Der blev ikke budt på de bedste vejrmæssige forhold for hverken spillere eller de trofaste tilskuere, der havde valgt at følge Middelfarts fjerde testkamp i denne ellers ofte forårsagtige vinter. Der var både regn og hagl i luften og den stærke blæst ind over kunstgræsset på Færøvej, da Middelfarts lidt decimerede trup krydsede klinger med Marienlysts DS hold.
For få sæsoner siden lå de to hold i samme række, men Marienlyst er i en opbygningsfase og bulletinerne fortalte om bl.a. en 9-0 sejr over et Albaniseriemandskab for nylig. Marienlyst startede med vinden i ryggen i en 1. halvleg, hvor Middelfarts nye opstilling lige skulle finde sammen, inden det hele spillede i takt. Serie 1 træner for Middelfart GBK’s tophold i den række, John Beck, havde venligst udlånt sin forsvarskæde i en situation, hvor divisionsholdets Jens Letort sparede folk, bl.a. med henblik på testkampen torsdag mod Kolding IF’s tophold i 1. division.
Middelfarts startopstilling: Casper Radza på mål og anfører på dagen – Frederik Søfeldt, Bjørn Arvad, Roar Ebsen og Lauge Brædder Madsen – Lucas Møller, Rasmus Fink, Mads Aasgaard og Thais Damgaard – Anton Bisgaard og Kristian Weber
Marienlyst fremstod som et fint hold, der i 1. halvlegs medvind spillede sig frem til nogle chancer og hjulpet af en blå opspilsfejl kom de foran 1-0 efter 20 minutter. Middelfart havde problemer med modvinden og fik ikke sat Marienlysts målmand på de store prøver i de første 45 minutter. Det ’nye’ forsvar blev dirigeret godt af Radza og gav ikke meget væk.
Sat på plads
Efter pausen blev der byttet på nogle pladser. Peter Jul kom på sin venstre back (Lauge Brædder ud), Lucas Møller gik ud med et mindre vrid og Peter Kristensen kom ind på sin favoritkant, og endelig byttede Frederik Høgh med Anton Bisgaard i front. Allerede efter fem minutter i halvlegen stemplede Thais Damgaard, lejesvenden fra Vejle, ind med sit første mål i den blå trøje.
Et par gode træk ind i banen og et flot langskud ind i det modsatte hjørne til 1-1. Men Marienlyst var ikke slået endnu. Omkring 20 min. inde i halvlegen kombinerede de kvikt foran Middelfarts mål og scorede sig til en ny føring. Derefter skiftede og rokerede Letort igen på tropperne, så Oliver Skolnik kom ind i forsvaret (Roar Ebsen ud), Nicolaj Hagelskjær byttede med Rasmus Fink og desuden kom Esben Petersen på banen i stedet for Thais Damgaard.
Middelfart satte sig nu hårdere på spillet, hjulpet af den gode medvind i 2. halvleg og Marienlyst blev trykket ned mod eget felt. Et hurtigt opspil efter 75 minutter resulterede i et godt indlæg fra Peter Kristensen og Frederik Høgh afsluttede sikkert. Med stillingen 2-2 gik Middelfart nu efter sejren og sejrsmålet kom syv minutter før tid, hvor en række gode kombinationer endte med, at Peter Kristensen med højrepoten kunne score til slutcifrene 3-2.
Tredje etmålssejr på stribe og Jens Letort efterlyser nogle cifre, hvor han kan tage det mere roligt i de sidste minutter. Stor ros fra træneren til de fire spillere fra serie 1 mandskabet, der med kort varsel trådte ind og hjalp i en skadesplaget situation og ubetinget ros til deres træner, John Beck, der ydede en god indsats undervejs med at coache og bidrage til et godt samarbejde mellem Middelfarts to bedste hold.
Torsdag kl. 17.30 er der igen kamp på Færøvej, når lokalrivalerne fra den anden side bæltet, Kolding IF, stiller op til revanche. En træningskamp sidste forår blev vundet snævert af Middelfart på eget kunstgræs, mens turneringskampen i juni endte 1-1 i Kolding, der rykkede op den dag. Bulletinerne taler om 2-0 til KIF i en nylig test mod Weiche Flensburg, som Middelfart slog med et enkelt mål. Der er lagt op til en knaldkamp.
Tekst: Leo Jensen