.. dog ikke helt endnu. Finalen i Sydbank Pokalen 2019-20 spilles først til næste forår, når der er fundet frem til de sidste to klubber i det lange knock out forløb, der startede ude i lokalunionerne sidste forår. Foreløbig er vi nået til 2. runde i den landsdækkende pokalturnering, hvor Middelfart som 2. divisionshold indtrådte i 1. runde, der blev spillet i starten af august.
Her vandt vi efter en lang aften på Sydfyn over Svendborg/Oures tophold i DS. Sejrsmål til 1-0 i 2. halvleg af den forlængede spilletid på Rasmus Finks hammer op i krogen fra en position lidt uden for feltet. Målet er senere gået videre i konkurrencen om årets pokalmål.
Middelfarts modstander sent tirsdag eftermiddag og aften er Skive IK fra 1. division/NordicBet Ligaen. Et fornyet bekendtskab med sidste sæsons tophold og vinder af Oprykningsspillet til 1. division, hvor skibonitterne returnerede til den næstbedste række efter kun én sæson i 2. division. Kampen mod Skive var sæsonens sidste kamp og Middelfart markerede med 4-1 sejren, at de ikke var sat helt af i toppen, selv om Skive og Kolding havde sikret sig de to vigtige pladser i elevatoren.
Pokalkampe er noget andet
Pokalkampene, der kommer også en 3. runde her i efteråret, betyder et lille afbræk i rækken af vigtige turneringskampe og bliver af nogle hold benyttet som et lille pusterum, hvor truppens bredde kan afprøves. Det kan være farligt i mødet med de mindre hold, for hvem pokalkampen mod et stort klubnavn kan være årets kamp og den, der snakkes om i klubhuset, når sæsonen evalueres.
Det første Superligahold er røget i svinget. Det skete, da Hobro gæstede Soffy Road og Vejgaard og mødte et hold, der bare ville vinde over storfavoritterne. Middelfart prøvede samme tur i sæsonens første kamp, hvor en tidlig føring i 1. halvleg endte med et smerteligt nederlag på Sofievej. Det vil være ’århundredets’ overraskelse, hvis store AGF, Danmarks mest vindende pokalhold med ni titler, bliver sendt hjem med Ærøfærgen og et nederlag til lille Marstal/Rise fra Fynsserien onsdag aften.
Der er ikke samme udtalte favoritværdighed over kampen i Middelfart, hvor den lille forskel i divisionsstatus nok opvejes af hjemmebane til Middelfart. Vi kommer fra en forrygende uge med tre sejre, ni point og 8-1 i målscore over velrenommerede hold som FC Sydvest, Jammerbugt FC, begge på udebane, og Thisted FC på hjemligt græs. Det var en flot, flot 2. halvleg af de blå, der i lørdags sendte thyboerne hjem med de meget klare cifre 5-1.
Hvem kan vi så møde
Noget af det farligste i fodbold er at glemme her og nu opgaven og begynde at drømme sig frem mod de kommende kampe. Men forestiller vi os, at det lykkes at slå Skive igen – og hvorfor ikke – så er der visse muligheder for en speciel oplevelse på Middelfart Stadion en 3. runde kamp, hvor de seks øverste fra sidste års Superligamesterspil indtræder i turneringen.
Det er de forsvarende mestre fra FC København, det aktuelle førerhold FC Midtjylland, bronzevinderne fra Esbjerg, Brøndby, FC Nordsjælland og det lokale Superligahold, OB, der kunne være attraktive modstandere hjemme i skoven. Følgende hold har sikret adgang allerede: VSK Aarhus, Viby IF, Otterup, Vejgaard, Hillerød, HIK, Nykøbing FC, FC Roskilde, HB Køge, Vanløse, Marienlyst, FC Fredericia, Avarta, Silkeborg IF, AC Horsens, AB, Randers FC og Sønderjyske.
Dertil kommer de seks resterende kampe ud over ’Thrilleren på Ærø’, hvor Varde møder Thisted, B1908 møder Hvidovre, FC Sønderborg tager imod Viborg, og Vendsyssel og Vejle tager en Superliganedrykkerduel tirsdag. Onsdag er der lokalopgør ved Limfjorden mellem Nørresundby og AaB, der nok skal tiltrække nogle tilskuere nordenfjords, og Fremad Amager møder Lyngby i hulen i Sundby.
Det er muligt, at de to trænere vælger at prøve andre opstillinger af, end der skal bruges i næste weekends hårde turneringskampe, hvor Skive allerede fredag møder 1. divisions tophold, FC Fredericia, hjemme på Hancock Arena. Middelfart skal som bekendt en tur til Smilets by, Aarhus, og spændende at se hvem der smiler bredest efter topopgøret lørdag på Riisvangen Stadion, hvor nr. 3, Aarhus Fremad, tager mod nr. 2, Middelfart. Holdene står helt lige forud for kampen med hver 16 point og plus 10 i målforskel.
Men tirsdag gælder det pokalfodbold. Og næsten helt de samme regler som i turneringen, bortset fra at kampen ikke kan slutte uafgjort. Så der startes allerede kl. 17.00 af hensyn til, at der helst stadig skal være lyst, hvis kampen går ud i forlænget spilletid og måske skal afsluttes med en test i evnen til at score på straffespark.
Dommer i kampen er Sandi Putros, der fløjter op til pokaldyst kl. 17.00.
Tekst: Leo Jensen