Efter en lang opstartsperiode med en masse træning og otte testkampe begynder Middelfart Boldklub nu på opladningen frem mod næste søndags turneringspremiere i Thisted. Den sidste test mod FC Sydvest blev også vundet med de ikke ubekendte cifre 2-1 i en kamp uden de helt store højdepunkter.
FC Sydvest, der også er modstanderen om fire uger på samme bane, strittede godt imod, men havde ikke den nødvendige tur i spillet til at lave en lille overraskelse på dagen. Middelfart viste, at bredden i truppen er ok og ydede lige akkurat det nødvendige for at sikre den smalle sejr. Samtidig kunne træner og spillere øve sig lidt på at spille uden to af de faste i forsvaret, der er karantæneramte på første spilledag.
Med et mål i hver halvleg og medgang i nogle situationer kunne Middelfart vise deres tidligere træner Jes Bekke, der nu har ansvaret for FC Sydvest, at der er forskel på top og bund i rækken med 16 point i forskel på de to hold, der starter som hhv. nr. 2 og 10 inden de seks sidste kampe i grundspillet.
Vejret var helt ok
Nogle af de skrappeste modstandere i januar og februar har været den våde vinter med megen regn og skarp blæst. Specielt i sidste weekend med træningslejren var der barske vilkår og endelig fik vi en kamp afviklet under tålelige vejrforhold.
Middelfart stillede op med følgende 11:
Casper Radza på mål – Rasmus Fink, Kristoffer Gjettermann, Oliver Skolnik og Peter Jul Nielsen – Peter Kristensen, Lasse Thomsen, Esben Petersen og Kristian Weber – Casper Johansen og Frederik Høgh
Middelfart lagde bedst ud med målsøgende spil og for anden kamp i træk scorede vi først. Efter 8 minutter fik Middelfart frispark uden for feltet i højre side og Casper Johansens præcise indlæg ind i feltet sad i panden på Kristoffer Gjettermann, der headede 1-0 føringen sikkert ind. Middelfart havde godt greb om spillet og tillod ikke sønderjyderne mange nærgående forsøg i 1. halvleg. Middelfart havde selv ikke meget mere end nogle sporadiske skudforsøg i en lidt bleg halvleg, hvor flere spillere måske spekulerede i ikke at blive skadet før kampen i Thisted.
Middelfart viste fin boldkontrol og boldomgang, men havde ikke mange kvalificerede forsøg på de fysisk spillende FC Sydvest, der tacklede igennem, når muligheden var der. De hvidklædte fra marsklandet var dog ikke imponerende træfsikre og Casper Radza havde en nogenlunde rolig eftermiddag. Det samme gjorde sig gældende i den anden ende.
Spændende 2. halvleg
Halvlegen var kun 4 minutter gammel, da et par Sydvestspillere stødte sammen i Middelfarts felt og blev belønnet med et straffespark. Radza havde dog kigget Sydvest skytten ud og reddede bolden i sin venstre side på det ikke specielt gode forsøg fra 11 meter pletten. Umiddelbart efter forlod anfører Casper Johansen banen. Lasse Thomsen fik anførerbindet og Mads Aasgaard kom på banen.
Vi skulle dog hen til det 71. minut, før Frederik Høgh fik bolden i mål til en styrket føring. Peter Jul Nielsen, der lige forinden havde haft en lidt tilfældig chance foran mål, fik en ny mulighed få minutter senere. Hans skud ramte stolpen, men Middelfarts spidsangriber var hurtig som en høg over returen og scorede til 2-0.
Kort efter forlod Peter Kristensen banen og blev afløst af Thais Damgaard. En chance til centerforsvarer Oliver Skolnik et kvarter før tid kunne have slukket lyset i øjnene på sønderjyderne, men de sloges videre. Kort efter denne chance blev Kristian Weber byttet ud for Lucas Møller.
FC Sydvest kæmpede godt denne dag i den tiltagende forårssol på kanten til marts. Middelfart havde dog også fået mere snit over spillet og kombinerede fint i perioder og havde chancer til at udbygge føringen. Det blev dog FC Sydvest, der ti minutter før afslutningen på et tilfældigt indlæg til fjerneste stolpe headede bolden ind og noterede en reducering til slutcifrene 2-1.
Middelfart holdt godt fast i bolden i de resterende minutter og byttede Anton Bisgaard ind for Frederik Høgh i offensiven, mens Nikolaj Hagelskjær fik de sidste minutter, da Rasmus Fink var blevet træt. Endnu en smal sejr, men selvtilliden må have fået endnu et boost med den syvende sejr på stribe. Men Thisted bliver uden tvivl en helt anden mundfuld, når der fløjtes op i Thyland på næste søndag.
Tekst: Leo Jensen