Når slutspillet i de kommende runder er nået halvvejs gennem de i alt 11 runder, vil fristelsen være stor til at begynde at opstille regnestykker for mulige slutstillinger. Hvilke kampe er nøglekampe, hvor er de sikre point, hvor skal vi håbe på, at modstanderne snubler og dermed øger chancerne for ens eget hold. De regnestykker holder (næsten) aldrig, og der vil altid være overraskelser, sensationer og andet godt og skidt, der griber forstyrrende ind.
Havde man inden sæsonen kunnet kigge i krystalkuglen og få at vide, at et hold ville gå gennem årets Premier League med kun ét nederlag i 38 kampe og ramme snublende tæt på 100 point, ville fristelsen til at spille et større beløb på det hold som suveræn mester nok være meget stor. Men nej, der var selvfølgelig lige et hold, der nappede et point mere undervejs og løb med det hele. Titlen blev endeligt afgjort i sidste runde, men et helt specielt sted undervejs i turneringen kunne det måske have gået anderledes.
Tid: 3. januar. Sted: Etihad i Manchester. City mod Liverpool. Liverpool førte Premier League med syv point – bemærk syv point er afstanden pt for Middelfart op til stregen – foran City. City scorede først og sidst og vandt 2-1, men efter 18 minutter kunne en situation have skabt en helt anden kamp. Liverpools Sadio Mane ramte stolpen, Citys John Stones sparkede væk, ramte sin målmand og bolden var på vej i mål.
I anden omgang reddede Stones på linjen og målfoto viser, at bolden var 11,7 mm fra at krydse linjen og dermed tælle som mål. 11,7 mm er ni gennemsnitlige sandkorn lagt ved siden af hinanden eller størrelsen på en hovedpinetablet! Forestiller man sig, at Liverpool havde scoret og vundet, havde de skabt et forspring på 10 point, givet City hovedpine og nok være stukket af i toppen. Nu tabte de i stedet sæsonens eneste kamp, forspringet var reduceret til spinkle fire point og City lugtede blod. Blev mesterskabet afgjort der med 11,7 mm unøjagtighed?
En thriller i Tingbjerg
I slutspillets femte runde skal Middelfart lørdag for anden gang i sæsonen til Tingbjerg Ground og møde Brønshøj Boldklub. Hvepsene, der har tilnavnet efter deres gul-sorte kamptrøje, har mottoet ’Divisionsfodbold siden 1945’ som en understregning af klubbens stolte historie. Ingen titler eller store pokaler gennem mange år, men i guldalderårene i firserne med bl.a. senere europamester Kent Nielsen på holdet nåede hvepsene en femteplads i den bedste række.
I den forgangne uge har Brønshøj fejret 100 året for klubbens stiftelse 15. maj 1919 og har mindedes starten med omklædning i et stort kloakrør (ikke i brug som sådant), kommunen havde glemt. I dag har klubben flotte faciliteter og en af Københavns største ungdomsafdelinger i Tingbjerg Idrætspark, hvor kampbanen også ligger.
Da de to hold mødtes i oktober på den bane, lå de nr. 1 og 2 med to point i Middelfarts favør. Det blev til tre vigtige point til Middelfart efter en 2-1 sejr. En tidlig blå scoring på frispark ved Kim Elgaard blev hurtigt udlignet, inden Søren Andreasen scorede sejrsmålet kort før pausen. Det var Middelfarts første sejr på banen i udkanten af Utterslev Mose, hvor vi havde været et par gange før uden succes.
I september mødtes holdene i Middelfart, hvor hjemmeholdet vandt 3-1 på mål af Sebastian Dalgaard, Søren Andreasen og Malthe Karsberg. Siden sidste kamp mellem to tophold har stillingen ændret sig noget. Middelfart jagter toppen i Oprykningsspillet fra en aktuel 4. plads og 7 point efter, mens Brønshøjs sæson mere eller mindre er slut, eftersom de på 8. pladsen er 14 point fra oprykningen. Det forhindrer dem selvfølgelig ikke i at prøve at stikke en kæp i hjulet på topholdene, hvis muligheden kommer og hjemme stikker hvepsene altid.
Travlt program forude
Brønshøj har to sejre i slutspillet, begge hjemme med 3-1 over FC Jammerbugt og i sidste weekend 4-2 over bundholdet Ringkøbing. Indimellem var der to klare nederlag i Jylland, 0-3 mod Aarhus Fremad og 0-5 mod Kolding. Så spørgsmålet er om Middelfart kan hente tre livsvigtige point – hvis oprykningshåbet skal holdes i live – på en bane, hvor der altid er liv og glade dage med højlydte fanfraktioner med fantasifulde navne som Drunken Army med flere.
For Middelfart gælder det om at tage én kamp ad gangen og koncentrere sig om at vinde den. Vi går nu ind i en måske afgørende ’engelsk’ uge med tre meget vigtige kampe. Onsdag 22/5 møder vi hjemme Aarhus Fremad og næste lørdag, 25. maj, gælder det en af Brønshøjs naboklubber, Vanløse, på udebane.
I denne runde er der også andre kampe af vigtighed for Middelfart. To timer før Middelfart løber på banen, starter et interessant opgør i Aarhus, hvor rækkens nr. 5 og Middelfarts næste modstander, Fremad, har besøg af Kolding, der lige nu sidder tungt på andenpladsen. Længere nordpå ser topholdet Skive ud til at have en overkommelig opgave hjemme mod Ringkøbing, mens nr. 3, Brabrand, venter til søndag, hvor de ude møder AB.
Dommer Mostafa Seyfi fløjter opgøret på Tingbjerg Ground i gang kl. 15.00.
Tekst: Leo Jensen