Sådan ruller sæsonen endelig igen, men det bliver en kort en af slagsen. Ud af de planlagte 33 kampe – 22 i grundspillet og 11 i slutspillet – blev det til 16 kampe i efteråret, én i det tidlige forår og nu rundes af med 6 kampe i det ultrakorte slutspil, hvor vi kun møder halvdelen af holdene. Altså 23 kampe i alt der afgør årets oprykning fra 2. division.
Det bliver også et længe ventet gensyn med Middelfart Stadion, hvor vi ikke har optrådt siden 26. oktober sidste år, hvor vi spillede 1-1 mod Jammerbugt FC. Årets sidste hjemmekamp 14 dage senere foregik hjemme på kunsten på Færøvej, hvor vi slog Næsby 2-1 i Jens Letorts første hjemmekamp med Middelfart. Det er altså tæt på 8 måneder uden fodbold på den flotte hjemmebane i skoven.
God optakt
Så der er mange, der glæder sig voldsomt meget til gensynet med Stadion og kliken – og til at trække den blå trøje over hovedet igen. I dette års turnering har Middelfart spillet i rødt ude mod henholdsvis Thisted i starten af marts og i søndags i Helsingør.
Nu er der hjemmekamp igen med duften af nyslået græs, ristede pølser og lyden af tacklinger, boldberøringer, fodboldsnak og hvad der ellers bliver drøftet efter den lange pause. Der bliver begrænset adgang med max 400 inde på stadion, alle skal sidde ned – så tag en let stol med – så også her bliver det lidt anderledes.
Middelfart gjorde alt i søndags for at skabe den bedst mulige optakt til kampen mod Vanløse. Første kamp på Helsingør Stadion mod rækkens suveræne tophold, der har fejet al modstand til side på deres hjemmebane og scoret 40 mål – indtil i søndags. Med to gode mål – Esben Petersen et par minutter før pausen til 1-0 og Rasmus Fink til 2-0 på en friløber et lille kvarter inde i 2. halvleg – blev sejren grundlagt og så gjorde det mindre, at Helsingør nåede en reducering i overtiden.
2-1 sejren og FC Helsingørs nederlag betød nemlig, at der nu kun er ét ubesejret hjemmehold i 2. division – Middelfart Boldklub. I otte kampe hjemme er det blevet til fire sejre og fire uafgjorte. På udebane er det med sejren i Helsingør blevet til 6 sejre men desværre også 4 nederlag. Det betyder, at Middelfart er henholdsvis 10 point efter Helsingør på 1. pladsen og 5 point efter Aarhus Fremad på 2. pladsen. Begge hold møder vi kun én gang i år – og begge gange på udebane. Det ene af de fire nederlag ude var netop til Fremad, der vandt 2-0 den 14. september.
Fokus på at spille godt og sejre
Med afstanden op til oprykningspladsen er det ikke de ti point i forskel, der er i fokus i de resterende fem kampe. Trænerteamet Jens Letort og Thomas Thinggaard har det lange lys på og ser frem mod næste sæson. Her vil målet igen være at gå efter oprykningen. Det bliver en mellemsæson, hvor 2. divisions 28 hold – øges fra dettes år 24 hold grundet udvidet nedrykning – tre hold ned – fra NordicBet Ligaen og fire hold op fra DS kredsene. Og der er kun to nedrykkere fra 2. division her i sommer.
Men det betyder ikke, at resten af denne sæson er ligegyldig. Målsætningen er at som minimum holde den nuværende 3. plads og dermed skrive klubhistorie i Middelfart med den bedste placering nogensinde. En tredjeplads vil være en forbedring på én plads i forhold til sidste sæson – fra en samlet 30. plads til en rangering som nr. 29. Lykkes det at indhente Fremad, vil det så betyde en 28. plads.
Lidt historie: Enkelte læsere kan huske, at Middelfart i sæsonen 1975, dengang vi spillede kalenderårsturneringer, var nået op i den daværende 2. division, der var den næstbedste række. Middelfart kom med op fra en 4. plads i 3. division vest i sæsonen 1974, hvor der var udvidet oprykning. Dengang hævede man antallet af klubber til 16 hold pr række og lagde de to 3. divisioner sammen.
