Sæsonen går på hæld, bladene falder tæt og vi er virkelig nået ind i efteråret med tunge, våde baner, slidte fodboldben og behovet for point, inden vinterpausen kalder. Lørdagens kamp mod Jammerbugt FC er den tredjesidste i dette efterår, hvor der venter en søndagskamp i næste weekend ude mod AB og det sidste slag i skoven, når Næsby kommer forbi Middelfart Stadion den 9. november til et inciterende og prestigefyldt lokalopgør.
Det var en kraftig streg i regningen, at sidste rundes topopgør på Brabrand Stadions kunstgræs skulle resultere i sæsonens allerede tredje nederlag. Det blev 0-2 efter en kamp – igen fristes man til at sige – hvor Middelfart havde chancerne til et godt og vigtigt resultat mod en af nærmeste konkurrenter. Men det gik ikke vores vej og blev i stedet en kamp, hvor vi angrebsmæssigt ikke lykkedes og samtidig ikke kunne holde nullet i forsvaret. Så går det logisk nok galt.
Slidte ben og kommentarer
Det er derfor endnu vigtigere end før, som ofte før nævnt i disse spalter op til en kamp, at kampen mod Jammerbugt giver tre point som første led i den tretrinsraket op til vinterpausen, hvor Middelfart skal forsøge at opfylde delmålet om et gennemsnit på to point pr kamp. Når efteråret er færdigspillet, har de prøvede blå fodboldben spillet 16 kampe og almindelig hovedregning siger så, at pointtallet skal stå på 32.
Det kræver med udgangspunkt i de nuværende 24, at der mangler otte point – og der er ni tilbage at spille om. Det er selvfølgelig ikke nu, regnskabet skal gøres op, og slutspilsdeltagerne skal fordeles, men pointene bliver ikke billigere i det kolde forår. Her er der seks afsluttende runder i grundspillet, der sikkert skal spilles på diverse kunstgræsbaner og mod pointsultne, desperate mandskaber, der vil gøre fodboldlivet ekstra svært for enhver modstander.
Vi gled med nederlaget tilbage på fjerdepladsen, nu fem point efter Aarhus Fremad på førstepladsen, to efter Brabrand og en målscore efter AB, næste rundes modstander. Lidt værre er, at forhåndsfavoritterne fra Helsingør i østrækken kører lidt for godt i motoren og både vinder overbevisende og lidt heldigt på skift, men de er nu otte points foran Middelfart, når toppen af rækkerne sammenholdes.
Det kan blive en uoverstigelig forhindring, hvis de øger det forspring ret meget. Derfor er kampen mod Jammerbugt FC og de to næste så ekstremt vigtige. Det kan blive afgørende for motivationen, at der er noget realistisk at spille om i foråret, når den sure vintertræning venter.
Kendt modstander
Jammerbugt FC har vi stået overfor en del gange i de seneste sæsoner. Tidligere i dette efterår vandt Middelfart en fin 2-0 sejr oppe i Pandrup, hvor den udsatte kamp – i sin tid grundet fare for lynnedslag, hvor spillerbussen ellers var nået frem og måtte returnere til Fyn med det skuffede indhold – blev spillet en tirsdag aften.
Middelfart var i fuld kontrol kampen igennem og med fine mål på begge sider af pausen, 1-0 ved Martin Conley i 1. halvleg og 2-0 ved Kim Elgaard i 2. halvleg, viste de blå forskellen på de to hold på det tidspunkt. Jammerbugt FC havde en mindre god start på sæsonen, men er kommet godt efter det på det seneste, hvor de har bevæget sig med op i Top 6, seks point efter Middelfart. Vigtigt at øge afstanden til de lyseblå fra Blokhusegnen igen.
Jammerbugt FC er rykket fremad i de seneste runder med først imponerende 1-0 i Gladsaxe over AB og senest med 4-0 hjemme over FC Sydvest fra bundregionen. Jammerbugt FC har en udmærket udebanestatistik med kun ét nederlag i seks kampe, sejren over AB og hele fire gange uafgjort. Vendelboerne bliver ikke så nemt et bytte som sidst, de besøgte Middelfart. 1. juni i år blev det knusende 4-0 til hjemmeholdet på to mål af Søren Andreasen og et til hver fra Esben Petersen og Malthe Karsberg.
Jammerbugt FC besøgte også Middelfart i foråret 2018, hvor de snød os for sejren med en udligning til 1-1 på straffespark i kampens overtid – efter Casper Johansen, troede de fleste, med et mål to minutter før tid havde bragt Middelfart i vinderposition. Så advarslen er givet. Spinkle etmålsføringer er som altid en kamp uden afgørelse indtil dommerens sidste fløjt er lydt. Og Jammerbugt er kendt for at slås for hvert eneste point, så længe der er en mulighed.
Dommer Jonas Rossen fløjter opgøret i gang kl. 14.00.
Tekst: Leo Jensen