Det var en af de meget vigtige sejre, Middelfart Boldklub hev i land mod VSK Aarhus i sæsonens første hjemmekamp som optakt til en travl uge, hvor turneringen skal på ’blå’ skinner. Sejren på 2-1 efter to flotte mål fra Middelfart var for lille målt på chancefordelingen i kampen, men det allervigtigste, sejren og de tre point, har stor betydning for udgangspunktet i de kommende kampe.
Det bliver nok ikke denne kamp, der huskes, hvis sæsonen ender med en placering i toppen. Der var heller ikke så mange til at huske, da kun godt 200 tilskuere havde valgt Middelfart Stadion denne våde dag. Dertil var der for langt mellem de mindeværdige øjeblikke. Men sejren betød, at Middelfart på trods af en kamp i baghånden – grundet den aflyste kamp i sidste weekend – kom op og fik kontakt med midterfeltet i 2. divisions pulje 2. Så nu ligger vejen åben i de næste kampe til at hægte sig på den absolutte top.
Et wake up call
Middelfart stillede op i følgende formation: Casper Radza på mål. Forsvarslinjen hed Nikolaj Hagelskjær, Niclas Vemmelund, Kristoffer Gjetterman og Niclas Nymand afløste Peter Jul Nielsen på venstre back i forhold til opstillingen mod Vejgaard. Midt på var det omdrejningspunktet Lasse Thomsen og Martin Conley med Peter Kristensen og Kim Elgaard på kanterne. Helt fremme lå Casper Johansen og Søren Andreasen.
Middelfart gik frem på banen fra start og Søren Andreasen varslede en kamp med mål i, da han efter kun seks minutter fik et oplæg fra Peter Kristensen og hamrede bolden på opstanderen til højre for VSKs keeper. Tre minutter senere havde Peter Kristensen et nyt indløb fra fløjen og lagde bolden til Casper Johansen, der skød snært forbi.
Ingen rigtige bud på et mål fra VSK, så det var lidt af et chok, da de rødklædtes Nick Drachmann i det 11. minut fik for meget plads og med et lettere afrettet skud passerede en strandet Casper Radza til 0-1. Det viste sig så faktisk at være mere eller mindre det eneste farlige skud inden for Radzas målramme i kampen. Det virkede som lidt af et wake up call for Middelfart, der flyttede spillet længere frem og pressede århusianerne tilbage foran eget felt. Her stod de massivt og headede og sparkede væk.
Men der skulle et godt initiativ fra højre backen Nikolaj Hagelskjær i det 21. minut til at bryde dødvandet. I et indløb mod feltet blev han stukket i det rigtige øjeblik, driblede sig fri af to modstandere og hamrede bolden ind til 1-1 fra en position uden for feltet. Det løftede tydeligt stemningen på holdet og der var flere bud efter et føringsmål, hvor Martin Conley og Søren Andreasen var tættest på efter gode indlæg omkring den halve time.
Det lignede uafgjort ved pausen, indtil Niclas Nymand i det 43. minut lagde en hård og præcis bold ned gennem forsvaret til Kim Elgaard i fremløb. Elgaard tog bolden til sig, rundede en forsvarer og hamrede en flot scoring ind til 2-1 og det perfekte udgangspunkt for en pausesnak.
Så spark den dog ind
I 2. halvleg begyndte det hele lidt afventende. Middelfart havde deres føring på plads og afventede, hvad VSK ville byde ind med. VSK, der i første runde lavede fire mål i Thisted, havde dog utroligt svært ved at skabe noget og sætte tempo, og Radza ryddede godt op i de høje indlæg i 2. halvleg. Middelfart var tættest på noget, der lignede chancer, men afleveringerne lå ikke helt, hvor de skulle, og angriberne var ikke skarpe nok på det, der lignede noget.
Træner Jes Bekke lavede en frisk indskiftning, da han satte en angriber mere på banen efter 69 minutter. Kristian Weber kom ind i stedet for Martin Conley og syv minutter efter byttede han Søren Andreasen ud med Esben Petersen, men det var faktisk forsvareren Hagelskjær, der vandt dagens interne Man of the Match – Kim Elgaard vandt publikumsprisen – der var tættest på i et par situationer.
Men der blev noteret adskillige gode tilbud i det sidste kvarter, hvor VSK prøvede et sidste desperat forsøg på at fremtvinge en udligning og derved åbnede lidt i det ellers tætte forsvar. Esben Petersen lagde nogle bolde ind, men skarpheden foran mål manglede stadig. Den nye mand i truppen, Lucas Møller Jensen, afløste kaptajnen Casper Johansen i de sidste små ti minutter og var med i en enkelt chance til sidst. Kampuret løb ud og jublen var synlig, da der blev fløjtet af og de tre point var sat på bogen.
Det holdt nogenlunde tørt under kampen og solen lod sig også se, men få minutter efter slutfløjtet og under sejrssangen kom der noget, som TV vejrfolket nok ville kalde skybrud, der jog publikum hjem. Middelfart glædede sig over sejren og mandag starter forberedelserne til næste kamp, lokalopgøret onsdag ude mod Næsby.
Her skal Middelfart have fundet det røde udebanetøj frem sammen med støvlerne med mål i, for oprykkerne er nok meget sultne efter en sejr, da i dagens kamp og i overtiden smed en tomålsføring mod Vejgaard, der stadig er ubesejrede. Og allerede lørdag er der igen kamp på Middelfart Stadion, hvor AB kommer på besøg.
Tekst: Leo Jensen