Middelfart Boldklub har skrevet kontrakt med den 20-årige midtbanespiller Matthias Præst, som kommer til klubben fra AC Horsens.
Matthias Præst er en talentfuld midtbanespiller, der primært dækker de centrale positioner. Han er løbestærk, og har især sine store forcer i spillet med bolden. En elegant spiller der er dygtig til at binde spillet sammen. Matthias Præst har tidligere spillet ungdomsfodbold i Kolding og Vejle.
-“Vi har set Matthias spille flere gange og har fået nogle rigtigt gode referencer på ham. Han er en dygtig spiller, som er meget læringsparat og stærk på bolden. Han har gennem det sidste år været en fast del af Superliga-truppen i AC Horsens, og han har uden tvivl lært meget i deres professionelle miljø. Vi har store forventninger til Præst her i Middelfart og vi ser frem til at være en del af hans udvikling som fodboldspiller i de kommende år”, udtaler direktør Søren Godskesen om tilgangen.
-“Jeg har været på udkig efter en god klub, hvor jeg kan tage mit næste skridt som fodboldspiller. Jeg har forhørt mig bl.a. hos tidligere holdkammerater, og jeg har kun hørt gode ting om klubben. Den stærke spillertrup og det gode træningsmiljø tiltaler mig, så jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med træningen med mine nye holdkammerater”, udtaler Matthias Præst om skiftet til Middelfart.
Matthias Præst får trøje nr. 8 i Middelfart.
Kontrakten mellem Middelfart og Matthias Præst løber frem til 30. juni 2022.