Pinsen byder på en tur over broen for Middelfarts fodboldhelte. Næstsidste tur i karussellen bliver udekampen i Kolding, hvor Middelfart kan blive bidragyder til en fest eller måske stikke en kæp i lykkehjulet. Stillingen i Oprykningsspillet viser, at Skive er sikre vindere af rækken og dermed har formået at forvandle sidste års nedrykning til et nyt ophold i 1. division på kortest mulig tid.
Den anden nedrykker fra sidste sæson, Brabrand, er helt afhængige af, om Middelfart kan vinde over storfavoritten til den anden oprykningsplads, Kolding IF. Scenariet er ganske kort, at Kolding har to matchbolde og reelt kun mangler én sejr for at være sikre på oprykning grundet en meget fin målforskel.
Lykkes det ikke mod Middelfart, er der i sidste runde en ny chance mod Jammerbugt FC. Spændingen forudsætter, at Brabrand vinder begge deres resterende kampe, mod Jammerbugt FC hjemme på mandag og i sidste runde ude over HIK. Taber Brabrand deres næste kamp, er Kolding i realiteten rykket op uanset deres eget resultat.
Vi havde håbet
Middelfart kan se tilbage på en sæson, hvor det allerede i starten af turneringen i grundspillet i Pulje 2 haltede lidt med bl.a. flere nederlag på hjemmebane. Selv om det midt på efteråret lykkedes at erobre førstepladsen i Pulje 2, var der en mindre pointforskel i sammenligningen med topstillingen i Pulje 1. I vinterpausen var forskellen dog på overskuelige 4 point til toppen og Kolding IF.
I de seks afsluttende grundspilskampe nåede vi halvdelen af de 18 point, der blev spillet om, og forskellen fra Middelfart på 4. pladsen til Kolding på 2. pladsen og oprykningsstregen i slutspillet, der startede medio april, var dermed 6 point. Skive og Kolding har holdt en fin stabilitet og øget forskellen til Middelfart gennem de første 9 kampe.
Brabrand er også rykket fra os, primært grundet den uheldige kamp deroppe, hvor en 2-1 føring til Middelfart mindre end ti minutter før tid endte med 2-3. De tre point sammen med lidt andet pointspild undervejs definerer forskellen på den 4. plads, vi med stor sikkerhed ender på, og spænding frem til sidste spilledag.
En lokal prestigekamp
De to hold har ikke mødt hinanden i en turneringskamp siden starten af oktober 2017 i Kolding, hvor Middelfart førte 1-0 på et mål af Søren Andreasen, og havde chancer til flere mål, indtil ti minutter før tid og endte med at tabe 2-1 på et selvmål til sidst. En måned tidligere havde Middelfart hjemme vundet 2-0 på mål af Søren Andreasen og Martin Hedeager.
Holdene mødtes i en træningskamp for ca. tre måneder siden, hvor Middelfart vandt. Historisk set vandt Kolding begge kampe i efteråret 2016 og Middelfart begge kampe et år tidligere. Så resultatmæssigt er holdene nogenlunde lige i den indbyrdes stilling. Hvem vinder så 2. pinsedag, hvor kampen er uendelig meget vigtigere for Kolding. Uafgjort kan både betyde oprykningsfest eller krav om en sejr i sidste runde for hjemmeholdet.
Spørgsmålet er, om motivationen bliver den afgørende faktor i kampen mellem næsten naboerne. Det vil være herligt at drille Kolding her til sidst og give lidt ekstra i kassen med lokalprestige. Kendskabet spillerne imellem, hvor flere har en historie i begge klubber, kampens betydning for Kolding og tilskuertallet bør kunne sætte Middelfart op til kampen og måske vise, at forskellen til toppen ikke er så stor, selv om det ikke blev i år, der skulle festes i Middelfart.
En ny sæson venter
Slutresultatet, en 4. plads, hvis ikke Brabrands forspring på fem point bliver ædt her til sidst, er stadigvæk Middelfarts bedste placering i ’nyere’ fodboldhistorie. Det skal vi huske, hvis vi hænger lidt med hovederne over den glippede oprykning, og måske svarer placeringen til holdets reelle styrke. Tabellen lyver jo (næsten) aldrig og vi satte måske overliggeren lidt højt.
Der er noget at arbejde med, både når træningen starter igen i anden uge i juli og i den ’fodboldfrie’ periode indtil da, hvor der skal aftaler på plads med en konkurrencedygtig trup, staben omkring den og alt det andet i klub med ambitioner.
Middelfart bliver nok placeret i 2. divisions vestpulje til efteråret ud fra den sandsynlige slutstilling i Kvalifikationsrækken, hvorfra sandsynligvis fire vesthold rykker ned i DS. Der rykker to vesthold op og kommer ét ned, Thisted, fra 1. division, og to vesthold op fra DS. Den fynske repræsentation bliver på tre eller fire hold. Middelfart og Dalum er sikre, hvor TPI hænger med det yderste af neglene, Marienlyst er rykket ned og oprykkeren fra DS bliver Næsby eller SfB/Oure.
Kampen på Autocentralen Park i Kolding fløjtes op kl. 14.00 af dommer Jonas Bøgelund, der også dømte vores kamp mod AB i onsdags.
Tekst: Leo Jensen