Lad os først glæde os over, at Middelfart Boldklub tre runder før afslutningen på grundspillet allerede har sikret sig en plads i Oprykningsslutspillet. Ti point over stregen og med ni point tilbage at spille om, er det nu en kendsgerning. Første delmål er opfyldt og nu ser vi frem mod det næste. Men det er desværre ikke lutter roser og succes.
Resultatet af kampen i 19. runde mod Hillerød Fodbold blev 2-2 efter 0-1 ved pausen. To gange var Hillerød foran, men begge gange kom Middelfart tilbage, dog uden at gøre arbejdet færdigt og dermed røg der yderligere to dyre point i svinget. Samtidig vandt alle tophold i vestkredsen bortset fra Kolding, der overraskende måtte nøjes med uafgjort i deres hjemmekamp mod Odder. Dermed er tre af holdene, Skive, Kolding og Brabrand foran Middelfart på point og to, Aarhus fremad og FC Jammerbugt, er á point.
En anden ting at glæde sig over fra dagens kamp er, at Esben Petersen med sine to vigtige mål, de første i sæsonen, forhåbentlig har taget hul på en målkonto, der kan kaste endnu mere af sig i foråret. Det er ikke nogen hemmelighed, at Middelfart har haft problemer med at få bolden i kassen på de mange chancer, der bliver skabt, så ’nye’ målfarlige angribere er meget velkomne.
To point for lidt
Middelfart er glædeligvis også stadig nr. 1 i østpuljen, men både Brønshøj og AB, Middelfarts næste modstander, ligger lige i hælene. Krise er et stort ord at bruge i fodboldens verden, når et hold endnu ikke har tabt en kamp og scorer hver gang. Men trods en sejr og to uafgjorte må udbyttet af Middelfarts tre første kampe i foråret betegnes som fire point for lidt. Når de kommende modstandere så samtidig vinder og skaber afstand, bliver billedet lidt alvorligere.
Træner Jan Vingaard havde af forskellige grunde måttet kigge lidt i værktøjskassen for at stille et kapabelt forsvar i dagens kamp. Skader, karantæner mv betød en ny forsvarsformation foran målmand Casper Radza med to nye backer. Magnus Pedersen vendte efter en længere periode ude tilbage på højrebacken og i venstre side var det Malte Jürgensen, der fik pladsen. Midterforsvaret bestod af Niclas Vemmelund og Kristoffer Gjettermann.
Det var så igen den kendte opstilling på midten med Lasse Thomsen og Martin Conley, flankeret af Kim Elgaard og Esben Petersen på kanterne. Længst fremme lå duoen Casper Johansen og Søren Andreasen.
Det blev ikke nogen mindeværdig 1. halvleg. Der var sol og skarp martsblæst på langs ad banen og ingen af boldene fik rigtig justeret sig ind på vindforholdene. Det skabte mange høje bolde, der blev hængende i vinden – Middelfart spillede mod vinden – eller blæste langt væk. Kampindstillingen var god nok og det var opmuntrende på baggrund af indsatsen mod Skovshoved, og løbevilligheden var også på plads. Men der kom ikke meget ud af det.
Det var først efter 35 minutter, den første store chance kom, da Esben Petersen var fri foran Hillerøds felt på et tidspunkt, hvor Middelfart lignede et hold, der var ved at få fat i spillet. Men bolden blev ikke ramt ordentligt og boblede højt over mål. I næste angreb kom Hillerød lige indenfor kanten af Middelfarts målfelt og Kim Elgaards tackling blev takseret til straffespark.
Elgaard havde ellers været flittig og en evig trussel fremad i 1. halvleg. Hillerøds Philip Lindgaard sendte Radza til den ene side og scorede til 0-1 i den anden. En barsk dukkert for hjemmeholdet.
Havde en lynhurtig kant fra Hillerød fem minutter senere øget til 2-0, da han simpelthen løb fra det blå forsvar, havde kampen måske været afgjort med Hillerøds to eneste afslutninger inden for målrammen. Pause og noget at tænke på.
Mindst et mål for lidt
I starten af 2. halvleg gik det hu hej begge veje. I det første minut lagde Kim Elgaard et indlæg ind i feltet, der endte for fødderne af Esben Petersen og han udlignede til 1-1 og skabte en god fornemmelse hos publikum for, at nu vendte lykken nok til Middelfarts fordel. Desværre fik Kim Elgaard lyskenproblemer i aktionen og måtte udgå. Peter Kristensen kom ind og skulle snart gøre sig bemærket.
Forinden skulle vi dog opleve endnu en blunder i Middelfartforsvaret, der havde flere muligheder for at stoppe Hillerødangrebet, da de efter 51 minutter kombinerede sig fri og Tobias Andersen, der også scorede i den første kamp mellem de to hold, sendte en ny chokbølge gennem de hårdt prøvede Middelfarttilhængere. Der manglede noget kynisme i situationen, hvor bolden kunne være ekspederet ud af banen eller spillet stoppet med et frispark. Intet skete og så var det 1-2.
Heldigvis fik Peter Kristensen to minutter efter sat sig igennem på højrekanten og ind langs mållinjen og hans aflevering bagud lå lige i skøjten på Esben Petersen, der bragede udligningen til 2-2 ind. Så var 2. halvleg i gang for alvor og mange glædede sig til, at Middelfart nu ville sætte tingene på plads.
Der var da også mere struktur og boldfasthed i spillet i 2. halvleg. Hillerød virkede dog på intet tidspunkt kyst af hjemmeholdet og stillede op til dans og gik også efter en ny føring. Middelfart satte to nye mand ind efter 63 og 73 minutter, da Magnus Pedersen først blev afløst af Rasmus Fink og senere, da Jesper Lange afløste dagens spiller for anden hjemmekamp i træk, Esben Petersen.
Middelfart producerede de chancer, man kan forvente at få på dette niveau, men hverken Martin Conley, Peter Kristensen, Jesper Lange, Søren Andreasen eller Casper Johansen havde held med deres afslutninger. Viljen var der, men man savnede lidt coolness i nogle situationer, hvor bolden med fordel kunne være placeret i stedet for kanoneret af sted eller lagt af til en medspiller i en bedre position.
Det er typisk for et hold, der leder efter sejrskonceptet. Der bliver valgt forkerte løsninger, men det glædelige var, at der blev produceret chancer nok. Hillerød kæmpede godt for sagen, men lavede fejl, der skulle have været straffet, og var et midtermandskab, der burde være slået, og lignede også et hold, der tabte lidt på fysikken til sidst. Der blev gået til vaflerne i kampen om bolden og flere spillere fra begge hold var nede og bide i kunstgræsset, nogle blev behandlet og forbundet, men alle rejste sig igen og sloges indtil sidste fløjt.
Det endte 2-2 og dermed et nyt ærgerligt pointtab for Middelfart, der nu er hhv. 7 og 6 point efter topholdene i vestrækken. Der kan kun håbes på reducering af det forspring ved selv at vinde de resterende tre kampe og vente på hvad de øvrige resultater bliver. Flere af topholdene mødes indbyrdes her til sidst. Middelfart spiller næste søndag ude mod AB og kender på det tidspunkt alle resultater.
Tekst: Leo Jensen