Der findes både lettere og lidt sværere måder at erhverve point på i fodbold. En 1-0 sejr giver max. udbytte med tre point og mulighed for flere i de kommende kampe. Alt sammen klaret på ca. 90 minutter. Spiller holdet i stedet efter 270 minutter samt noget tillægstid fra dommeren tre gange uafgjort og scorer fire gange – og lukker fire ind – er der også hentet tre point – men samtidig sat seks point til.
Middelfart spillede med 1-1 i udekampen mod AB uafgjort for tredje kamp i træk – og for femte gang i de seneste seks kampe – og det betyder, at opgaven i slutspillet, der starter den 20. april, efterhånden strammes noget til. Modsat kan to-tre sejre i rap flytte meget. Derudover er der også spændingen omkring den eventuelle forskel på det sportslige niveau i de to puljer i 2. division. Det mærker vi nok mere til, når temperaturerne stiger og græsbanerne står klar.
Truppens udfordringer
Om det er problematikken kunstgræs vs græsbaner, der spiller ind, ved vi ikke, men vi ved, at Middelfart har haft måttet slås med mange skader i den nu afsluttede marts måned. Træner Jan Vingaard har sat mange minusser ud for skadede spillere, når han skulle udtage hold her på seneste. Der var igen mandefald op til AB kampen og det har allerede nu vist sig værdifuldt med en relativ stor trup.
Til kampen på Gladsaxe Stadion med Høje Gladsaxes tårnhøje 60’er byggeri i nabolaget var der tryllet – måske hjemme på køkkenbordet som den gamle landstræner Richard Møller Nielsen havde for vane – med de forhåndenværende muligheder. Casper Radza på mål og forsvaret var denne gang sammenstykket af Malte Jürgensen, der var rykket over på højre back, Mathias Damgaard og Niclas Vemmelund i midterforsvaret og Kristoffer Gjettermann på venstre back.
Midt på var det den faste duo Lasse Thomsen og Martin Conley. På kanten startede Peter Kristensen inde i højre og Esben Petersen som sædvanlig i venstre side. Fremme lå Casper Johansen og Søren Andreasen.
Kampforløbet
I 1. halvleg var spillet måske lidt præget af tilvænningen til græsunderlaget. Middelfart sloges godt for fædrelandet og klubtrøjen, men AB viste også, hvorfor de ligesom Middelfart er ubesejrede over en længere periode. Der var nogle nærgående blå muligheder, bl.a. var Esben Petersen meget tæt på med et forsøg og alt i alt var det lidt ærgerligt ikke havde fået scoret kampens første mål, da der blev fløjtet til pause.
I 2. halvleg kom Middelfart koncentrerede ud og fortsatte presset og det var derfor et slag i ansigtet, da AB efter 53 min. opfangede et mislykket afspil i det blå forsvar og kunne bringe sig på 1-0. Den skulle Middelfart lige komme sig over, men fik igen etableret et pres på det grønne AB forsvar, der som tiden gik, nok gik efter at holde på den smalle føring og dermed havde udsigten til at overtage Middelfarts førsteplads.
Der blev også skabt chancer, men det var først da en AB forsvarer noget umotiveret stak en lab i vejret og stoppede et Middelfartindlæg, der skete noget på måltavlen. Der blev naturligvis fløjtet straffespark, som Casper Johansen udnyttede til slutstillingen 1-1. Der var i øvrigt nogle andre situationer, hvor der ikke blev fløjtet for et spark fra 11 meter pletten, og hvor Middelfart følte sig lidt snydt.
Efter udligningen gik Middelfart efter alle tre point og i en sekvens måtte AB redde på målstregen og ’snød’ derved Middelfart for det helt fuldendte come back. Undervejs i 2. halvleg gjorde Middelfart brug af sine tre udskiftningsmuligheder med indhop af Magnus Pedersen, Rasmus Fink og Kristian Weber.
Hold farten
Igen minus to point, der havde lunet i regnskabet, men isoleret set et udmærket resultat på en altid svær udebane i Gladsaxe. Førstepladsen blev fastholdt i den meget tætte Pulje 2, hvor de tre hold i toppen, Middelfart, Brønshøj og AB, er sikre på oprykningsspillet. Kampen om de tre øvrige pladser blev indsnævret til seks hold, hvor Middelfart har de to hold, der ligger hhv. seks (HIK ude) og syv (B93 hjemme) i de sidste par kampe i grundspillet.
Kampprogrammet viser også, at der er flere topkampe i Pulje 1 – hvor alt vedrørende slutspil er afgjort – i de sidste runder, hvor ikke alle hold kan få point. Så det er Middelfarts store mulighed for at hale ind med et par sejre og dermed give maximal spænding i oprykningskampen. Der er lige nu fem point op til oprykningen. Middelfarts målsætning med et snit på to point af tre hen over sæsonen trænger til at par sejre for at komme på niveau. Lad os håbe, det starter mod B93 næste lørdag.
Tekst: Leo Jensen