Der var med omhu valgt en modstander i den sidste testkamp, der ville give maksimal motivation for Middelfarts spillertrup. En uge før premieren hjemme mod VSK Aarhus var der besøg på et sommerligt Middelfart Stadion af de hvidklædte lokalrivaler fra Kolding IF, der grundet sen afslutning i NordicBet Ligaen først skal i kamp om point midt i september.
Resultatet blev en såre fortjent 3-2 sejr til Middelfart på denne fine sommeraften efter 1-0 ved pausen. Kolding og Middelfart har haft nogle inciterende og tætte kampe de senere sæsoner, både i turneringen og i testkampe og denne blev ingen undtagelse. Det skinnede måske igennem, at Middelfart var lidt længere fremme i forberedelserne og havde teten i størsteparten af kampen.
Kolding havde en flot debutsæson i NordicBet Ligaen, hvor de længe spillede med i toppen og sluttede som nr. 6, kun fem point fra naboerne FC Fredericia på 3. pladsen. Nu kommer så den ofte lidt frygtede sæson 2 efter oprykningen.
Satte sig på kampen
Jens Letort og Thomas Thinggaard havde valgt en startopstilling, hvor rutinen var vægtet. På mål Casper Radza – i forsvaret Nikolaj Hagelskjær, Niclas Vemmelund, Oliver Skolnik og Simon Smidt. Midt på Lasse Thomsen og Kim Elgaard – på kanterne Peter Kristensen og Emil Lyng og fremme Casper Johansen og Kristian Weber.
Kolding lagde ud med et vist pres og havde nogle nærgående opløb, men efter et fint Middelfart angreb efter 11 minutter med et godt skift fra Niclas Vemmelund, et godt indlæg fra Peter Kristensen og et godt hovedstødsforsøg fra Emil Lyng, var det Middelfart, der styrede kampen.
Seks minutter senere et nyt forsøg efter et Peter Kristensen indlæg og efter 24 minutter kom to fine langskudsforsøg fra først Lasse Thomsen og siden Kim Elgaard. Den allerstørste chance kom dog i det 32. minut, hvor tre-fire gange ping pong omkring Kolding feltet gav en gigachance til Casper Johansen, der skød snært forbi venstre stolpe.
I de sidste minutter af halvlegen kom der for alvor gang i felterne. Efter 41 minutter afsluttede KIF tæt foran mål efter et præcist indlæg, men blev under protester dømt off side og minuttet efter var det så Middelfarts tur. Den hurtige Kristian Weber lurede et upræcist afspil fra Koldings bagerste rækker og nåede imellem og tacklede bolden til sig. Alene med målmanden blev denne ikke levet en chance og 1-0 på måltavlen.
Det kunne minuttet før pausen være blevet til to, da Nikolaj Hagelskjær i stedet for et indlæg tog chancen fra en spids vinkel og hamrede bolden på stolpen og ud. Det velbesøgte Middelfart Stadion summede af tilfredshed i pausen og alle glædede sig til en fortsættelse af den tempofyldte og velspillede testkamp.
Det blev bare bedre
Middelfart foretog en ændring fra 2. halvlegs start, da Kristian Weber rykkede ud på venstre kanten i stedet for Emil Lyng og den pågående Nikolaj Frederiksen kom ind i front. Kolding foretog en større udskiftning i pausen, men Middelfart havde stadig fat i den lange ende i den kamp.
Efter 49 minutter blev et nyt Peter Kristensen indlæg afsluttet med et projektil af den hårdtskydende venstreback Simon Smidt, der spillede en fin kamp med gode fremadrettede takter. Skuddet blev blokeret i KIF forsvaret, men Middelfart fortsatte i sporet.
Derfor var det en kold dukkert, da en relativ ufarlig situation i Middelfartfeltet efter 61 minutter, hvor en Koldingspiller var på vej ud af feltet, resulterede i et skub i ryggen, som dommeren bedømte til straffespark. Jeppe Hansen sparkede udligningen ind.
Lidt irritation på tribunerne over det ikke længere helt clean sheet. Letort lagde nyt tryk på midten ved at skifte Matthias Præst ind for Kim Elgaard og de fleste, desværre ikke dommertrioen, så et helt regulært Middelfartmål efter 66 minutter. Et langskud på overliggeren blev halvklaret af keeperen op på overliggeren og en Middelfartspiller skubbede riposten over stregen. Linjedommeren markerede energisk for off side. Lignede lidt en situation i 1. halvleg, hvor der blev dømt mod Kolding.
Lidt efter gik målscorer Kristian Weber ud og ind kom en af de lovende nye, Jonas Villemoes. Og efter 71 minutter kom der flere friske folk ind, da Frederik Høgh og Nikolaj Leth afløste Casper Johansen og Simon Smidt.
Effektfuldt sidste kvarter
I det 75. minut serverede Jonas Villemoes en perfekt bold ned gennem midten til den fremadstormende Peter Kristensen. Den hurtige fløj øjnede kassen og fra en position lidt inde i feltet blev bolden lagt fladt forbi målmanden og 2-1 føringen var en realitet. Stadionspeaker Vagn Ove, Peter og publikum gik i ekstase og nu lugtede de blå blod.
Aftenens sidste bytte skete, da Jonas Skytte kom ind på højre back som afløser for Nikolaj Hagelskjær og brugte sine minutter til at give et godt indtryk. Middelfart brugte seks indskiftninger i denne kamp, hvor der er tilladt fem i turneringen.
Efter 79 minutter var rollerne byttet om, da Peter Kristensen var i oplæggerens rolle og Jonas Villemoes afsluttede flot med et præcist, hårdt skud via begge stolper til 3-1. Nu var der næsten bølge på tilskuerpladserne og der var chancer til mere efter pågående Middelfartforsøg, hvor især kanterne gjorde et godt indtryk.
Det var derfor et lille skår i glæden, da Kolding fik reduceret efter 88 minutter, hvor Middelfartforsvaret ikke nåede på plads ved en omstilling. 3-2 og øv, igen to scoringer af modstanderne som i de tre første testkampe. De sidste indtryk var gode forsøg fra Peter Kristensen og Jonas Skytte fra højrekanten.
Men alt i alt et rigtig godt indtryk i den sidste kamp inden vi lægger ud med en kamp på eget græs om point næste lørdag kl. 14.00 mod VSK Aarhus. Det blev også en kendsgerning denne fredag, at pokalturneringens 1.runde kamp bliver på udebane mod enten Otterup eller TPI, begge fra DS. Kampen bliver spillet i den første uge af september.
Tekst: Leo Jensen