Vejret viste sig fra sin mest våde og efterårsagtige side, da Middelfart gav sig i kast med FCMs U19 – i Ikast. Slutresultatet blev uafgjort 2-2, hvor de to hold vandt hver sin halvleg 2-0. Middelfarts udkigspost i Midtjylland beretter om en overordnet udmærket kamp fra Middelfarts side, hvor store dele af kampen var under sikker kontrol, men slutsejren røg på nogle brændte chancer og lidt uopmærksomhed bagude.
Middelfart startede i en opstilling med Casper Radza på mål og forsvarskæden bestod af Malte Jürgensen, Mathias Damgaard, Kristoffer Gjettermann og Peter Jul Nielsen. Centralt stod Lasse Thomsen og Martin Conley og kanterne blev passet af Kim Elgaard og Esben Petersen. Fremme lå Casper Johansen og Søren Andreasen.
Det var angrebsduoen, der bragte Middelfart på 2-0 i løbet af det første kvarter, hvor først Søren Andreasen efter et godt gennemspillet angreb kunne aktivere måltavlen til 1-0. Dernæst blev Casper Johansen spillet blank med keeperen, rundede denne og nettede til 2-0. Føringen kunne være øget og defensiven havde godt fat i de unge ulve, der ser frem mod deres kamp mod AS Roma i Champions League U19, så alt lignede en kamp i fuld kontrol.
FCM offensiven blev gentagne gange fanget i offside fælden, der klappede perfekt. Efter en halv time byttede det halve af forsvaret, da Gjettermann skiftede med Niclas Vemmelund og Malte Jürgensen gav plads til Niclas Nymann.
Faldt lidt efter pausen
I pausen gik Søren Andreasen ud til fordel for Jesper Lange og havde Lange udnyttet en stor chance på en friløber efter et kvarter, havde kampen måske været afgjort endeligt. I stedet reducerede FCM fem minutter senere til 1-2 på lidt af en foræring og kampen var igen åben. Træner Jan Vingaard havde også sat målmand Mathias Würtz ind fra halvlegens start.
Efter en time fik Rasmus Fink sine første minutter i kamp i år, da han afløste Lasse Thomsen. Der blev også skiftet lidt rundt på flere pladser i den sidste halv time, bl.a. i forsvaret, og FCM talenterne fik listet en udligning hjem til 2-2 ti minutter før tid. Lidt af en våd og kold skylle for udeholdet, men der var generelt meget vådt denne eftermiddag på heden, hvor det var svært at holde varmen.
En håndfuld spillere stod over i dagens kamp. Magnus Pedersen, Nikolaj Hagelskjær, Malthe Karsberg, Lucas From og Peter Kristensen sammen med målmand Mathias Eriksen.
Nu står den på mere grundtræning i næste uge inden afrejse til Skærbæk næste weekend, hvor der er ophold fra lørdag til tirsdag. Lørdag den 16. er der aftalt en testkamp på anlægget i Skærbæk mod FC Sydvest fra det nærliggende Tønder, der slås for livet i 2. divisions vestpulje.
Tekst: Leo Jensen