Middelfart, der det følgende år tog en fornem skalp på Middelfart Stadion, da de slog OB 2-1, sluttede på 16. pladsen i 2. division og rangerede dermed som nr. 32. OB rykkede op og blev danske mestre to år efter. Middelfart røg året efter direkte gennem 3. division ned i DS og rykkede ud af DS i 1978 uden en eneste sejr.
Der spilles i øvrigt kun 26 kampe i 2020-2021 sæsonen, der starter lidt senere end normalt grundet den sene afslutning af 2019-2020 sæsonen, og ikke slutspil. En oprykker fra hver række og fire nedrykkere. Nr. 2-6 fra hver række kommer med i den nye tredjebedste række sammen med to nedrykkere fra NordicBet Ligaen og nr. 7-10 sammen fra fire hold fra DS udgør den nye fjerdebedste række.
Til gengæld kommer alle klubber til at møde hinanden to gange. I 2021-2022 sæsonen er der fire rækker i Danmarksturneringen med 12 hold i hver og slutspil om oprykning for de 6 øverste hold og et slutspil om nedrykning for de seks nederste.
Hvem er Vanløse
Lørdagens modstander fra Vanløse IF sluttede på 2. pladsen i østrækken, 14 point efter FC Helsingør. Helsingør vandt hjemme den indbyrdes kamp 6-2. Det er altså en anden modstander målt på resultater, men tag ikke fejl af Vanløse, der var lidt uheldige i den første slutspilskamp med 1-1 hjemme mod Aarhus Fremad, der udlignede på straffespark langt inde i overtiden.
Vanløse vil uden tvivl have samme målsætning, som Middelfart havde i Helsingør. Blive det første udehold til at vinde hos dagens modstander. Og Vanløse har trods alt vundet fire kampe på udebane i sæsonen og scoret 16 gange. De har taget 14 af deres 30 point i grundspillet på udebane.
De to hold har set lidt til hinanden de seneste sæsoner. I efteråret 2018, hvor Middelfart spillede i østrækken, blev det 3-0 i Vanløse på to mål af Casper Johansen og et af Lasse Thomsen. Senere på året blev det 1-1 i Middelfart, hvor Casper Johansen udlignede på et straffespark. I slutspillet foråret 2019 vandt Middelfart 2-1 ude på mål af Søren Andreasen og Casper Johansen. Får topscoreren igen bolden i nettet på lørdag?
Jens Letort har bedømt på kampen i Helsingør mange muligheder på hånden i forhold til startopstillingen. Der er givet mulighed for 5 indskiftninger i kampene i slutspillet og der var stærke folk på bænken i Helsingør. Rasmus Fink kom således ind fra bænken og scorede ca. 10 sekunder senere.
Træneren roste efter kampen holdet for den gode samlede indsats og indstilling, hvor alle ydede deres til det succesfulde resultat og måden, kampen blev spillet på. Middelfartspillerne gik op til hjemmefavoritterne og tog initiativet i kampen ret hurtigt efter startfløjtet.
Det bliver en anden kamp mod Vanløse, hvor hjemmeholdet må forventes at skulle skabe kampen fra start. Vanløse vil nok ligge ret dybt og håbe på nogle omstillinger, hvis de blå forivrer sig og glemmer garderingerne. Men kom selv og se – og husk at tage en stol med for siddetribunen bliver nok hurtigt fyldt.
Og husk at der er hjemmekamp igen onsdag den 24. juni kl. 19.00, hvor HIK kommer på besøg. Dommer Henrik Hansen fløjter opgøret mod Vanløse i gang på lørdag på Middelfart Stadion kl. 15.00.
Tekst: Leo Jensen
Ude er godt – hjemme er bedst
Isoleret set var det ikke så dårligt at hente et point i kampen på Valby Stadion, der blev spillet i rigtigt novembervejr med snigende kulde og indimellem trist regn. Middelfart havde flere store chancer til at afgøre kampen og sætte alle tre lunende point på kontoen, men kunne også være tilfredse med, at Frem ikke udnyttede et par foræringer fra et ellers nogenlunde solidt spillende Middelfartforsvar.
Kulissen var som altid i orden, når der spilles i Valby. Frems farverige og højlydte publikum, ’det ægte København’, som de kalder sig, skabte fin stemning mod ’det ægte Middelfart’, men spillerne havde svært ved at skabe de chancer, der kunne have givet mål og mere underholdning. Så det hele endte med en salomonisk 0-0 løsning, der samtidig sikrede Middelfart førstepladsen i Pulje 2 hen over den tilstundende vinterperiode. 9. marts går det videre, når de blå åbner sæsonen hjemme mod Slagelse.
