Der er nogle sejre, der luner mere end andre, også når det drejer sig om træningskampe en kølig februaraften i lysmasternes skær uden afgørende point på spil. For et lavere rangerende hold er det altid sjovt at slå et højere rangerende, og er det tilmed en lokal konkurrent, gør det bestemt ikke oplevelsen ringere.
En sådan oplevelse var testkampen og Middelfarts sejr over FC Fredericias 1. divisionshold og der sås mange tilfredse miner, hos spillere, trænere og andre med blå sympatier efter 1-0 sejren torsdag aften. Der er noget lokal prestige i sådan en sejr, der rækker ud over cifrene. Ikke så ringe at sende naboerne og oprykningskandidaterne – nr. 3 i den aktuelle stilling i NordicBet Ligaen og dermed i spil til playoff kampe – til Superligaen hjem med et nederlag, også uden at de fik scoret denne gang.
Stærk 1. halvleg
Middelfart lagde ud i en opstilling med Casper Radza på mål (stod hele kampen) og en forsvarskæde bestående af Nicolaj Hagelskjær, Niclas Vemmelund, Kristoffer Gjettermann og Peter Jul Nielsen. Midt på Lasse Thomsen og Martin Conley med Kim Elgaard og Esben Petersen på kanterne og helt fremme var det Casper Johansen og Søren Andreasen, der udfordrede.
Holdene lagde ud i et højt tempo og lidt slagudvekslinger mellem de to felter, men allerede efter 10 minutter tog Middelfart teten, da hurtige, præcise kombinationer mellem Lasse Thomsen, Esben Petersen og sluttelig Søren Andreasen med sidste fod på gav Middelfart 1-0 føringen. Esben Petersen var især synlig i denne fase og havde lidt senere et forsøg, der pressede østjydernes målmand.
FC Fredericia, der stillede med det meste af, hvad de har at råde over og for nylig kom hjem fra en træningslejr i Tyrkiet i gode temperaturer og på fine baner, pressede godt på, men blev effektivt stoppet af Middelfarts godt placerede og bevægelige defensiv. Og flere gange så man skarpe vendinger, hvor det fynske tophold i 2. division øst hurtigt og med præcise afleveringer kom til flere afslutninger end østjyderne, der i dagens kamp spillede i gult.
Kort før pausen var der igen bud efter en yderligere føring, men desværre uden skarpheden og det nødvendige held. Men alt i alt en god halvleg med mange opløftende momenter.
Holdt kampen hjem
Fra 2. halvlegs start byttede Nicolaj Hagelskjær og Niclas Nymand i forsvaret og Malthe Karsberg kom ind på kanten i stedet for Kim Elgaard. Billedet var det samme pænt høje tempo, og Fredericia pressede lidt mere for at indhente Middelfarts føring. Ingen panik i de blå rækker, hvor der spillet med en god blanding af pasningsspil og lidt længere bolde, når spillet skulle flyttes hurtigt.
Efter ti minutter i 2. halvleg kom Mathias Damgaard ind i stedet for Niclas Vemmelund og Jesper Lange afløste Søren Andreasen. Lange fik en god mulighed kort efter sin indskiftning og Jan Vingaard satte nye friske kræfter ind, da der manglede en halv time. Esben Petersen gav plads til Lucas From, der igen viste fint antrit og Malte Jürgensen kom ind og afløste Peter Jul på backpositionen. Endelig fik Rasmus Fink tyve minutter midt på som afløser for Martin Conley.
De anvendte spillere og kampens forløb kan vel tages som et tegn på, at trænerstaben begynder at gøre sig konkrete tanker om en start 11’er, der skal kick starte Middelfarts vej fra den 9.marts mod i første omgang Oprykningspillet. Dette starter i midten af april.
Der var mange opmuntrende momenter i sejren. Et solidt forsvar inkl. målmand, der formåede at holde Fredericias sejrsvante fuldtidsspillere fra de helt store chancer. En stabil indsats midt på, hvor Thomsen og Conley fylder godt og når meget med deres arbejdsiver og evne til at placere sig og skal der endelig sættes en finger på noget, så er det måske, at der fortsat skal mange chancer til for at score. Chancerne var der også mod Fredericia og så længe, der kun er scoret en enkelt gang i en kamp, skal der som bekendt ikke meget til for at ændre stillingen.
Det var en opgave – at udnytte chancerne bedre – der blev fokuseret på i trænerstabens evaluering af efterårets generelt fine indsats. Vi skal score oftere på de trods alt mange chancer, vi formår at tilspille os. Men netop at vi skaber chancerne, giver håb om flere mål fra de blå drenge, da det første er forudsætningen for det sidste.
Detaljerne bliver nu finpudset yderligere på træningslejren i Skærbæk fra på lørdag, hvor der er indlagt en testkamp mod FC Sydvest kl. 14.00 på anlægget.
Tekst: Leo Jensen