Denne uges overskrifter har bl.a. handlet om politik og fodbold. Det gør de så tit, men det specielle denne gang var, at der er udskrevet valg til Folketinget onsdag den 5. juni. Den dag/aften får Middelfart besøg af AB og vi ved selvfølgelig ikke endnu, hvor vigtig den kamp er for topslaget i Oprykningsrækken. Men det er den tredjesidste runde, så mon ikke situationen er tilspidset der. Det håber vi da og at Middelfart er en del af den situation.
Tilspidset vil situationen også være Grundlovsdag for en række politikere og politiske partier, der får deres tilværelse afgjort i spillet om den politiske magt i Danmark de næste 3-4 år. Kommer de ind, er de en del af et muligt regeringsflertal osv. Politik er det muliges kunst, har en erfaren politiker og taktiker engang sagt, og så var resultaterne i Liverpool tirsdag og Amsterdam onsdag aften vel det umuliges kunst i det vigtigste ikke-vigtige, man kan foretage sig.
Når Liverpool vender skræmmende 0-3 og et ’sikkert’ farvel til finalen til 4-0 i en Champions League semifinale mod de suveræne spanske mestre, Barcelona, der flaksede forvirrede rundt, ser vi noget meget sjældent og lægger derfor mærke til det. Når Tottenham på udebane er samlet 0-3 nede ved halvleg og vender det til en sejr i overtidens sidste sekunder over et velspillende Ajax hold, der tabte både tråden og sutten, er det noget helt specielt og viser, at der altid er håb for den, der bærer troen i sit hjerte.
Der er sikkert også en del politikere med dårlige meningsmålinger, der hænger sig i de resultater og får nyt håb om en sejr på valgdagen i juni. Nogle har allerede ytret sig og sammenlignet. Og for alverdens fodboldhold var det to fantastiske lektier i at aldrig give op. Der er altid et lille lys for enden af tunnelen – og det er heldigvis ikke altid et modkørende tog, som sangeren og fodboldelskeren Johnny Madsen udtrykker det.
2-3 og hvad så
Det var med hængende hoveder, Middelfarts spillere, ledere og tilhængere forlod Brabrand i sidste runde efter at have lavet en lille Ajax og have sat en ’sikker’ 2-1 føring mindre end ti minutter før tid over styr, indkassere to tossede mål og helt unødvendigt tabe en kamp, vi troede, der var hjemme. Det kostede tre vigtige point og en fornuftig stilling i forhold til holdene over stregen. Nu er der meget langt til oprykningspladserne og nogen vil sikkert sige, at der skal mere end en ’Liverpool’ til for at hente mankoen på syv point med kun otte kampe tilbage.
Nu er den gode indledning med to sejre i slutspillet i første omgang sat over styr og kampen for at komme tilbage i topstriden begynder på lørdag mod HIK. Nu skal holdet vise rygrad og vilje til at ryste nederlaget af sig og tro på, at med en sejrsrække fra nu af kan det lade sig gøre at nærme sig oprykningspladserne igen. Uden en sejr over HIK vil sæsonens store mål allerede være tabt af syne og resten af foråret bliver en række lidt ligegyldige placeringskampe.
Det er vigtigt ikke at tabe troen på egne evner. Alle hold taber kampe, de ikke burde eller forventer, men modsat får mange hold også uventede sejre, der bliver til på baggrund af viljen til vinde. Indtil næstsidste runde – 2. pinsedag i Kolding – skal Middelfart herfra møde hold, der mere eller mindre er sat af i kampen om oprykning. Så der bør den ekstra motivation og vilje give en afgørende fordel, hvis den kan mobiliseres – og fejlene minimeres.
Nu starter vi igen
Kampen og resultatet mod Brabrand var nemlig kun et produkt af egne fejl – og tre af dem i samme kamp, der gav mål til modstanderne, er hårde odds at overvinde. Middelfart producerede flere egne målchancer i den kamp end i alle forudgående kampe i foråret tilsammen. En dygtig jysk målmand, lidt uheld og manglende kynisme forhindrede en sikker føring tidligere i kampen – og så er en etmåls føring altid et spinkelt forspring.
For en måned siden stod Middelfart også ved en korsvej. En håbløs indsats og et stort nederlag betød en ny start med en ny træner og HIK var første modstander. I kampen på skrækudebanen i Gentofte viste Middelfart den kampånd og vilje, der skal bære projektet videre. Første sejr nogensinde på den frygtede bane, et clean sheet og en dybt koncentreret indsats viste vejen i en kamp med få chancer – og vi var igen kørende og klar til slutspillet.
Nu gælder det så HIK igen. Hellerupmandskabet har ikke så meget at spille for i bunden af rækken, men har efter en snitter på 4-0 i Skive i første runde hentet to uafgjorte på hjemmebane. Imponerende 2-2 mod topholdet Kolding blev fulgt op af en ny 2-2 mod Aarhus Fremad, Middelfarts nærmeste forfølgere, efter at HIK havde ført 2-0 og blev hentet i overtiden. Pæne resultater, men det må altså ikke stoppe Middelfart.
Dommer Morten Bertelsen passer fløjten i kampen lørdag på Middelfart Stadion, der starter kl. 14.00.
Tekst: Leo Jensen