Fra engelsk fodbold kender vi udtrykket ’silly season’ om perioden mellem fodboldturneringerne, hvor der ikke spilles kampe, men spekuleres i næste sæson, sensationelle spillerhandler, nye spillere og managere, nye sæsonmålsætninger osv. Meget af det skabt af en presse, der fortvivlet leder efter noget, der får læserne til at købe deres avis eller slå over på kanalen.
Nu skal vi passe på med i disse følsomme tider at kalde den nys overståede fodboldpause for ’silly’ eller skør, da anledningen jo var alvorlig nok. Der er heller ikke tvivl om, at coronasmittefaren vil trække lange skygger i forbindelse med afvikling af træning, kampe osv. og så er følgerne for klubbernes økonomi et kapitel helt for sig. Konsekvenserne vil uden tvivl blive en følgesvend for fodbolden længe endnu.
Men der har altså været meget spekulation i de 3 måneder og nu skal vi endelig spille igen i en sæson, der har budt på to kamppauser á tre måneder. Det kommer til at foregå med engelske uger, som vi kalder perioder med et tæt program. Tre kampe på en uge gange tre – eller mere præcist seks kampe på 20 dage.
Next stop: Helsingør
Efter en fin sæsonoptakt i januar-februar med mange testsejre og en god fornemmelse for et forår med succes nåede vi én kamp, inden statsministeren fløjtede af. Søndag den 8. marts i Thisted blev det 1-3 i en kamp, der godt kunne være endt med et bedre resultat. Træner Jens Letort, der tiltrådte i efteråret og vandt to kampe med sit nye hold, har ventet spændt på revanche for det irriterende nederlag.
– Det var meget lang tid at vente på at komme i gang igen efter det lidt unødvendige nederlag. Ingen træning, ingen gang i klubben fra ugen efter den kamp og indtil 25. maj, hvor vi fik mulighed for at starte igen i små grupper på ti inklusive træner, konstaterer Jens Letort knap tre uger efter ’genforeningen’ på banerne på Færøvej.
– Det er ingen hemmelighed, at en del af truppen naturligt nok var lidt rusten efter den lange pause uden organiseret træning og vi har arbejdet på at genopbygge i rekordtempo. Nu er vi i gang med træning på stor bane med fuld bemanding og det bliver spændende at se hvor langt, vi er nået, konstaterer Jens Letort.
Det bliver en hård start på det ultrakorte slutspil med seks kampe mod de bedste fra østkredsen med udlægget mod det suveræne tophold FC Helsingør på udebane. Her to år efter nedrykningen fra Superligaen ligner Helsingør et hold, der har fået vendt skuden og sat kursen sikkert mod i første omgang NordicBet Ligaen.
– Som stillingen er og med kun seks kampe i slutspillet, må Helsingør være favoritter til at tage den ene oprykningsplads, der spilles om. Det ser også ud som om de selv mener, det er afgjort. Middelfarts mål vil være som minimum at holde den tredjeplads, vi sidder på nu og vi vil gå efter andenpladsen, selv om vi er et stykke efter Fremad, siger Jens Letort.
Med afstanden seks point og en god målscore ned til Aarhus Fremad på andenpladsen og 13 point til Middelfart på tredjepladsen skal meget gå galt for de lyseblå fra indsejlingen til Øresund. Starten betyder meget. Helsingør har forfølgerne Middelfart og Fremad (ude) i de to første runder.
To sejre til Helsingør og to nederlag til Fremad, der møder Vanløse i weekenden, vil i praksis sende Helsingør op med 12 point i forspring og fire kampe tilbage. Modsat vil to nederlag og sejre til forfølgerne betyde to hold á point i toppen, hvor Middelfart så stadig vil være syv point efter og reelt ude af oprykningskampen – med mindre der skrives fodboldhistorie i dette helt anderledes fodboldår.
Store krav og kort tid
Træner Letort og sikkert de fleste andre danske fodboldtrænere har ikke prøvet at spille tre engelske uger på stribe og det vil uden tvivl tære hårdt på en trup, der har været uden kontinuerlig træning i små tre måneder eller 11 uger. Det er selvfølgelig vilkårene for alle hold og Middelfart piber ikke af den grund.
– Vi får brug for alle mand, da vi er nødt til at dosere deltagelse i kampene og køre med en form for rotation, fastslår Jens Letort.
Der er blevet trænet på kunstgræs her op til kampen i Helsingør, hvor hjemmeholdets greenkeeper altid sørger for en godt vandet og hurtig bane, der tilgodeser hjemmeholdets spillestil. Helsingør har vundet 8 af 9 kampe (1 uafgjort) på hjemmebane med målscoren 40-6.
Middelfart har en håndfuld tvivlsomme med forskellige skavanker her op til den første kamp, men træneren ønsker ikke at gå i detaljer med det, da modstanderen også skal have noget at glæde sig til. Men andre er til gengæld blevet småskader kvit i pausen og der kan stilles et kapabelt hold, forsikrer træneren.
Der arbejdes også i kulissen på at få spilletilladelsen i orden til den nye mand i truppen, angriberen Nicolai Frederiksen, der kommer fra en succesfuld halvsæson i B1909, hvor han var Albaniseriens topscorer.
Og så ser vi fremad
Et resultat af fodboldpausen blev en ny struktur i 2. division, der tages i brug fra sommeren 2021. Den kommende sæson bliver en mellemsæson med 28 hold fordelt på øst og vest. Der afleveres som nævnt en oprykker til NordicBet Ligaen og der sendes to hold ned i DS i denne sæson. Der kommer så tre nedrykkere fra NordicBet Ligaen og fire oprykkere fra DS, hvoraf den ene bliver fynsk, idet Svendborg/Oure møder Otterup over to kampe om en plads i 2. division.
Det bliver sandsynligvis en sæson med fire fynske hold, idet Dalum og Næsby ligger pænt over stregen i Kvalifikationsrækken, og det ligner et overskud af østhold i næste sæson, så Fyn samlet placeres i vestrækken med udsigt til mange lokalopgør.
Der spilles 26 kampe i næste sæson og nr. 1 fra hver kreds rykker op, mens de fire nederst placerede rykker ned. Øvelsen i næste sæson går ud på at reducere de 28 hold til 24, der efter placeringen rangeres i den nye tredjebedste række, der muligvis skal hedde 1. division, og en fjerdebedste række, der så bliver til den nye 2. division fra 2021. Fire gange 12 hold i divisionssystemet og yderligere detaljer har vi hele næste sæson til at sætte os ind i.
Kampen mod FC Helsingør spilles søndag den 14. juni kl. 14.00 på det nye Helsingør Stadion, der blev indviet sidste sommer. Stadion ligger på Gl. Hellebækvej, et solidt udspark fra slottet Kronborg, der gennem fem århundreder (frem til 1857) stod for at inddrive Øresundstolden af alle skibe, der sejlede forbi slottets kanoner.
Tekst: Leo Jensen