Ledelsen i Middelfart Boldklub har efter nogen tids overvejelser besluttet at takke nej til tilbuddet fra Det Hviderussiske Fodboldforbund (DHFF). Hviderusland gennemfører som det eneste europæiske medlem af FIFA sine turneringer og har solgt tv rettighederne til den lokale Vysheyshaya Liga til flere store udenlandske kanaler.
DHFF henvendte sig til Divisionsforeningen og tilbød et antal danske spillere at deltage i kampene for at skabe større interesse for kampene i Europa. Kravet var kun, at spillerne skulle aflevere en helbredstest, være karantænefri forud for indrejsen i landet og selv have støvler med.
DHFF tilbød at betale spillernes ophold og kompensere de danske klubber for lån af spillerne, dels med et større beløb i den lokale valuta, hviderussiske rubler – så der er ikke tale om sorte penge, understreger DHFF – dels et gratis luksustræningslejrophold i en tidligere fangelejr på et tidspunkt efter klubbens eget valg.
Tanken opstod, da den hviderussiske præsident, Alexander Lukashenko, under en kamp fornylig fastslog overfor præsidenten for DHFF, Vladimir Bazanov, at han ikke havde bemærket noget usædvanligt og at det var sikkert nok at spille fodbold i Hviderusland. Lukashenko udtalte ved den lejlighed: Der er ikke noget virus her. Jeg kan ikke se det.
Middelfart Boldklub overvejede tilbuddet, men direktør Søren Godskesen indrømmede, at han ikke er så god til russisk, så han turde ikke skrive under på kontrakten med DHFF. Aftalen kunne desværre ikke nå forbi DBUs russisktalende advokat inden 1. april, der var skæringsdato for aftalen.
– Jeg er lidt bange for, at det tilbud var en by i Rusland, så svaret blev njet, som nej hedder på russisk. Hvis man ikke engang kan læse vejskiltene, hvordan skal man så finde frem til stadion, udtalte Søren Godskesen i forbindelse med det høflige afslag.