Den ufrivillige fodboldpause hen over foråret har betydet, at vi i år spiller dansk turneringsfodbold hen over midsommeren eller de lyse nætters tid, som denne periode så poetisk kaldes. Men det er da ellers helt oplagt at bruge de lange aftener og de gode baner til at spille fodbold i stedet for at holde ferie. Middelfart spillede årets første aftenkamp på en pragtfuld skærsommeraften med sol og behagelige temperaturer. Det gode vejr, samtidig med at oprykningskampen udspillede sig i Aarhus, holdt nok en del faste tilskuere væk.
Det blev en rigtig god aften og en god kamp, især i 2. halvleg, hvor Middelfarts overbevisende 2-0 sejr kunne være blevet talmæssigt endnu større. Der var også noget at revanchere og indhente fra lørdagskampen. Modstanderne kan være svære at sammenligne, men havde Middelfart vist samme takter og samme indstilling i begge ender af banen mod Vanløse, var det ikke endt med 2-4.
Nu blev det i stedet det første clean sheet i Jens Letorts nu seks kampe med Middelfart og den fjerde sejr. Resultatet blev til på et par virkelig flotte mål af slutspillets foreløbige målkonger, Martin Conley og Peter Kristensen, der begge scorede for anden kamp i træk. Der var højt humør og kvikke kommentarer efter kampen og sejren var forhåbentlig springbrættet til en god afslutning på den korte sæson.
En afdæmpet 1. halvleg
Middelfart kom ud til kampen med nogle ændringer i opstillingen i forhold til Vanløsekampen: Casper Radza – Nikolaj Hagelskjær, Oliver Skolnik, Niclas Vemmelund, Niclas Nymand – Peter Kristensen, Martin Conley, Rasmus Fink, Mads Aasgaard – Casper Johansen Kristian Weber.
Lasse Thomsen havde karantæne og andre ændringer skyldtes bl.a. trænernes ønske om at rotere og dosere kampminutterne for nogle af spillerne i det tætte program.
Middelfart havde det første forsøg, da Martin Conley headede på et oplæg fra Mads Aasgaard efter 6 minutter og efter 12 minutter var der en nærgående frisparkskombination. Middelfart var i boldmæssig mest besiddelse og pressede de hvidblusede HIK’ere tilbage. Et par af HIKs folk var finurlige driblere, men de blev holdt i kort snor af det påpasselige blå forsvar, der ikke gav noget væk denne aften.
Kristian Weber havde halvlegens største Middelfartchance efter en halv time, da han midt for og tæt under mål fik en god stikning, men skød lige på målmanden. Lidt efter kom HIKs eneste nærgående målchance i halvlegen, et skud på stolpen, efter et lidt tilfældigt opspil. Så var Middelfart advaret om, at det kan være kostbart ikke at score på sine chancer og risikere et modstandermål, der kan vende helt rundt på kampen.
Gennemført solid indsats
Der var ikke gået et minut af 2. halvleg, inden Kristian Weber efter et mønsterangreb var alene med målmanden, men skød snært forbi det lange hjørne. Men Middelfart fortsatte med at kværne modstanden ned og efter en nogle snurretopdriblinger i feltet af Mads Aasgaard fik Martin Conley tid og plads til at banke bolden ind mellem venner og fjender til den længe ventede føring efter 52 minutter.
1-0 og Middelfart ville have mere. Syv minutter senere var en kampen igennem pågående Peter ’Vamos’ Kristensen i gang med en dribletur på kanten af feltet. Her fik han den fremragende ide at skrue bolden op i fjerneste målhjørne med en banan, dvs med ydersiden og helt utagelig for københavnernes keeper. Højlydt jubel, æresrunde og forståelig glæde over hele linjen.
Deres pænt rutinerede reporter vil vove den måske lidt tidlige påstand, at vi her så sæsonens mål fra Middelfart. Der er ikke så mange af den slags geninumre. Nu kunne Middelfart med en tomålsføring i ryggen være lidt tryggere. Men der skal her også lyde roser til resten af holdet og måske især til duoen i midterforsvaret, Oliver Skolnik og Niclas Vemmelund, der vandt alle dueller.
Vemmelund spillede en fejlfri kamp og var kampens profil. Tiltroen til at komme tilbage i kampen sivede ud af HIK, der ikke rigtig kom til noget foran Radzas bur. Efter 63 minutter gav Letort debut til den nye angriber, Nicolai Frederiksen, der har vist målnæse for B1909 i Albaniserien som topscorer i efteråret. Han afløste Kristian Weber og var meget tæt på et debutmål efter 75 minutter, da han løb fra HIK forsvaret, men var uheldig med afslutningen, der tog stolpen.
Minuttet forinden havde Casper Johansen haft sin største mulighed med et skud tæt forbi og man sad egentlig og ventede på et tredje mål. Efter 71 minutter havde Thais Damgaard og Esben Petersen afløst henholdsvis Peter Kristensen og Martin Conley og det gav fornyede kræfter og yderligere pres på HIK. Nicolai Frederiksen viste i nogle situationer, at han ved hvor målet står.
Middelfart sendte også Kristoffer Gjettermann og Lucas Møller Jensen på banen efter 84 minutter, hvor de afløste et par trætte og godt kæmpende Rasmus Fink og Mads Aasgaard. HIK havde halvlegens eneste tilbud små ti minutter før tid, uden at det for alvor gav nervøse trækninger på bænken eller blandt dagens fåtallige publikum.
Det blev ved de to flotte blå scoringer, men samtidig blev en vigtig målsætning med kampen, ingen modstandermål, fastholdt. En helstøbt indsats mod et københavnsk midterhold, der ikke havde helt samme fysiske evner som Vanløse sidst, men viste pæn løbevillighed.
Ny venter to ture til hovedstadsområdet. Valby Idrætspark er målet lørdag eftermiddag, hvor traditionsrige BK Frem er modstanderen. Næste onsdag går vi ind juli og der stopper bussen ved Espelunden Stadion i Rødovre, hvor Avarta holder til. To klubber, som Middelfart kan slå, men også klubber, der kan gøre det slemme ved os, hvis vi ikke er helt klar til opgaven.
Opgaven i resten af sæsonen er at fastholde den 3. plads, der blev generobret mod HIK. Første- og andenpladsen er uden for rækkevidde. Desuden at holde fast i de positive takter fra HIK kampen, der skal være Middelfarts faste makker i den nye turnering, der starter omkring 1. september.
Tekst: Leo Jensen