Lørdag eftermiddag i det sydlige Aarhus tæt på Brabrand Sø oplevede de tilstedeværende virkelig det danske forårsvejrs påståede charmerende omskiftelighed kombineret med fodboldens charme, når den gør mest ondt. Solskin og haglbyger vekslede ligesom føringerne på måltavlen, men til sidst stod de på dagen rødklædte Middelfartfolk tilbage uden point og med et tomt blik i øjnene. Alt lå på den flade til tre point mere i sækken – indtil, ja hvad skete der.
Alt tegnede fint fra start. Tørvejr, sol, en flot og veltrimmet bane og taktikken var klar mod det normalt solide Brabrand hold, der ikke så nemt lader sig løbe over ende. Så satte det ind med hagl under opvarmningen, men det klarede op, da dommeren fløjtede i gang. Det var videomand John Conley vist glad for, højt placeret med kameraet på klubhusets tag og udsat for vejrets rasen.
Middelfart havde på dagen et par ændringer ift til sidst. Forsvaret var uændret med Casper Radza mellem stængerne og kvartetten Nikolaj Hagelskjær, Niclas Vemmelund, Kristoffer Gjettermann og Peter Jul Nielsen som bagkæde. Denne gang startede Kim Elgaard på midten sammen med Lasse Thomsen og på kanterne var der genvalg til Peter Kristensen og Esben Petersen. Fremme havde Casper Johansen igen selskab af Søren Andreasen fra start.
Ensrettet trafik
Middelfart satte sig fra start på spillet mod et hjemmehold, der blev presset tilbage på egen halvdel. Efter et lille kvarter havde Casper Johansen et godt forsøg fra kanten af feltet, der gik snært uden om. I det 17. minut kom så varslet om en dag, hvor der ville blive delt milde gaver ud til værterne. Et Brabrandhjørne passerede gennem hele forsvaret og pressede Radza ud i en desperat halvklaring ved bagerste stolpe. Lige ud i fødderne på en blå modstander, der ikke blev presset af Middelfartforsvaret. De kolde kendsgerninger var nu 0-1.
Det blev signalet til en blå, på dagen klædt i rødt udebanedress, dominans, hvor angreb efter angreb skyllede frem mod det jyske mål. Casper Johansen havde et frispark tæt på stolpen, Kim Elgaard var helt fri og alene med målmanden, der værgede godt for sig i hele kampen, Søren Andreasen var fri på kanten af feltet og flere kunne nævnes. Brabrand havde højst en halv chance undervejs og spillede meget på fysikken. Sidst i halvlegen fik Kim Elgaard et skrub over skinnebenet og måtte lade sig erstatte med Martin Conley, der kom ind på sin vante plads.
Så ventede de trofaste Middelfartfolk på volden ved klubhuset på nye muligheder i 2. halvleg. Det måtte da komme. Straks i første minut efter pausen varslede Søren Andreasen, at han havde fået skudstøvlerne rigtigt på. En firsttimer på en tværaflevering strøg lige over. Ti minutter senere var der så fuld valuta. Peter Kristensen blev spillet i medløb på højrekanten og passerede sin direkte modstander, kom til baglinjen og lagde bolden perfekt ind i banen til Søren Andreasen, der pandede udligningen til 1-1 ind.
Nu skinnede solen for alvor over Brabrand og Middelfart holdt godt fast i bolden og skruede tempoet op. Casper Johansen havde et nærgående forsøg efter 64 min. Den ensrettede trafik fortsatte og hjemmeholdet blev holdt i en skruestik. Tilskuerne fra Lillebælts bredder snakkede om forårets hidtil bedste indsats fra Middelfarts side og spørgsmålet var næsten kun, hvornår der igen blev scoret. Esben Petersen gik ud og ind kom Malthe Karsberg efter 71 min.
Efter 75 minutter kom føringsmålet efter en mønsterværdig omstilling. Bolden spillet op til midterlinjen fra egen forsvarszone. Casper Johansen satte tempo og lagde bolden i det rigtige øjeblik til Peter Kristensen på venstre kant. Bolden blev presset yderligere frem og bolden blev millimeterpræcist lagt til Søren Andreasen på kanten af feltet, midt for målet, og han sparkede med største selvfølgelighed bolden fladt ind i det lange hjørne til 2-1.
Hvad skete der
Søren Andreasen lignede en matchwinner, Middelfart lignede en vinder – og det var nødvendigt, for topholdene Skive og Kolding var også i vinderpositioner. Middelfart holdt grebet om Brabrand lidt endnu, men helt uforståeligt krakelerede det hele så efter 82 minutter. Løs opdækning i højresiden, en tilfældig bold ind i feltet, hvor ingen sansede at dække Brabrands angriber tættest på Radzas mål. Resultat: Masser af tid og frit skud til 2-2. En knusende skuffelse, men der kunne vel reddes noget endnu.
Det skulle kun blive værre og i kampens overtid resulterede en ny situation med fraværende og ukoncentreret forsvarspil i frit skud fra kanten af feltet og værs’go. 2-3 og alt foræret til Brabrand i kampens sidste halve snes minutter og et forfærdeligt nederlag set på baggrund af indsatsen i de første godt 80 minutter.
Hvad skete der egentlig? Alle var naturligvis kede af det og forstenede. En ’sikker’ sejr over en vanskelig modstander, der ikke viste så voldsomt meget, men takkede for gaverne, blev forvandlet til et håbløst nederlag og nu syv point op til stregen.
Her er det, sportsreferaterne plejer at sige ’op på hesten igen’. Det er ikke så meget bevendt i fodbold. Nu er der så to andre muligheder:
Trække på skuldrene og mene, at det hele er slut og oprykningen er for langt væk med otte kampe til at hente syv point.
ELLER: Knytte næverne og hvisle, nej fandme, vi kommer igen, og de skal ikke vide sig sikre. Middelfart er stadig med – og det her sker ikke igen. Nu skal vi vise, at alt det træningsarbejde, der er gjort i sæsonen, i en gloende varm sommer, på tørre, hårde baner og hen over vinteren i kulde, regn og blæst, på plastbaner osv ikke har været forgæves.
Vi fejlede i Brabrand, tabte et vigtigt slag og er pludselig et stykke efter toppen på en aktuel 4. plads, men krigen er ikke tabt. HIK er næste modstander næste lørdag hjemme i skoven og der skal bevises noget mod dem – ligesom da vi mødte dem for ca. en måned siden. Kom så Middelfart Boldklub. Der er stadig 24 point derude, hvis vi vil.
Tekst: Leo Jensen
