Middelfart Boldklub og Kristoffer Gjettermann er blevet enige om en kontraktforlængelse, et halvt år inden den nuværende kontrakt udløber.
Kristoffer Gjettermann er Middelfart-dreng og har med undtagelse af en kort afstikker til AC Horsens (ungdom) og FC Skanderborg (senior), altid spillet i Middelfart.
Gjettermann er en stærk forsvarsspiller, som gør sig bedst i det centrale forsvar, men som også har vikarieret på venstre back, og den defensive midtbane.
-”Gjettermann er Middelfart-dreng med stort M, og i sit daglige virke som ejendomsmægler i byen, er han et kendt ansigt i bybilledet. At forlænge kontrakten med en ægte Middelfarter som Gjettermann har været en stor prioritet for os, for at sikre det lokale islæt på holdet. At han så samtidig er en dygtig fodboldspiller og en stærk personlighed i omklædningsrummet, gør kun glæden over den nye aftale meget større”, udtaler direktør Søren Godskesen om kontraktforlængelsen.
-”Det har hele tiden været min første prioritet at forsætte i Middelfart Boldklub. Jeg har været med siden opstarten af dette projekt i 2015, og jeg vil rigtigt gerne være med til at flytte projektet endnu længere. Jeg har spillet fodbold i Middelfart i mange år, og jeg nyder virkelig at komme i klubben. Truppen til den kommende sæson ser stærk og konkurrencedygtig ud, så jeg glæder mig bare til at komme i gang, og forhåbentlig hente en masse point til Middelfart i de kommende år”, udtaler Kristoffer Gjettermann om sin nye kontrakt.
Kontrakten mellem Middelfart Boldklub og Kristoffer Gjettermann udløber nu 30. juni 2021.
Yderligere oplysninger:
Søren Godskesen, tlf. 20129858