Nu nærmer alvoren sig og efter tirsdag aftens test mod Dalums tropper fra 2. divisions vestkreds er der nu kun en træningskamp tilbage inden sæsondebuten lørdag den 9. marts, hvor kunstgræsset på Færø lægger scene til årets første turneringskamp hjemme – mod Slagelse.
Cheftræner Jan Vingaard havde planlagt kampen mod Dalum som en mulighed for at give en række spillere, der ikke fået helt så meget spilletid indtil nu, chancen for at vise sig frem og for fleres vedkommende få 90 minutters kamp i benene. Det betød så også, at en række kendte navne sad over og i stedet vil komme i kamp på lørdag, når topholdet Kolding IF fra samme kreds som Dalum stiller op til den sidste test.
God kamp
Middelfart lagde ud i opstilling, hvor Mathias Würtz var på mål. Forsvaret bestod af Malte Jürgensen, Victor Clement (fra serie 1), Mathias Damgaard og Niclas Nymand. Centralt på midtbanen var det Rasmus Fink og Frederik Stendal og på kanterne Peter Kristensen og Lucas From. Fremme lå Frederik Søfeldt og Kristian Weber.
Kampens resultat: Middelfart vandt 2-1 efter 1-1 ved pausen. Efter ca. 10 min. kom Dalum foran. Mathias Damgaard udlignede på hovedstød efter hjørnespark efter ca. 25 min. I 2. halvleg kom afgørelsen ca. 10 min. før tid, da Frederik Søfeldt scorede.
I 2. halvleg overtog en anden rutineret, Kristoffer Gjettermann, pladsen efter Damgaard, Clement byttede med en anden testspiller fra serie 1 holdet, Bjørn Arvad, og endelig gav Rasmus Fink plads for Oliver Bach.
Dalum stillede med det meste af deres bedste bud på en stamopstilling, så det var opmuntrende at se Middelfarts indsats kampen igennem mod en kvalificeret modstander. Det viser, at bredden er i orden i Middelfarttruppen og der vil uden tvivl blive brug for alles indsats i et komprimeret forår med mange intensive kampe.
Vingaard og hans stab er selvfølgelig ved at komme tættere på den startformation, de anser for den rigtige til de kampe, hvor der skal spilles om vigtige point. I den sidste halvanden uge frem mod Slagelse kampen skal der finpudses og aftales.
Lørdag kl. 13 på Middelfarts anlæg vil der i kampen mod Koldings stærke hold være mulighed for at danne sig et indtryk af, hvad vi kan forvente fra de blå i et forår, der ser ud til fra starten at blive varmere og mere fodboldvenligt end det, vi oplevede for et år siden.
Tekst: Leo Jensen