Fra gammel tid har vi været optaget af at undersøge værdien af, hvad vi beskæftiger os med. Guld og sølv har været meget brugte værdimålere og er også blevet det i al slags sport, ikke mindst fodbold, hvor vinderne løber med guldet. Tidligere brugte man en såkaldt prøvesten (engelsk: touchstone), der er en sort type flintesten, der kan afsløre værdien eller renheden af et stykke guld eller sølv.
Ved at sammenligne sporene på overfladen efter at have gnedet guldet mod prøvestenen, kunne man se om der var tale om rent guld eller noget blandingsmateriale, dvs. noget mindre værdifuldt. På samme måde måler vi et fodboldholds styrke ved at gnide det mod/spille mod de stærkeste og se resultatet. Det er disse topkampe, der oftest afgør, om et hold når guldet eller må nøjes med sølvet eller endnu mindre.
Seje Brabrand
Der er ingen grund til at opbygge en frygt overfor nogen hold i denne sæsons 2. division, pulje 2, men der er nogle prøvesten, der på forhånd virker mere udfordrende end andre. Brabrand IF er et hold, der ikke taber mange kampe over en sæson, og aldrig virker slået, selv om de måske er et par mål bagud. Senest vist i sidste weekend, hvor det ubesejrede tophold fra AB besøgte Brabrand og efter 1. halvleg førte 3-1. Brabrand hentede den føring og udlignede også til 4-4, da AB igen kom foran.
I sidste sæson sluttede Brabrand, der så sent som i sæsonen 2017-18 spillede i 1. division, som 3’er ét point efter oprykkerne. I den indbyrdes kamp i Aarhus i slutspillet mærkede Middelfart modstandernes evne til at komme igen. Da Søren Andreasen med sit andet mål et kvarter før tid bragte Middelfart foran og udeholdet lignede en vinder, slog Brabrand tilbage og udlignede og bankede sømmet i kisten inde i overtiden til 3-2. Det var et hårdt tilbageslag og den nye cheftræner Jes Bekkes første nederlag.
I denne sæson har Brabrand samlet 15 point med fire sejre og tre uafgjorte – og kun ét nederlag, 1-2 hjemme mod Thisted FC for en lille måned siden. Gennem de seneste ni år har de to hold mødt hinanden 11 gange, og Brabrand har vundet seks gange, heraf de tre seneste kampe. Middelfart har vundet tre, senest 3-1 i 2015, hvor Casper Johansen scorede to af målene.
En ny kamp
Det var en kedelig streg i regningen, at Middelfart i sidste weekend leverede en kollektiv offday mod det aktuelle tophold, Aarhus Fremad. På en dag, hvor resultaterne ellers gik Middelfarts vej, bortset fra vores eget, fik århusianerne mulighed for at bruge deres bedste våben, omstillinger og standardbolde, på bedste vis. Et mislykket afspil efter et hjørnespark betød 0-1 lige før pausen og da Middelfart satsede hårdt sidst i kampen for om muligt at hente et enkelt point, udnyttede Fremad presset til at score igen lige før slutfløjtet.
En ikke ufortjent sejr til hjemmeholdet eftersom Middelfart ikke formåede at skabe chancer og score, som er fodboldens vigtigste detalje. En dag, hvor afleveringerne ikke sad i skabet, men alle mulige andre ubrugelige steder. Heldigvis betød resultaterne, at vi ikke kom længere end tre point bagud i forhold til førstepladsen i både øst- og vestpuljen, hvor FC Helsingør og Aarhus Fremad troner med hver 19 point. Det kan selvfølgelig hentes med gode, stabile resultater – og vigtigt, at vi starter en ny sejrsrække med at vinde over Brabrand.
De to hold over os, Aarhus Fremad og AB, skal henholdsvis møde Vejgaard på Soffy Road i Aalborg, hvor mange hold har mødt uventet hård modstand, og AB har hjemmebane mod rækkens bundhold fra Ringkøbing. Så det er vigtigt at holde trit med toppen og her tæller sejre mest. Og til sidst et lille fif – for som nævnt i indledningen er Brabrand gode til at komme tilbage i kampene – så det er klogt at score på sine chancer tidligt i kampen, ellers er de fiffige århusianere fra kanten af Brabrand Sø klar med et modkup.
Dommer Stefan Fyhn blæser første gang i fløjten kl. 14.00.
Tekst: Leo Jensen