Middelfart Boldklub har en del at revanchere, når de lørdag løber på banen til kampen mod Vejgaard Boldspilklub. I det direkte møde er det revanchen fra sæsonens første kamp i Aalborg Øst, hvor Vejgaard har hjemmebane på det hyggelige stadion med det fiffige navn Soffy Road, der lokker. På Sofievej led Middelfart sæsonens første nederlag, da Vejgaard på fight og vilje vendte 0-1 ved pausen på Martin Conleys føringsmål til Middelfart til 3-1 og fryd på tribunen.
Det var et uventet nederlag til en forventet overkommelig modstander, der ramte de blå fynboer hårdt. Der findes ikke nemme kampe i 2. division, hvor alle hold er fysisk og taktisk godt skolede, så der kræves altid en 100 procent indsats i begge ender af banen, hvis sejren skal i hus. Det har igen ramt Middelfart i flere kampe i første halvdel af grundspillet, at vi ikke har kunnet gøre kampene færdige.
Gode perioder i kampene med mange oplagte målchancer har ofte ikke givet den betryggende føring, der har kunnet tåle en scoring fra modstanderne. Som i sidste runde mod et andet hold fra bundregionen, Ringkøbing IF, hvor en drømmestart med mål på første angreb ikke blev fulgt op, og da modstanderne så udlignede på et kludemål, faldt huset sammen. Sikkerhed og spildominans blev til usikkerhed og manglende styring af kampen. Det skal der også revancheres for.
Hjemme er trygt
Det har flere gange været påpeget i disse spalter, at hjemmebasen er grundlaget for succes i fodbold. Vinder man ikke sine hjemmekampe, bliver det ofte bøvlet, når der så bliver en række nøglekampe, der skal vindes på udebane. Middelfart har flere gange i efteråret haft muligheden for at lukke hullet op til førstepladsen, men bl.a. tre gange uafgjort på Middelfart Stadion har kostet dyrt.
Det har ud over Ringkøbing været kampene mod topholdene AB og Brabrand, som vi møder igen her i efteråret i de to resterende kampe på udebane, hvor der er tabt unødige og kostbare point. Det kræver som minimum, at der også hentes et point hos dem for at holde status quo, men samtidig er der andre hold, der kan lukrere på alle pointtab.
Det er f.eks. Helsingør fra østkredsen, som vi formodentlig skal møde i et slutspil, hvor den ene kamp mellem holdene, der er ifølge underlige turneringsregler, nærmest bliver en pokalfinale. Så forud for kampen mod Vejgaard, som vi én gang tidligere har mødt på Middelfart Stadion med en 4-0 sejr som resultat med bl.a. to mål af Casper Johansen, er der bare at sige: Det er kun en sejr, der tæller!!
Udsigterne til sejr
Når vi brummer lidt over resultatkrise i Middelfart, er det intet at sammenligne med Vejgaard, der var ubesejrede til og med 6. spillerunde. Dog kun med én sejr (2-1 ude over Ringkøbing) ud over den omtalte over Middelfart, men så er det gået rigtig galt siden. Fem turneringsnederlag på stribe, sidst 0-1 hjemme mod Dalum, har sendt nordjyderne ned blandt bundholdene. Et enkelt lyspunkt undervejs var pokalsejren over superliga næsten naboerne fra Hobro.
Den triumf blev næsten visket ud af Superliga tæt på naboerne fra AaB, der sendte Vejgaard ud i næste runde med knusende 6-0 og dermed viste forskellen på de to bedst placerede hold i byen. Så Vejgaard har ikke vundet siden slutningen af august og må være mærket af den stribe skuffelser.
Middelfart kan derfor ikke undgå endnu en gang at være superfavoritter og mærke tyngden af forventningerne. Men det må ikke være angsten for at skuffe og tabe, der driver de blå i lørdagens kamp. Det skal være glæden ved at spille fodbold og lysten til at vinde – og evnen til at score – der motiverer og er den primære drivkraft.
Alt omkring holdet og Middelfart Boldklub peger i den rigtige retning. Større opbakning, flere sponsorer, flere tilhængere – Middelfart Boldklub har udviklet sig til et markant sportsligt fyrtårn, der også lægges mærke til ude omkring trods placeringen i 2. division. Nu skal vi tage næste skridt på den opadgående linje, der har vist sig med forbedrede placeringer fra sæson til sæson. Det sidste skridt til toppen er svært, men ikke uopnåeligt. Det kræver sejre.
Dommer Allan Borgstrøm fløjter løjerne i gang kl. 14.00. Mød op og støt dit lokale hold.
Tekst: Leo Jensen