 2-7 eller på Old Trafford med 1-6.
Den slags cifre er bestemt ikke hverdagskost eller hyppig søndagsmenu for hverken de engelske mestre eller på Theatre of Dreams. Faktisk melder statistikken om, at ikke siden 1957 har Man. United oplevet, at modstanderen scorer fire mål på Old Trafford før pausen – den gang var modstanderen i øvrigt også Tottenham.
Stillingen var 4-1, som den i øvrigt også var ved pausen på Villa Park, hvor hjemmeholdets mange fans blev snydt af corona begrænsningerne for at være til stede ved en uforglemmelig målfest. Og festen/mareridtet fortsatte begge steder efter pausen.
Ingen kan vist huske, hvornår Middelfart sidst har oplevet en modstander score fire gange før pausen, som Jammerbugt FC gjorde første lørdag i september foran et lamslået hjemmepublikum. Så var det et mindre plaster på såret, at Middelfart fik stoppet hullerne i skuden og vandt 2. halvleg 3-1 og dermed blev slutcifrene ’festlige’ 3-5.
Stærkt udlæg
Træner Jens Letort havde advaret om, at Jammerbugt FC lignede et kommende tophold i 2. divisions vestpulje. Ikke mange havde dog forventet dette resultat og at vendelboerne ville gøre rent bord i de første seks runder med 18 point og målscoren 18-7.
Det har skabt fodboldfeber på de nordlige kanter, hvor der mødte over 400 op til det nordjyske lokalopgør mod Thisted fredag aften på arenaen i Pandrup. Her var der indvielse af de nye projektører på stadion, der også bliver tændt, når Middelfart kommer på besøg tirsdag aften.
Der bliver desuden stillet to mobiltribuner op til supplement af den eksisterende overdækkede ståtribune og bænkene ved Jetsmarkhallen. Så bliver det op til Middelfart at ødelægge feststemningen for ’den blå bølge’, som Jammerbugt FC benævnes på de kanter.
Bølgerne rullede stærkt fredag aften mod Thisted som ved den nærliggende populære Blokhus strand. Badelokaliteten, som klubben tog navn efter i årene 2008-13 med FC Blokhus, og hvor de havde en enkelt sæson i den næstbedste række under det klubnavn efter at være debuteret i 2. division i 2002 som Jetsmark IF. Med navneændringen i 2008 skiftede klubben også fra de grøn/hvidstribede spilletrøjer til de nuværende lyseblå.
Kampen mod Thisted blev afgjort i 1. halvleg, hvor den stærke venstreforsvarer Mads Larsen lagde op til begge mål og føringen blev sikkert forsvaret hjem i 2. halvleg. Jammerbugts forsvar har dog også været til at tale med som i starten af 2. halvleg af kampen i Middelfart, hvor hjemmeholdet med to mål på to minutter skabte nyt liv i kampen med scoringer af Frederik Høgh og Kim Elgaard.
Jammerbugt FC punkterede så spændingen med en kontrascoring til 2-5 lige efter og så hjalp det kun lidt, at Frederik Høgh reducerede til det sjældne slutresultat 3-5. Målfest, tja det var det vel, men der var bestemt ikke meget feststemning i hjemmeholdets telt efter kampen. Jeg ved det, for jeg var der.
Vidste du i øvrigt, at den mest målrige danske pokalfinale i ordinær spilletid endte 5-3, da Hvidovre slog Lyngby i Idrætsparken i 1980.
Høje odds
Ikke overraskende er oddsene for en udesejr pænt store med Jammerbugts stærke udlæg som baggrund. Skal Middelfart følge op på den hårdt tilkæmpede sejr i Sydbank Pokalens 1. runde, hvor DS holdet Otterup var foran med 2-0, inden Middelfart kom tilbage og Jonas Villemoes scorede sejrsmålet til 3-2 i kampens døende minutter, skal der ikke gives modstanderne så lang snor.
Sidste efterår var Middelfart på langtur til Pandrup to gange, inden det lykkedes at få spillet kampen, som Middelfart vandt 2-0 på flotte mål af Martin Conley og Kim Elgaard. Første gang var Middelfart bogstavelig talt på lynvisit under de nordlige himmelstrøg, hvor et uvejr rasede og bussen måtte hurtigt returnere til Fyn.
Middelfart kan ikke tillade sig at tage en ’slapper’ deroppe og spare spillere. Det gælder om at holde momentum inden opgøret mod B93 på lørdag på Middelfart stadion. Tværtimod skal tankegangen om den korteste vej til Europa også gælde Middelfarts tilgang til kampen.
Det er også værd at overveje om et exit for det blå hjemmehold i pokalkampen måske kan skabe små revner i Jammerbugts panser af selvtillid efter de mange sejre i efteråret. Der er stadig 20 kampe tilbage i årets 2. division, så intet er afgjort endnu. Udover de seks turneringssejre var Jammerbugt forbi Soffy Road og slog Vejgaard ud i 1. pokalrunde.
Kan det hele så lykkes med en sejr i den ordinære spilletid, så der spares kræfter og turen hjemad ikke bliver alt for sen, vil det blive en fin fynsk fest i Vendsyssel uanset cifrene.
Kampen på Sparekassen Vendsyssel Arena fløjtes op kl. 18.30 af dommer Morten Bach Jepsen.
Tekst: Leo Jensen