Middelfart Boldklubs nye cheftræner, Jens Letort, vandt sin første kamp med sit nye hold, da de blå gæstede Gladsaxe Idrætspark og AB i sidste weekend med resultatet 3-2. Og den anden store opgave kommer lørdag, når Middelfart hjemme på kunstgræsset tager imod Næsby i årets sidste kamp. Den kamp ser Jens Letort frem til.
’Det er spænding og glæde, der blander sig op til kampen,’ fortæller Jens Letort, der fra sin bopæl i Kolding ikke har så langt til sin nye klub og hjemmebane. ’Spænding fordi jeg håber, vi kan fastholde det gode indtryk fra AB kampen, hvor vi viste mange af holdets kvaliteter og vigtigst af alt vandt kampen.’
’Og jeg glæder mig til at spille på hjemmebane, selv om det så ikke bliver på græsset på Middelfart Stadion. Til gengæld kender vi jo kampbanen med kunstgræsset rigtig godt,’ fastslår Jens Letort, der er glad for at være kommet til Middelfart.
Et ideelt nyt job
Jens Letort har gennem årene været inde omkring flere divisionsklubber med forskellige niveauer. I de fynske klubber Korup (2. division), B1909 (1. division) og senere Næsby, der i 2. division kæmpede hårdt med FC Fyn om at positionere sig som Fyns næstbedst placerede klub.
Inden Næsby var det Kolding FC i 1. division og senest Esbjerg, hvor Letort stoppede i sommeren 2018 efter fire sæsoner og efter at have været med til som assistent at spille klubben tilbage i Superligaen. Der var andre gode tilbud på det tidspunkt, også fuldtids, men Jens foretrak at komme tilbage til Munkensdam Gymnasium i hjembyen Kolding.
’Jeg har prøvet tilværelsen som fuldtidstræner, men har det bedst med at kombinere gymnasielærerjobbet med trænerjobbet, så jeg får brugt mine evner og det ikke bliver for ensidigt. Det betyder travle dage, kræver god planlægning og giver mindre fritid, men sådan har jeg det bedst,’ forklarer Jens Letort, der er 55 år og regner med mange år på fodboldbanen endnu.
’Det var derfor en ideel kombination, Middelfart Boldklub kunne tilbyde mig. Jeg havde selv Middelfart højt på min liste, hvis muligheden kom, så vi var ikke længe om at finde rammerne for en aftale, da det hele blev mere konkret for små 14 dage siden’, uddyber Jens sin beslutning om at vende tilbage til trænergerningen.
’Da jeg forlod Esbjerg sidste år, vidste jeg godt, at jeg skulle være fodboldtræner igen, men havde behov for en pause. Jeg vidste også hvilken type klub, jeg ledte efter. Derfor var Middelfart et oplagt valg. Et ambitiøst projekt med udviklingsmuligheder, en god, seriøs trup at arbejde med og så talte det også med, at klubben ikke ligger langt fra min bopæl’ beskriver Jens sine overvejelser.
Næsby er ikke en walk over
Efter 2. divisionsforhold er betingelserne i Middelfart rigtig gode, understreger Jens Letort efter den korte tid i klubben. En tilpas stor trup af kontraktspillere, der er indstillet på at yde en indsats, og gode, stabile forhold omkring klubben og fornemmelsen af, at klubben vil opnå noget større end 2. division.
’Det er udgangspunktet, og jeg kan ikke love, at vi indhenter Helsingør eller alle andre klubber, der lige nu ligger foran os, men vi vil gøre forsøget og levere noget god fodbold og resultater, som glæder klubbens mange tilhængere,’ uddyber Jens Letort.
’Vi er allerede gode til mange ting, men der er også noget, vi kan blive bedre til ved at træne og øve os målrettet. Lige nu er opgaven at gå ind til vinterpausen med en god fornemmelse efter en sejr i årets sidste kamp og der vil motivationen være stor, når det gælder netop Næsby.’
Jens Letort uddyber: ’Vi har set Næsby vokse med opgaverne i 2. division efter den succesrige sæson i DS, hvor klubben stort set vandt alt. I starten af sæsonen fik de ikke så mange point, men nu er det længe siden, Næsby har tabt en kamp.’
’Jeg har mange gode minder fra Næsby og prøvede også at vinde meget med klubben i min tid derude og ved hvor langt succes og sejre kan bære. Middelfart skal bare være bedre i det direkte møde og vi skal ikke lægge for meget i den 4-0 sejr i Næsby, vi fik i august. Det er et Næsbyhold med et helt andet udtryk og tro på tingene, vi møder på lørdag,’ advarer Jens.
’Jeg så i søndags mod AB et Middelfarthold, der ville vinde, havde stor energi og jeg var glad for det udtryk, holdet formåede at vise i store dele af kampen. Vi fik en svær start med et hurtigt mål til AB, men jeg var egentlig ikke i tvivl om, at vi ville komme igen,’ forsikrer Jens Letort.
’Det udtryk skal vi have med på banen på lørdag, hvor vi nok er favoritter grundet vores 2. plads, men Næsby vil være klar til at udnytte chancen for point, hvis vi giver dem lov. Målet er helt enkelt tre point, fastholde 2. pladsen og så ellers tilbage på træningsbanerne til januar og gøre klar til et stærkt blåt forår,’ afslutter den optimistiske nye træner, der også skal bruge pausen til at finde en assistent og komme helt på plads i sin nye klub. Velkommen til Jens Letort og held og lykke med det hele.
Dommer Paw Johansen fløjter op til årets sidste kamp på kunstgræsbanen på klubanlægget på Færøvej lørdag kl. 14.00.
Tekst: Leo Jensen