Det er altid godt at kunne viske et dårligt indtryk ud så hurtigt som muligt. Efter lørdagens uheldige indsats og 0-2 nederlaget til VSK Aarhus var alle opsat på at vise, at den kamp ikke var et udtryk for, hvad Middelfart kan i denne sæson. Og som optakt til lørdagens næste hjemmekamp mod topholdet (efter 1. runde) Jammerbugt FC var det godt at få pakket en sejr og noget selvtillid i bagagen.
Det blev 3-2 og adgang til 2. runde på et meget, meget sent sejrsmål efter at have været nede med 0-2 langt henne i 1. halvleg. Det var en befrielse både at vinde og at undgå en forlænget spilletid, som de fleste af de ca. 300 rundt om banen vist havde indstillet sig på, da stadionuret havde rundet 90 minutter. Men dommerens tillægstid er et godt tidspunkt at afgøre en kamp på.
En del nye ansigter
Otterups DS hold, der i denne sæson har fået fornøjelsen af at blive placeret i en række udelukkende med modstandere øst for Storebælt, var i sidste sæson tophold i DS og snublende tæt på 2. division, hvor de i en sæsonfinale tabte til SfB/Oure, som så til gengæld bliver en af Middelfarts modstandere i denne sæson. De har mistet en lille håndfuld spillere, men ydede god modstand i rollen som undertippet hjemmehold med god support rundt om banderne.
Jens Letort og Thomas Thinggaard vil gerne have en bred og kampklar trup, hvor alle mand kan træde ind og bidrage kvalificeret. Til dagens kamp var der sammensat en ny startellever med to debutanter og nogle af indhopperne fra sidst. På bænken var Casper Radza, Peter Kristensen, Casper Johansen, Oliver Skolnik, Jonas Skytte og Kristian Weber, mens folk som Niclas Vemmelund, Lasse Thomsen, Emil Lyng og Kim Elgaard fik en friaften.
På mål Peter Bergmann – forsvarskæden havde en ny centerduo i opstillingen Nikolaj Hagelskjær, Teitur Magnusson, Nikolaj Leth, Simon Smidt. Der var også ny midterduo i Martin Conley og Matthias Præst. På kanterne var der peget på Jonas Villemoes og Esben Petersen og fremme lå de fysisk stærke Frederik Høgh og Nicolai Frederiksen.
På den smukke sensommeraften i den spæde september brugte holdene de første minutter til at føle hinanden på tænderne og Middelfart skulle lige finde sammen i den nye opstilling. Esben Petersen havde den første afslutning efter et lille kvarter og ti minutter senere fik Frederik Høgh en god mulighed.
Men det var Otterup, der på deres første afslutning indenfor målrammen kom foran 1-0. Hjemmeholdets Søren Lærche tog bolden med med hælen over hovedet på sig selv, og løftede bolden ind over målmand Bergmann, der var chanceløs. Et mål der utvivlsomt må være rundens mål i Sydbank Pokalen.
Ni minutter senere blev det 2-0 til hjemmeholdet, da samme Søren Lærche med et flot langskud fra 25 meters afstand bankede kuglen ind til 2-0. De kyniske værter havde haft to skud på mål og scoret to gange, og herfra var det op af bakke for Middelfart.
Til alt held fik Middelfart hul på målbylden tre minutter før pausen, da endnu et indlæg blev mødt i luften af Frederik Høgh, der fulgte op på chancen og reducerede til 1-2 og dermed gav et lidt bedre udgangspunkt for pausesnakken.
Sat på plads
Letort valgte at bytte ud på tre pladser tidligt i 2. halvleg. Peter Kristensen kom fra start ind på sin ’faste’ højrekant og Esben Petersen blev rykket frem på banen som afløser for Nicolai Frederiksen. Efter 54 minutter rystede Letort posen igen og sendte Oliver Skolnik og Jonas Skytte ind. Ud gik Teitur Magnusson og Martin Conley.
Jonas Villemoes, der besøgte sin hjemmebane fra sidste sæson, havde en afslutning efter et mønsterangreb, der var på vej i mål, men uheldigt ramte en medspiller tæt på stregen. Syv minutter senere var der udlignet til 2-2. Efter endnu et indspil i feltet, hvor Otterup kæmpede for den spinkle føring, endte en ripost for fødderne af Oliver Skolnik, der var fulgt med op i feltet og bankede udligningen ind. Fem minutter efter kunne Peter Kristensen med lidt mere selviskhed have headet et føringsmål ind. Der kom i øvrigt godt liv i højrekanten, hvor samme Peter Vamos Kristensen og unge Jonas Skytte boltrede sig og leverede indlæg på indlæg mod det synligt trætte Otteruphold, der er godt i gang med turneringen.
Med tyve minutter tilbage skiftede Letort sin forwardkæde ud. Esben Petersen og Frederik Høgh, der begge havde leveret et godt løbearbejde, fik fri og blev afløst af Casper Johansen og Kristian Weber. Kort efter havde Matthias Præst en afslutning tæt over mål. Middelfart pressede nu det slidte hjemmehold helt i bund.
Kristian Weber var helt igennem efter 86 minutter, men blev blokeret af keeperen. Og da en triplechance efter endnu et indlæg fra Peter Kristensen nærmest blev bodychecket inde i feltet, havde de fleste vist indstillet sig på 30 minutters forlængelse.
Så kom forløsningen, der fulgte den perfekte drejebog. Nede 0-2 trods massiv overvægt i chancer, op og udligne, lige ved og næsten utallige gange, for så i tre-fire minutters overtid at score efter et nyt fløjindlæg. Og selvfølgelig var det hjemmeholdets bortrejste topscorer, Jonas Villemoes, der slog sømmet i Otterups pokalkiste, da han sparkede en ripost i nettet til 3-2 og fremkaldte Bo Henriksen-agtige jubelscener ved udeholdets bænk.
Der er sejre og så er der rigtig gode sejre. Havde Middelfart scoret på bare en fjerdedel af chancerne, havde de vundet med fire-fem mål og så var det bare favoritterne, der vandt. Nu blev det i stedet et selvtillidsboost at vinde på den måde og alle oplevede den lykkefølelse, der er at vinde på et overtidsmål. Fordi alle kæmpede, løb og troede på sejren hele vejen igennem. Et ekstra plus til Nikolaj Leth, der greb chancen for at vise, hvad han kan. Han tog nærkampene og tæskene uden at ’pive’ og leverede godt hovedspil og styring af sit bagrum.
Men vi skal altså blive bedre til at afslutte og score mål på de åbne chancer og vi skal have brudt den ’uendelige’ stime af to modstandermål pr kamp – og gerne allerede på lørdag, når FC Jammerbugt kommer forbi. Dem skal man ikke give noget, så tager de det hele.
Tekst: Leo Jensen