Sitrende spænding, lidt kriller i maven, store forventninger og glæden ved igen at spille om point er fælles for fodbold på alle niveauer. Både for spillere, trænere, ledere og publikum er der premierenerver. To måneders vintertræning med hård fysisk grundtræning, teknisk og taktisk træning, mentaltræning, testkampe, træningslejr osv. skal nu omsættes til vigtige point i jagten på det fælles mål om succes.
Alle ved, at alle gode forklaringer om hårdt arbejde og fremragende indstilling under de mange træningspas ikke rækker længere end til resultatbørsen og stillingen. Det er hårdt og brutalt målestokken for om arbejdet er gjort godt nok. Det ved alle med indsigt i og tilknytning til elitemiljøet. Middelfart Boldklub har lagt alle kræfter i at forberede sig så godt som muligt og nu skal der afregnes. Vi starter lørdag.
Lang sæson – hårde krav
Det er med stor spænding, alle omkring Middelfart Boldklub imødeser de kommende kampe. I første omgang drejer det sig om de resterende seks kampe i grundspillet i 2. divisions Pulje 2, hvorefter slutspillet med 11 kampe venter. Hvis det som forventet bliver Oprykningsspillet, vil det naturligvis være de to øverste pladser, der er mest interessante.
Men forinden skal der spilles en masse fodboldkampe, hvor resultatet i den kommende kamp hele tiden være det vigtigste fokus. Turneringen er indrettet således, at de seks bedste fra de to puljer i 2. division bliver sat sammen i et oprykningsspil, mens de øvrige går i Kvalifikationsspillet. Alle point og målscoren fra puljespillet kommer med over, så det er samtidig vigtigt at notere sig, hvordan udviklingen er i vestpuljen, hvor seks af modstanderne i slutspillet kommer fra.
Der er således to vigtige afregningstidspunkter her i foråret. Der bliver slået en streg 13. april, når grundspillet er færdigt og holdene deles op – og igen, når slutspilskampene er færdige i midten af juni. Der er ikke rigtig plads til at slække på indsatsen undervejs, så det stiller krav til brede, kompetente trupper, der kan kapere skader, karantæner, formdyk osv.
Også her er Middelfart godt forberedt. Truppen på 28 navne, heraf fem nye i forhold til efteråret – se truppen på det nye site middelfartboldklub.dk – borger for kvalitet og er resultatet af et målrettet arbejde med at opbygge en kompetent, konkurrencedygtig trup. Middelfart Boldklub er klar. Testkampene har været brugt til at finpudse formen og finde den start 11’er, der kan skyde det hele i gang på bedste vis.
I de to højprofilerede naboopgør mod FC Fredericia og Kolding IF, hvor Middelfart vandt hhv. 1-0 og 2-0, så vi noget af det, vi helst vil se. Koncentration, godt spil, clean sheets og vinderattitude. Det var træningskampe – nu gælder det så Slagelse og rigtige point.
Nu gælder det
Da de to hold mødtes på Sjælland i september, var det Middelfart, der udfordrede topholdet Slagelse. På to fremragende scoringer, Søren Andreasen i 1. halvleg til 1-0 efter fornemt oplæg af målmand Casper Radza på det, der senere blev kåret til Årets mål af de blåblusede – se billederne på fb – og 2-1 scoringen i kampens næstsidste minut af Peter Kristensen på Martin Hedeagers fine oplæg, overtog Middelfart 1. pladsen og har holdt fast i den. Nu ligger Slagelse som nr. 5 øverst af fire hold omkring midten af rækken, alle otte point efter Middelfart, og kæmper for at hænge på den vigtige Top 6.
Slagelse Boldklub & Idrætsforening er oprykkerne, der gjorde come back i Danmarksturneringen efter tvangsnedrykningen og FC Vestsjællands konkurs i 2015. Klubben kan som Danmarks femteældste idrætsklub skrive sin historie tilbage til 1887, hvor idrætten i Slagelse startede med en cricketklub og tre år senere begyndte med fodbold.
Slagelses guldalder var i 70’erne med fire sæsoner i den bedste række, 1. division, 1974-75 og igen 1978-79, i årene hvor der var kalenderårsturneringer. En 8. plads i 78 var den bedste placering. I årene 2008-15 repræsenterede FC Vestsjælland Slagelse på en elitesatsning, hvor nogle af egnens større virksomheder garanterede driften i en periode. Holdet rykkede op i Superligaen i sommeren 2013 og sluttede første sæson med en 9. plads. To år senere nedrykning og nogle måneder efter lukkede FC Vestsjælland helt.
Slagelse måtte så begynde forfra med seriefodbold og i sidste sæson blev det til en overbevisende oprykning fra DS. Klubben ligner en holdbar oprykker, der nok skal give Middelfart kvalificeret modstand i lørdagens kamp.
Kampen spilles på Middelfarts kunstgræs på Færøvej og der er gratis adgang til kampen. Der fløjtes op kl. 14.00 af dommer Henrik Hansen.
Tekst: Leo Jensen