Middelfart Boldklub og Niclas Vemmelund er blevet enige om en forlængelse af kontrakten, så Vemmelund er en del af Middelfart Boldklub i yderligere et år.
27-årige Niclas Vemmelund kom til Middelfart Boldklub i januar 2018, og siden da er det blevet til 65 kampe i den blå Middelfarttrøje. Inden Vemmelund kom til Middelfart, har han repræsenteret klubberne FC Fyn, OB, Stjarnan (Island), Marienlyst, Brommapojkarna (Sverige), Derry City (Irland) og Dundalk (Irland).
Vemmelund er derfor en særdeles erfaren midterforsvarer, som fortsætter sit virke i Middelfart Boldklub.
-”I Middelfart er vi rigtig glade for at have Vemmelund i truppen, og derfor er vi naturligvis meget tilfredse med at vi kan fortsætte samarbejdet. Vemmelund har fra dag 1 været fast mand på holdkortet, og han har bidraget med stor ro og rutine. Han er stærk i duel-spillet og dygtig med bolden. Han sætter mange angreb op, på trods at sin position i bagerste kæde. Vemmelund er også en vindertype, som går forrest i både træning og kamp”, udtaler direktør Søren Godskesen om kontraktforlængelsen.
-”Jeg har indtil nu haft 2 rigtigt gode år i Middelfart. Jeg er faldet godt til i klubben, jeg bor nu i byen med min familie, og det passer perfekt ind i min hverdag at spille fodbold i Middelfart. I den kommende periode skal vi bygge på både på og uden for banen, så vi kan rykke klubben endnu tættere på den absolutte top i 2. division. Perspektiverne for fremtiden med vores nye træner ser meget spændende ud, så jeg glæder mig til at starte træningen op igen d. 13. januar med resten af truppen”, udtaler Niclas Vemmelund.
Kontrakten mellem Middelfart Boldklub og Niclas Vemmelund udløber 30. juni 2021.
Yderligere oplysninger:
Søren Godskesen, tlf. 20 12 98 58.