… før vi går hjem. Før ferien og en ny sæson går i gang… Med denne omskrivning af en kendt tekst er der lagt op til sæsonens sidste kamp efter et forløb, vi ikke før har oplevet. Et afbrudt grundspil efter kun én kamp i marts efter to måneders vintertræning og otte testkampe, var det vist, så tre måneder uden kamp med coronapausen, afsluttende med et halvt slutspil på tre uger.
Det har været svært at få rytme i træning og kampe med det program og det har slidt hårdt på alle, der har været involveret. Det er nok vigtigt at få tre ugers pause fra fodbolden nu og lade batterierne op til en ny sæson, hvor vi håber og forventer en afvikling af træning og kampe, hvor fodbolden er i centrum og som vi bedre kan planlægge og skabe resultater ud fra.
Ny klubrekord
Med onsdagens resultater skal det gå meget galt, hvis Middelfart ikke får den tredjeplads som slutplacering, som vi realistisk gik efter inden den første kamp i slutspillet 14. juni. I teorien kunne et voldsomt formdyk hos topholdene FC Helsingør og Fremad og en stribe sejre til Middelfart have skabt større spænding til det sidste, men kampen om oprykningen bliver altså et tæt opgør mellem de to førstnævnte, hvor Helsingør nok har den afgørende fordel med to point i forspring og den bedste målforskel.
Det begyndte ellers fint med den meriterende sejr i Helsingør, men allerede i kamp to mod Vanløse kom vi ned på jorden igen. Siden er det gået fra sejr (HIK) over nederlag (Frem) til sejr igen i onsdags mod Avarta. Kampen mod Brønshøj bliver så sidste chance for at hive to sejre i træk hjem – og den mulighed er alle vist med på skal udnyttes.
Nu kan de sidste kræfter brændes af uden tanke på næste kamp og det er altid en god fornemmelse at gå på ferie med succes i bagagen. Tredjepladsen kan måske allerede være en realitet fredag aften, hvis Thisted sætter point til hjemme med Avarta, men ellers er det altså tre point og lidt bedre målforskel, der giver Middelfart matchbolden.
En tredjeplads vil betyde en rangering som nr. 29 i det års Danmarksturnering efter de 14 hold i Superligaen, 12 hold i NordicBet Ligaen og de to nævnte tophold i 2. division. Det er den bedste placering et Middelfarthold har opnået, selv om stædige røster påstår, at 16. pladsen i Danmarks dengang næstbedste række, der også hed 2. division, i 1975 er bedre end en placering i tredje geled.
Den diskussion kan fortsætte længe under parasollerne og med et køligt glas inden for rækkevidde. Næste sæson vil Middelfart gå efter den længe eftertragtede oprykning. En stor præstation, hvis det lykkes, og en oprykning, der med den nye struktur vil placere klubben blandt Danmarks 24 bedste hold. Den tid den glæde.
Gode chancer
Middelfarts seneste kamp mod Brønshøj, i sidste sæsons oprykningsspil, gav en 2-1 sejr til Brønshøj hjemme på Tingbjerg Stadion, hvor stemningen altid er høj blandt de dedikerede og larmende fans. Sejren faldt på et tidspunkt, hvor Middelfart reelt var ude af oprykningskampen og motivationen nok var for nedadgående. I grundspillet efteråret før vandt vi begge kampe. Hvordan ser det så ud lørdag?
Den skal simpelthen være forskel på et hjemmehold, der ligger nr. 3 og et udehold, der ligger tredjesidst, uanset vigtigheden af kampen. Som vi så det demonstreret sidst mod Avarta, hvor Middelfart hurtigt satte sig på kampen, og hurtigt kom igen, da Avarta med et lucky punch kom foran midt i 1. halvleg. Godt et kvarter senere var stillingen vendt rundt. Sådan skal det gøres.
Kampen lørdag bliver også et farvel til kliken og den blå trøje for nogle af spillerne og de kommende uger vil vise, hvilken trup Letort og Thinggaard får at arbejde med i næste sæson. Nogle spillere ønsker at stoppe, nogle vil prøve noget andet, andre får ikke forlænget deres aftaler og sådan er det i alle klubber. Nye folk kommer til og en ny stærk enhed bliver formet i løbet af sæsonopstarten, der i år varer indtil sidste weekend i august grundet den sene ferie.
Så god kamp til alle, god sommer og tak til alle for samværet og samarbejdet i sæsonen, der blev helt anderledes. Næste sæson venter der 26 kampe, ingen slutspil – én oprykker og fire nedrykkere – hvorefter vi er klar til den nye struktur. Og meget gerne en række højere efter en ny klubrekord.
Husk at kampen på Middelfart Stadion fløjtes i gang af dommer Benjamin Seferovic allerede kl. 13.00.
Tekst: Leo Jensen