Når Middelfart løber på banen lørdag eftermiddag i Brabrand, er det med udsigt til den nok sværeste modstander i 2. divisions vestpulje lige nu. Brabrand ligger på en tredjeplads i puljen, ét point efter Middelfart, med en statistik, der siger 6 sejre, 5 uafgjorte og kun ét nederlag i 12 kampe. Middelfart har med sine 7 sejre og 3 uafgjorte og 2 nederlag samlet 24 point og er dermed to point fra topholdet Aarhus Fremad.
Når der tilføjes, at Brabrand er det mest scorende hold i puljen med 25 mål (Middelfart 21) og formstærke – har ikke tabt siden 24. august, hvor nedrykkerne fra Thisted vandt i Brabrand – antyder det, at Middelfart ikke i denne kamp behøver at føle sig specielt tynget af favoritværdigheden. De to klubber mødtes sidst den 21. september, hvor kampbulletinerne berettede om en kamp, hvor jyderne klogt udnyttede, at Middelfart ikke fik scoret yderligere på gode chancer og øget 1-0 føringen i 1. halvleg på Kim Elgaards flotte afslutning.
Brabrand udlignede efter en times spil og gjorde det, de er bedst til – skabe et resultat, når det ser sværest ud. Siden har de slået Jammerbugt hjemme, spillet en målløs uafgjort ude mod Næsby og vandt sidst suverænt 4-1 ude over FC Sydvest. Middelfart har haft en lignende serie med sejr ude over Dalum, uafgjort hjemme mod Ringkøbing og 2-0 sejren sidst over Vejgaard.
Middelfart oplevede i foråret, hvor holdene mødtes i slutspillet i Brabrand, at århusianerne ikke accepterer at have tabt, før dommeren fløjter sidste gang. Middelfart bragte sig foran 2-1 med et kvarter tilbage, og det lignede en lunende sejr i kampen for at nå toppen. Men med lidt hjælp af Middelfart og egen kampgejst kom Brabrand igen, udlignede og scorede sejrsmålet til 3-2 inde i tillægstiden og sendte et meget skuffet Middelfarthold hjem uden point og måske i realiteten ud af oprykningskampen.
Gør det ikke sværere end det er
Brabrand har gennem en årrække formået at skabe gode resultater med bl.a. flere oprykninger til 1. division uden for alvor at kunne bide sig fast i de højere luftlag. Brabrand IF, der foruden håndbold og badminton også har svømning og tennis på programmet, røg med deres fodboldhold i ekspresfart fra serie 2 til 2. division på fem sæsoner fra 1999 og allerede to år senere var de i 1. division, hvor de spillede sammen med AGF. Ned og op i 1. division igen med samme – og ned igen.
Brabrand havde også et kortere ophold i 1. division for et par sæsoner siden, men generelt har det været svært for klubben at stabilisere sig på et højere niveau end 2. division i den skygge, byens superligahold AGF, kaster over byens øvrige hold. Pt er det Aarhus Fremad og VSK Aarhus, der ligeledes boltrer sig i vestrækken.
Brabrand har med fornuftig brug af de sparsomme økonomiske midler stort set altid kunnet mønstre et hold, der med fiffige trænere, en enkel fodboldfilosofi, altid god fight og en trup med pæn kvalitet oftest spiller med i toppen af 2. division og altid er svære at slå. Og Brabrand har fra tid til anden haft en god 12. mand i banen, der er placeret på kanten af Brabrand sø og ofte bliver en stor udfordring, når det regner meget i perioder. Og det gør det jo i Danmark i oktober.
Om det er nok til at genopleve Middelfarts direktør, Søren Godskesens, udsagn i FS om, at han har oplevet ænder med fødderne i vand i midtercirklen på Brabrand Stadion, vil de næste dages nedbør afgøre. Eller var det en avisand? Middelfart prøvede i sidste weekend, hvordan en tung bane suger kræfterne og gør det foretrukne korte pasningsspil svært.
Der er hårdt brug for alle tre point i denne manddomsprøve for de blå fynboer, såvel i kampen for at holde fast i topholdet fra Fremad, som om muligt at slå et mindre hul i stillingen ned til Brabrand, der er farlige at have for tæt på, eftersom de næsten altid får et eller flere point.
Dommer Rasmus Nielsen fløjter op lørdag kl. 14.00.
Tekst: Leo Jensen