I den gamle filmklassiker The fatal glass of beer (på dansk: Guldgraveren) gentager hovedpersonen, komikeren, kynikeren og den whiskyglade W. C. Fields, sætningen: And it ain’t a fit day out for man or beast – når han, hver gang døren åbnes, får en halv snestorm i hovedet. Det var også ham, der sagde: Alt hvad jeg kan lide, er enten ulovligt, umoralsk eller fedende. Så var linjen lagt.
Lørdag formiddags testkamp mellem Middelfarts tophold i 2. division og Svendborg/Oures ditto i DS blev afviklet i noget, der var forbudt for børn. De havde simpelthen ikke overlevet i den blanding af orkan, hagl og regnstorm, der ramte kunststofbanen på Færøvej mellem kl. 11 og 12. Det blev lidt bedre sidst i kampen, hvor solen endda tittede momentvis frem.
Flot 1. halvleg
Middelfarts tapre tropper, der fra torsdag og til søndag afvikler denne sæsonoptakts træningslejr, der bliver holdt hjemme i byen, med ophold på Hotel Sixtus indimellem træningssessionerne og kampene, stillede med det meste af artilleriet til dagens kamp. Der er 14 dage til turneringsstarten i Thisted, så Letort & Thinggaard er ved at have fundet rygraden på det hold, der skal føre de blå gennem foråret og forhåbentlig være i stand til at byde ind i oprykningskampen, selv om der er et stykke til topholdet Helsingør lige nu. Der er som bekendt kun én plads i elevatoren til 1. division, hvor fra tre hold kommer ned.
Middelfart startede med følgende 11: Mathias Würtz – Nikolaj Hagelskjær, Niclas Vemmelund, Oliver Skolnik og Peter Jul Nielsen – Peter Kristensen, Lasse Thomsen, Esben Petersen og Thais Damgaard – Casper Johansen og Kristian Weber
Middelfart havde i optakten haft fokus på uvanen med at komme hurtigt bagud i testkampene og denne gang lykkedes det at vende tendensen. Middelfart stillede op med vinden imod sig i 1. halvleg og fik hurtigt styr på spillet med hårde, flade bolde langs jorden og gode skift. På et sådant kombinerede Nikolaj Hagelskjær og Peter Kristensen på højrekanten og fra en position nær baglinjen blev bolden lagt præcist ind i fødderne på Kristian Weber, der gled bolden ind til 1-0 efter 10 minutters spil.
SfB/Oure havde enkelte kontraløb, oftest startet af den voldsomme blæst, der gav de rapfodede sydfynboer nogle raids mod Mathias Würtz i Middelfarts mål. De fleste gange red det påpasselige forsvar stormen godt af og et par gange var Würtz ude med hurtige aktioner i sit felt. Samtidig pressede de blå fortsat med godt kombinationsspil kombineret med, at de sad hårdt på de hvide fra SfB/Oure.
Et af disse opløb resulterede efter 25 minutter i et straffespark, da Nikolaj Hagelskjær skar ind i feltet og blev væltet. Rent guf for topscorer Casper Johansen, der op imod vinden men usvigelig sikkert omsatte chancen fra pletten til 2-0. Det kunne også være blevet mere, men i stedet kom SfB/Oure tilbage i kampen efter godt 35 minutter, hvor en hurtig hvidklædt angriber fulgte op på en lidt tilfældig lang fremlægning, der fik ekstra fart i vinden, og passerede keeper Würtz. 1-2 var stillingen ved pausen, hvor det kunne konstateres, at flere af de tapre tilskuere fra kampstarten var bukket under for fristelsen til at finde mere lune og tørre omgivelser.
På det jævne
Spillet efter pausen blev på det jævne, hvor Middelfart virkede i god kontrol med bold og spil og holdt SfB/Oure næsten helt væk, men heller ikke rigtig fik sat Svendborgkeeperen på de helt store prøver. Aftalen var at teste ham med skud på mål i medvinden, men dels stod hvor han skulle være, dels var den blå træfsikkerhed ikke helt i top.
Fra 2. halvlegs start byttede Anton Bisgaard plads med Thais Damgaard på kanten, og den klejne og lynhurtige wing gav flere prøver på sin speed og driblestyrke i mand-mand situationer og satte flere chancer op. Han burde nok også have haft et straffespark i en situation, hvor dommeren heller ikke kunne følge med sprinteren og situationen. Efterhånden som halvlegen skred frem, kunne den hårde træning de seneste dage nok mærkes i benene, så med føringen og vinden i ryggen blev foden umærkeligt løftet lidt fra speederen – og spændingen bibeholdt til det sidste.
Efter et kvarter kom Rasmus Fink og Kristoffer Gjettermann på banen som afløsere for Peter Jul Nielsen og Niclas Vemmelund. Generalen centralt på banen, Lasse Thomsen, gjorde sig ud over det hårde arbejde i maskinrummet også bemærket med nogle gode raids ind i feltet og nogle skudforsøg. Alt i alt en godkendt indsats, hvor træneren efter kampen ikke undlod at bemærke, at han stadig savner den ’sikre’ føring, der lukker kampene tidligere. Men seks sejre på stribe er nok ikke helt tilfældigt og næste lørdag spilles den sidste testkamp – mod FC Sydvest og den tidligere blå træner, Jes Bekke – inden det går løs med kampen om vigtige point. Det ser alle frem til.
Tekst: Leo Jensen