Hvor man i tidligere års sæsonoptakter har kæmpet med sne og is, som ikke er fodboldens bedste venner, så er denne rekordvinter vand ved siden af. Vand i form af uendelige regnvejrsdage og fodboldfolk med hukommelse til dengang, sæsonen startede på smattede grusbaner og ødelagt græs, glæder sig over, at det trods alt er muligt at spille rigtig fodbold nu med de mange fine kunststofbaner, der er skudt frem overalt.
Således også I Middelfart, hvor to kunstbaner giver helt andre muligheder for at forberede sig på sæsonen, der så småt er startet. 2. division venter dog med forårspremieren til første weekend i marts, inden det går løs. Torsdag aften havde Middelfart Boldklub besøg af Albaniserieklubben B1909, der kæmper for at nå en flig af gammel storhed fra en aktuel placering i den bedste fynske lokalrække. I øvrigt sammen med de gamle rivaler fra B1913, der topper rækken før et spændende forårskapløb om én oprykningsplads til DS.
Aldrig de store højder
Kampen, der var afslutningen på Dag 1 i Middelfarts interne træningslejr, der løber til søndag med truppen på hotelovernatning og flere daglige træningspas plus diverse ’omkring truppen’ arrangementer, blev præget af de vandkaskader, der stod ned over banen og spillerne. Om det var de barske forhold eller den uvante opstilling, der betød en haltende start for Middelfart, vides ikke, men den dårlige vane med at komme bagud i starten fortsatte, denne gang blot forstærket. Allerede efter halvandet minut lå bolden bag Middelfarts keeper, Mathias Würtz, for første gang, da det blå forsvar alt for let blev overspillet.
Holdopstillingen var præget af en del spillere fra ’bagkataloget’, dvs spillere fra Middelfarts serie 1 hold: Mathias Würtz på mål – en bagkæde med Frederik Søfeldt, Roar Ebsen, Kristoffer Gjettermann og Lauge Brædder – centralt lå Rasmus Fink og Mads Aasgaard – på kanterne Thais Damgaard og Anton Bisgaard – fremme var Emil Honoré og OIiver Bach.
Nierne, der heller ikke stillede med den på papiret stærkeste trup, havde mange afbud ifølge klubbens velunderrettede site, sad fra start godt på de noget spage blå, der havde svært ved at få sat organiseret spil i gang mod de vævre og godt kæmpende odenseanere. Og efter 22 minutter gik det galt igen, da B1909s topscorer, Nicolaj Frederiksen, scorede for anden gang. 0-2 og hvad så?
Der var ikke så mange blå chancer, men på en af dem fik Middelfarts Thais Damgaard reduceret efter 29 minutter og nu forventede de fleste nok, at divisionsholdet ville vise forskellen og sætte modstanderne på plads. Men det chanceskabende spil lod vente på sig og Middelfart havde svært ved at få sat det tempo ind i spillet, der kunne rive det røde forsvar op. Tværtimod havde B1909 flere gode chancer, dog uden mål, så halvlegsstillingen forblev 1-2.
Resultatet ok, men …
Efter pausen var der byttet på flere pladser og en række spillere fra førsteholdstruppen kom på banen i løbet af halvlegen. Det var navne som Nicolaj Hagelskjær, Oliver Skolnik, Esben Petersen, Peter Kristensen, Lasse Thomsen og Kristian Weber.
Allerede efter tre minutter var der udlignet. Middelfart afsluttede et udmærket angreb med at Oliver Bach scorede til 2-2 og det momentvise tryk fortsatte. Fem minutter senere var stillingen vendt på hovedet, da Thais Damgaard scorede sit andet mål til aftenens første Middelfartføring. Derefter gik det hele lidt i stå igen i regnen og den snigende aftenkulde i denne ellers rekordvarme og -våde februar.
Da Jens Letort ville sparke lidt liv i kludene igen med en tripleudskiftning cirka et kvarter inde i halvlegen, blev det samtidig anledning til noget forvirring i forsvaret, der forærede B1909s skarpe tremålsskytte, Nikolaj Frederiksen, bolden til en rød udligning. Der blev efterfølgende lagt hårdere pres på de lidt trætte modstandere, der også skiftede ud og ikke formåede at få lagt det samme pres som i første halvleg. Middelfart kunne med lidt held og mere beslutsomhed have scoret flere gange, men det blev ved det ene, som Esben Petersen satte ind efter 82 minutter, da han scorede til 4-3 fra en position ude i venstre side af feltet.
Endnu en etmålssejr i testkampene, den femte på stribe, så mon ikke Jens Letort inden lørdagens test mod DS topholdet fra Svendborg/Oure, nok også med en lidt anden blå besætning, både vil lægge vægt på at starte uden at komme bagud og forsøge at skabe en mere solid føring mod de sejrsvante sydfynboer, som Middelfart med hiv og sving slog ud af pokalen sidste sommer efter forlænget spilletid og Rasmus Finks klassemål i krydset. Middelfart spiller på kunstgræsset lørdag kl. 11.00.
Tekst: Leo Jensen