Der er noget med Middelfart Boldklub og premierekampe på udebane. Inden for de seneste tre år har to kampe hjemme på egen kunst givet sejre (Hvidovre og Slagelse), mens fire udekampe (Holbæk, Marienlyst, Hillerød og nu Thisted) kun har givet ét lidt heldigt point i Nordsjælland på en varm sommerdag, hvor dommeren var os mildt stemt. Vel at mærke alle kampe, hvor Middelfart var udråbt som forhåndsfavoritter.
Søndagens kamp i Thisted endte 3-1 til et afklaret hjemmehold, der gjorde, hvad de er bedst til. Det havde Middelfart, på dagen i rødt udebanedress, ikke svar på denne tidlige søndag i marts, hvor vi hverken kunne give Covid 19 (Corona virus) eller manglende selvtillid – efter syv testsejre på stribe – skylden. Men vi kunne ikke sætte os ud over vilkår som isnende kulde, en tung græsbane, en determineret modstander og de fejl og tilfældigheder, der også er en del af enhver fodboldkamp.
Middelfart gik på banen med en viden om, at en sejr var et must for ikke at sakke yderligere bagud i placeringskampen, da både Helsingør – nu 13 point foran – og Aarhus Fremad – nu 7 point foran – allerede havde vundet deres premierekampe. Træner Jens Letort havde i fraværet af karantæneramte Nikolaj Hagelskjær og Niclas Vemmelund og en håndfuld spillere, der ikke var klar til kamp, valgt følgende startopstilling:
Casper Radza – Rasmus Fink, Kristoffer Gjettermann, Oliver Skolnik, Peter Jul Nielsen – Lasse Thomsen og Esben Petersen på midten – Peter Kristensen og Kristian Weber på kanterne – Casper Johansen og Frederik Høgh
Tam 1. halvleg – mål i 2. halvleg
Middelfart var klar over, at Thisted gerne ville præge kampen i retning af et duelspil på en svær bane, hvor mere poleret fodbold som på en jævn kunstgræsbane ikke er mulig. Middelfart havde medvind i 1. halvleg, men fik ikke udnyttet det til mere end et hovedstødsforsøg efter 12 minutter fra Esben Petersen, der blev reddet af de stribedes ene målstolpe. Thisted producerede heller ikke rigtig noget i stillingskrigen, hvor meget foregik midt på banen uden at skabe åbne chancer.
I 2. halvleg lykkedes Thisteds kampoplæg til fulde. Allerede i det 47. minut blev det 1-0, da en tabt bold på midten over et par stribede stationer blev ind på midten mellem to på dagen rødklædte forsvarere, der ikke fik gjort noget ved indlægget og fra kort afstand sparkede Mathias Andersen Thisted foran.
Middelfart var dog kun seks minutter om at svare igen. Et frispark ude i højre side 4-5 meter fra straffesparksfeltet blev af Oliver Skolnik sparket flot ind over muren og i det korte hjørne. Det første mål fra Oliver i Middelfarttrøjen og 1-1 efter 53 minutter og to minutter efter var der igen et kvalificeret fynsk forsøg. Træner Letort øjnede offensive muligheder og satte dribleren Mads Aasgaard ind på midtbanen i stedet for Esben Petersen.
Træner Jens Letort: Jeg troede på, at vi her var ved at få et godt greb om kampen og kunne skabe de chancer, der kunne give en vigtig føring mod et hold som Thisted, der aldrig er nemme på egen bane og slet ikke med en føring i ryggen.
Endnu et Middelfart forsøg efter 70 minutter kunne have skabt den 2-1 føring, der kunne have vendt kampen. I stedet satte Thisted sig tungere på spillet med vinden i ryggen. Et fatalt boldtab midt på Middelfarts banehalvdel efter 73 minutter førte i stedet til jysk 2-1 føring, da de skabte en hurtig omstilling og et afrettet bold snød Casper Radza i målet.
Nu var det svært. Efter 79 minutter blev Thisteds sejr så cementeret, da deres angriber Frederik Sloth scorede sit andet mål og knækkede Middelfart. Et lidt tilfældigt opløb i Middelfarts venstre side skabte mulighed for skud fra en ret spids vinkel inde i feltet og Casper Radza nåede ikke helt ned til det ikke specielt hårde skud til slutcifrene 3-1.
Middelfart, der havde sat Anton Bisgaard og Lucas Møller ind som friske kræfter på kanterne – afløste Peter Kristensen og Kristian Weber – prøvede i de sidste minutter med et par behjertede forsøg, der ikke fandt inden for målrammen og så var nederlaget – og dermed træner Jens Letorts første i Middelfart i en betydende kamp – en realitet.
Læren af den kamp
Thisted vandt helt fortjent kampen på en dag, hvor de ville mere end Middelfart og investerede flere kræfter i at hente tre vigtige point i placeringskampen i Vestkredsens top 6. Der kan være mange forklaringer, men når man ikke skaber mere og laver nogle afgørende fejl, så går det galt. Middelfart kender nu konditionerne. Er vi ikke helt oppe i gear i hver eneste kamp og alle viser tilstrækkelig løbe- og kampvilje, kan vi tabe til alle hold i rækken, uanset favoritværdighed osv.
Thisted var før kampen seks point efter Middelfart og andenpladsen. I næste runde har Thisted bundholdet fra Vejgaard og Middelfart møder et topmotiveret Dalumhold i lokalopgøret på kunsten på Færøvej. Det kan derfor hurtigt vende. Næste kamp er derfor uhyre for Middelfarts forår, der trods den aktuelle afstand til de to kredses tophold stadig har meget at spille for og vise deres publikum. Det starter på næste lørdag.
Tekst: Leo Jensen