Middelfart Boldklub har den lejet 19-årige Thais Damgaard i Vejle Boldklub. Han er en del af 1. divisionstruppen i Vejle, og har i efteråret 2019 været lejet ud til finske HIFK Helsinki. Thais Damgaard har kontrakt med Vejle frem til sommeren 2022.
Thais Damgaard er en dygtig offensivspiller, som primært gør sig på kanterne. Han er en udfordrende spiller, som har et stærkt venstreben. Indtil videre er det blevet til 4 kampe for det danske U16-landsholdet og en enkelt på U19-landsholdet.
-”Thais har trænet med os i den seneste uges tid, og vi kan allerede nu se hans positive udvikling fra træning til træning. Thais skal byde ind med sine spidskompetencer, og han skal konkurrere om pladserne på de to kanter. Han besidder uden tvivl et stort talent, som vi håber at vi kan være med til at forløse på seniorniveau. Derudover er vi meget glade for, at vores gode relationer til Vejle Boldklub nu udmønter sig i endnu et samarbejde omkring en dygtig spiller”, udtaler direktør Søren Godskesen om lejeaftalen med Vejle Boldklub og Thais Damgaard.
-”Mit indtryk af Middelfart er indtil videre rigtig godt. Jeg er blevet taget godt imod i min første uge med truppen. Det virker som et godt omklædningsrum med mange dygtige fodboldspillere, og et trænerteam der helt sikkert kan lære mig en masse. Mit fokus nu er på at falde endnu mere til på holdet, og kæmpe med om pladserne på holdet i forårets mange spændende kampe. Jeg ser Middelfart som det oplagte sted at fortsætte min udvikling”, udtaler Thais Damgaard om opholdet i Middelfart.
Lejeaftalen mellem Middelfart Boldklub og Vejle Boldklub løber frem til 30.06.2020.
Yderligere oplysninger:
Søren Godskesen, tlf. 20129858