Der var tørt og rimelige vejrforhold for en 1. februar i lørdagens kamp på kunsten på Færøvej mod Regionalligaholdet fra Weiche Flensburg. Middelfart havde en god håndfuld afbud, fordelt på primært lidt forskellige skavanker fra de første tre ugers træning, til lørdagens kamp mod Weiche Flensburg. Truppen er dog heldigvis tilstrækkelig bred til at give trænerduoen, Jens Letort og Thomas Thinggard, mulighed for at stille en slagkraftig formation mod ligaholdet fra grænselandet.
Middelfart lagde ud i en opstilling med Casper Radza – Niclas Nymand Niclas Vemmelund Oliver Skolnik Peter Jul Nielsen – Anton Bisgaard Lasse Thomsen Mads Aasgaard Kristian Weber – Casper Johansen Frederik Høgh.
Efter en lidt afventede fynsk start, hvor et aggressivt tysk hold efter ni min. kom foran 1-0 på et gennembrud fra midten af banen, hvor Middelfart defensiven ikke gjorde meget for at genere dem, skiftede kampen lidt efter lidt karakter. Middelfart spillede sig med både kampindsats, løbevilje og gode spilmomenter ind i kampen og fik et flot momentum omkring den halve time, hvor de afgjorde kampen.
Gode blå takter
Efter 33 min. blev det 1-1, da en serie flotte kombinationer startet fra højre fløj med Niclas Nymand, Anton Bisgaard og Mads Aasgaard satte Frederik Høgh op til scoringen på hovedstød. Fem minutter senere slog Middelfart til igen med nye hurtige fødder i det tyske felt og efter et Kristian Weber forsøg sparkede Casper Johansen bolden utageligt ind fra kanten af feltet til 2-1, kampens resultat.
Efter pausen, hvor Flensburg virkede mere og mere irriterede over de godt spillende fynboer og skabte nogle scener med eftertacklinger og aggressiv attitude, blev kampen præget af mange udskiftninger på begge sider. Flensburg skiftede nærmest hold og Middelfart satte fra pausen nye folk ind med Emil Lyng helt fremme (Casper Johansen ud), Nicolaj Hagelskjær (Niclas Nymand ud) på den vante backplads og en gambiansk fløj, Ismael Ceesah (Anton Bisgaard ud).
Emil Lyng havde nogle chancer i starten af halvlegen og efter et kvarter kom der flere blå ind fra bænken. Kristoffer Gjettermann (Oliver Skolnik ud) i forsvaret, Esben Petersen (Mads Aasgaard ud) og Lucas Møller (Kristian Weber ud) på midten og helt fremme blev endnu en gambianer, Muhammed Samba (Frederik Høgh ud), prøvet. Sidstnævnte havde med sin gode speed nogle fine forsøg.
Middelfart holdt Flensburg godt fra fadet og kørte årets første sejr i hus med en lovende indsats på februars første dag. På Middelfarts hold var der flere gode præstationer, men en kompetent ledelse af forsvaret fra Niclas Vemmelund og en bomstærk Lasse Thomsen på midten, faldt i øjnene. Det ser godt ud for de kommende uger frem mod sæsonstarten i Thisted om fem uger, hvor konkurrencen om en plads i start 11’ren bliver knaldhård.
Træner Letort kommenterede efter kampen: Flere af spillerne er mærket af den hårde fysiske træning her i opstarten, men alle viser i dag et godt engagement og fint at se, hvor hurtigt vi kom igen ovenpå den lidt uheldige start med et billigt mål til modstanderne. I perioder spiller vi det flydende kombinationsspil, vi arbejder i træningen på at blive gode til og det gav heldigvis pote med nogle flotte mål. Det var en god modstander at notere årets første sejr imod.
Næste træningskamp er ude mod OBs U19 næste lørdag.
Tekst: Leo Jensen