Efter knap to måneders tilløb med en masse træning og otte træningskampe er Middelfart klar til forårets første kamp, der foregår på Sparekassen Thy Arena søndag over middag. Med den hastigt voksende corona virus som en dark horse forventer vi både kamp til tiden og adgang for publikum. Og nu vil alle selvfølgelig helst i gang. Kamp om point er krydderiet, der giver fodboldkampe smag og behag.
Tydelig respekt
Et kig i Thisteds 40 siders kampprogram afslører ud over en imponerende række af sponsorer, at de to holds trænere har en sund respekt for hinanden inden kampen. Thisted FCs træner Bo Thomsen overspiller måske ligefrem rollen som underdog i sin beskrivelse af Middelfarts styrke. Det er jo et kendt trænertrick for at sætte egne spillere op og lulle modstanderen lidt i søvn.
Faktum er, at der kun er seks point mellem to hold inden kampen, hvor Middelfart på 2. pladsen med 31 point har fire point op til topholdet Aarhus Fremad, der lørdag spiller ude mod Dalum, og fire point ned til nr. 3, AB, der søndag hjemme møder FC Sydvest. Yderligere et point efter kommer Brabrand, der hjemme møder bundholdet Vejgaard. Som nr. 5 kommer så Thisted med 25 point.
De to hold har haft en vidt forskellig optakt, hvor Thisted ikke har vundet en kamp siden en testsejr over Vendsyssel fra 1. division i januar. Det blev til nederlag mod Kolding og Jammerbugt inden afrejsen til Tyrkiet sidst i februar, hvor udbyttet af træningslejren roses, men hvor der også var et store nederlag mod et par østeuropæiske hold af ukendt styrke.
Den mulighed for at træne på græs i godt vejr udlægger Middelfarts træner Jens Letort som et stort plus for Thisted. Samtidig understreger han så også, at bortset fra det til tider barske vejr var det en god og udbytterig 4 dages træningslejr, Middelfart stablede på benene hjemme under dansk himmel.
I god gænge
Middelfart havde resultat- og spillemæssigt lidt op- og nedture i efteråret, der som bekendt betød, at Jens Letort blev ansat sidst i oktober til på kort sigt at skaffe to sejre inden vinterpausen og holde Middelfart i toppen af deres grundspilspulje og dermed inde i oprykningskampen. På længere sigt var ansættelsen af Letortselvfølgelig begrundet i et håb om at flytte Middelfart fra ’næsten gode nok’ til gode nok til at kæmpe med i toppen om en plads i 1. division.
Bortset fra årets første testkamp mod OBs Superligatrup, hvor Middelfart stred mod overmagten og holdt 0-0 i en time, inden kampen blev afgjort af ligaholdets større bredde og kynisme i afslutningerne, har testkampene budt på lutter sejre. Pudsigt nok et-måls sejre hele vejen igennem, men retfærdigvis har det også været med skiftende opstillinger.
Jens Letort nævner i Thisteds program i sin nedtoning af en eventuel favoritværdighed, at Middelfarts modstandere ikke alle har været fra øverste hylde. Men alle fodboldkyndige ved, at kampe mod lavere placerede modstandere, der ’bare’ skal vindes, ofte bliver de mest bøvlede. Skal vi se rækkefølgen: WeicheFlensburg 2-1, OB U19 2-1, Marienlyst 3-2, Kolding IF 2-1, B1909 4-3, SfB/Oure 2-1, FC Sydvest 2-1. Snævre sejre, men sejrsvante hold har ofte en fordel.
Middelfart skal op mod et solidt Thistedhold, der i sidste sæson spillede i 1. division. Godt nok sluttede de sidst, men trods alt kun 5 point og en målscore fra en livgivende tredjesidste plads. Nedrykningen har givet lidt uro i klubben, også økonomisk, beretter deres direktør om i kampprogrammet, men Thisted har en god, ung trup med talent og der bliver arbejdet seriøst med tingene oppe i fodboldens nordvestligste hjørne.
Middelfart kunne sidst de to hold mødtes, i september på et solrigt Middelfart Stadion, være tilfredse med sæsonens hidtil største sejr, 5-1, efter en lidt ujævn kamp. 1-1 efter 1. halvleg, hvor Thisted hurtigt kom foran og Esben Petersen udlignede. I 2. halvleg skulle Casper Johansen bruge blot 12 minutter til at ændre stillingen til 4-1, og Søren Andreasen rundede af med yderligere en scoring.
Det var måske ikke et helt korrekt billede af forskellen på de to hold den dag, men Thisted var ved at bygge op fra sommerens nedrykning og en sæson med mange nederlag og virkede sårbare. Der er sket meget siden og Thisted på det tidligere Lerpytter Stadion – i dag det mere klingende Sparekassen Thy Arena – er altid en stor mundfuld for de gæstende hold.
Middelfart får derfor en hurdle mere at overvinde i kraft af, at kampen spilles på en tung græsbane, der giver et noget andet spil end på velbørstede kunstbaner. Thisted spillede på græs i Tyrkiet og vil selvfølgelig ikke gå glip af den fordel.
En rutineret blå trup
Middelfart har gennem flere sæsoner arbejdet tålmodigt med at bygge på truppen, nogle er rejst fra os, andre er kommet til, men der er gennemrutineret stamme på holdet, der kender hinanden og har arbejdet med Jens Letorts ideer her i januar/februar. Og de har gjort det godt, forsikrer træneren i interviewet op til kampen.
Fra sidste efterår lægger vi mest mærke til, at en i flere perioder markant målscorer som Søren Andreasen er rejst til Aarhus Fremad. Jesper Lange er stoppet helt og Malthe Jürgensen er ligeledes væk. Til er kommet Emil Lyng med et godt cv, et par unge talenter som Anton Bisgaard og Thais Damgaard, der er lejet i Vejle, og så har et par af de langtidsskadede spillere fra efteråret, Mads Aasgaard og Oliver Skolnik, været med i hele optakten.
Jens Letort skal finde en forsvarsopstilling, der kan bære, at to af de faste, Nikolaj Hagelskjær og Niclas Vemmelund, ærgerligt nok er i karantæne til kampen i Thisted. Men her er det vigtigt at have den brede og kompetente trup, Middelfart har fået opbygget. Som vi alle ved, vindes krigen oftest af dem med flest kanoner. Lad os håbe, de blå kanoner er indstillet og fæstningsværkerne holder, når dommer Niels Heer fløjter op i Thisted kl. 13.00.
Tekst: Leo Jensen