Så er vinterferien i fodboldverdenen snart slut. Efter tre uger uden faste fælles træningstider, men fornuftig vedligeholdelsestræning blandet med jul og andre decemberløjer, skrues der nu igen op for intensiteten under ledelse af det nye makkerpar på trænerbænken, chefen Jens Letort og assistent Thomas Thinggaard.
Det betyder en frisk opstart med sikkert mange nye ideer til at trimme det blå mandskab frem mod forårspremieren i Thisted søndag den 8. marts. Det bliver nok også en tid, hvor vintervejret spiller en vis rolle, selv om Middelfart Boldklub har meget fine faciliteter på klubanlægget. Og det bliver en periode, hvor grundformen skal bygges op med en god del fysisk træning, dvs. typisk en del løb og styrketræning i forskellige former.
Træning og test
Træningen starter mandag den 13. januar og allerede efter fire træninger er der en seriøs test af holdets status. Første træningskamp er lørdag den 18. januar ude mod OBs Superligahold, der på det tidspunkt har en måned til deres første turneringskamp i 2020 mod Brøndby.
Ugerytmen er fire ugentlige træninger, onsdag og søndag (oftest) fri, og testkampe primært på lørdage. Sidste weekend i januar er udpeget som friweekend og lørdag den 1. februar er der internationalt besøg i Middelfart, når det tyske Regionalliga Nord (4. division) hold fra Weiche Flensburg 08 kommer på besøg.
Lørdag den 8. februar spiller Middelfart igen ude mod OB, denne gang mod klubbens U19 hold. Mandag den 10. februar er der kamp hjemme mod Marienlyst (DS). Så følger lokal- og prestigeopgøret mod Kolding IF (1. div.) på hjemmebane den 15. februar.
Torsdag til søndag (20. til 23. februar) er der intern træningslejr med kamp torsdag mod B1909 fra Albaniserien og lørdag mod Svendborg/Oure (DS). Lørdag den 29. februar rundes der af med preseason testene med en kamp mod divisionskollegerne fra FC Sydvest, der har Middelfarts tidligere træner Jes Bekke på bænken. Så skulle vi gerne være klar til den lange tur og premieren i Thisted søndag den 8. marts.
Hvordan ser truppen så ud
Foreløbig ved vi, at ét nyt navn er med, når det går løs på mandag. Anton Bisgaard, der senest har optrådt hos Brøndby U19, spiller i de næste to år i Middelfarts farver. Vi ved også, at to spillere fra efterårets trup er væk. Jesper Lange, der kun fik ét år i Middelfart, har valgt at slutte sin lange fodboldkarriere, der til sidst blev præget af skader, og angriberen Søren Andreasen, der kom til klubben i sommeren 2017, havde kontraktudløb ved årsskiftet.
Trods en solid og rutineret trup vil der uden tvivl blive tilføjet nye navne og årets to første måneder er også sæsonen for prøvespilleres optræden i forsøget på at spille sig til en kontrakt. Det vil vi også se i Middelfart og det vil holdopstillingerne til testkampene bære præg af i et vist omfang.
Målsætningen er fortsat at hente så mange point som muligt i de seks resterende kampe i grundspillet. Der blev hentet 31 point i 16 kampe i efteråret. Med de point og forhåbentlig mange flere i forårets seks grundspilskampe vil Middelfart forsøge at blande sig helt i toppen af Oprykningsspillet, der starter midt i april og slutter medio juni nogenlunde samtidig, med at EM starter.
Oversigt over testkampe:
Lørdag 18/1 kl. 10.00: OB (Superliga) – Middelfart
Lørdag 1/2 kl. 13.00: Middelfart – Weiche Flensburg (Regionalliga Nord)
Lørdag 8/2 kl. 11.00: OB U19 – Middelfart
Mandag 10/2 kl. 18.30: Middelfart – Marienlyst (DS)
Lørdag 15/2 kl. 11.00: Middelfart – Kolding IF (1. division)
Torsdag 20/2 kl. 17.15: Middelfart – B1909 (Albaniserien)
Lørdag 22/2 kl. 11: Middelfart – Svendborg/Oure (DS)
Lørdag 29/2 kl. 13.00: Middelfart – FC Sydvest (2. division)
Tekst: Leo Jensen