Frem i bakgear
Middelfart stillede efterårets sidste start-ellever uden de store overraskelser. Casper Radza på mål bag Malte Jürgensen, Niclas Vemmelund, Kristoffer Gjettermann og Peter Jul Nielsen. Midt på var valget igen faldet på Lasse Thomsen og Martin Conley og kanterne udgjordes af Kim Elgaard og Sebastian Dalgaard. Fremme lå Casper Johansen og Søren Andreasen.
Middelfart lagde bedst ud og fra starten noteredes et udmærket forsøg fra Søren Andreasen efter 8 min. og Sebastian Dalgaard opsnappede efter 17 minutter en løs bold fra Fremforsvaret og satte Kim Elgaard op til et nærgående hovedstød. Efter 24 minutter kom Frems første store chance, da lidt blå uopmærksomhed gav en Fremangriber åbent skud inde omkring 11 meter pletten. Radza reddede dog den lidt uskarpe afslutning.
Efter 28 minutter opstod en situation, hvor de fleste andre end dommeren så et klart straffespark, da en fri Kim Elgaard sendte bolden forbi Frems keeper og på vej ind over stregen. En Fremforsvarer kurede ind i bolden og viftede den væk med hånden lige før stregen. I den situation kunne et VAR udstyr hurtigt have ændret kampens gang.
I det 38. minut kom så den næste helt store mulighed, da Middelfart overløb det bakkende Fremforsvar og på indlægget fra baglinjen fik Søren Andreasen frit skud på mål, hvor også målmanden var helt væk. Bolden blev ramt for dybt og sejlede lige over det tomme målgab. Der kunne kampen igen være tippet til de blå. Minuttet efter havde Casper Johansen et godt forsøg, der blev blokeret af det hårdt kæmpende Fremforsvar.
Lyset blev tændt
Til 2. halvleg blev der tændt for stadionprojektørerne og man sad med håbet om, at spillerne nu kunne finde målet. Efter 52 minutter var der igen et forsøg fra Søren Andreasen, inden Frem’erne fik mere styr på spillet og bød ind med nogle forsøg. Der var dog ikke rigtig bud efter ændringer på måltavlen før i kampens sidste kvarter.
Middelfart byttede Peter Kristensen ind for Martin Conley efter 66 minutter og ti minutter senere var det Esben Petersen, der afløste Søren Andreasen i frontlinjen. Et par minutter efter sin indskiftning fik Esben den helt store mulighed for at kampens helt store blå helt, da han blev spillet helt alene igennem med Frems målmand. Måske var Esben Petersen stadig lidt kold efter indskiftningen, da han afsluttede fladt til venstre og for tæt på keeperen, der kunne vifte den store chance til hjørne med en refleksredning. Det var også i denne periode, Middelfart appellerede for endnu en mulig straffesparkskendelse uden held.
Efter 83 minutter kom kampens grimme situation, hvor Lasse Thomsen faldt forkert ned og rev skulderen af led. Under store smerter blev han hjulpet fra banen, men forlydender fra hospitalet efter kampen forsikrede heldigvis om, at skaden ikke er værre, end at Lasse vil være helt klar til træningsstart i januar.
Rasmus Fink afløste og var kort efter vidne til kampens største blunder i Middelfartforsvaret, der spillede bolden lige i benene på en modstander, der til alt held ikke formåede at forvandle den store chance til en dræbende scoring. Middelfart pressede godt til sidst, mens det trætte Fremforsvar i flere situationer sparkede væk i sidste øjeblik. I kampens overtid var det sidste forsøg fra Gjettermann, der var med fremme og prøvede med et hovedstød, der ikke ramte målet og dommer Rosenberg leverede det sidste pift i fløjten i Middelfarts anden 0-0 kamp her i efteråret.
Det giver en undervejsstilling i et kommende oprykningsspil – inden de sidste seks runder – der i toppen ser sådan ud: Kolding 35 point, Skive 34 point, FC Jammerbugt 32 point, Middelfart 31 point, Brabrand 31 point, Brønshøj og Aarhus Fremad begge 30 point. Det bliver spændende at følge.
Tekst: Leo Jensen