Et af de svære steder
Så det er genrejsningens time for den blå trup. Brabrand Stadion på Engdalsvej i det sydlige Aarhus er samtidig et af de steder, det er sværest at komme fra med en sejr, viser statistikken. De seneste tre udekampe har Middelfart tabt, sidst i efteråret 2019 med 0-2.
I en kamp i foråret 2015 vandt vi 3-1 deroppe, den seneste sejr over Brabrand, på to mål af Casper Johansen og et af Pelle Weber. Hjemme spillede vi 1-1 sidste efterår, hvor Kim Elgaard bragte os foran i 1. halvleg.
I denne sæson har Brabrand tabt ude til Næsby, slået Thisted 2-0 hjemme og senest spillet 1-1 i Holstebro, hvor århusianerne udlignede i overtiden.
Brabrand IF, hvis eliteafdeling i dag hedder Brabrand Fodbold, havde en fantastisk tur fra den jyske serie 2 til 2. division på fem sæsoner omkring årtusindskiftet. Efter to sæsoner her fortsatte succesen op i 1. division med to sæsoner fra 2005-07 og endnu en sæson 2009-10.
Senest var klubben et enkelt år i den næstbedste række i sæsonen 2017-18, hvor Brabrand var få point fra at redde sig fra nedrykning. Sæsonen efter sluttede Brabrand som treer i oprykningspillet, lige foran Middelfart. De to klubber byttede plads i dette års oprykningsspil.
Kampen for livet
Den sværeste kamp for tiden for Brabrand er klubbens overlevelse som divisionsklub. Da den største sponsor gennem ca. 20 år trak sig efter sæsonafslutningen i juli, måtte der skrides til en redningsaktion, hvor spillere og trænere trækker et stort læs i løsningen af de daglige opgaver, med bl.a. tøjvask, transport, budgetlægning og sponsorjagt.
En unik og krævende situation dansk elitefodbold, hvor opgaver med at slæbe bolde og kegler nu også skal kombineres med vaskepulver og excel-ark. Senest er der dog kommet flere lokale kræfter og penge til i forsøget på at fastholde Brabrand i divisionssystemet.
Middelfart Boldklub har anderledes gode forhold omkring divisionsholdet, hvor alle kan koncentrere sig om at spille fodbold. Og selvfølgelig har vi ikke glemt, hvordan vi gør det, få måneder efter klubbens hidtil bedste placering.
Men der skal graves dybt, har de seneste kampe vist. Nu skal klassiske dyder som ubetinget fightervilje og minimering af fejlprocenten i forsvar og angreb bane vejen for det/de første point i kampen for at hægte sig på toget i 2. divisions vestpulje igen. Nu skal forklaringer og undskyldninger skiftes ud med holdbare og resultatgivende løsninger.
Efter flere sæsoner med favoritværdighed i de fleste kampe er det nu Middelfart, der skal ud og bevise, at det hårde arbejde på træningsbanen lønner sig og holdets mind-set er til at komme tilbage i stillingen og forsvare den nyvundne position som øens næstbedste hold og en seriøs konkurrent til de sjove placeringer. Det er udgangspunktet for lørdagens kamp, der fløjtes i gang kl. 14 af dommer Jonas Bæk.
Tekst: Leo Jensen