De to fynske 2. divisionshold, Middelfart og TPI, mødtes i årets for begge hold anden træningskamp på kunstgræsset i Middelfart en våd, grå lørdag i starten af februar. For de tilskuere, der kom for sent, blev det en målfattig affære.
Kampen fandt nemlig sin afgørelse inden for det første minut, da Middelfarts forsvar endnu ikke var kommet helt op i omdrejninger. Den tidligere mand i blåt, Patrick Rasmussen, fik en lang bold og scorede til 1-0 for udeholdet, der vandt over DS holdet Svendborg-Oure i deres første kamp. Det var den eneste gang, der blev scoret i lørdagens kamp.
Jan Vingård havde valgt en opstilling i 1. halvleg, der så sådan ud. På mål Casper Radza, forsvarskæden bestod af Magnus Pedersen, Niclas Vemmelund, Kristoffer Gjettermann og Malte Jürgensen. Midt på dannede Lasse Thomsen og Kim Elgaard par og Malthe Karsberg og Esben Petersen passede kanterne. Helt fremme startede Søren Andreasen og den nye mand Jesper Lange.
Styring uden mål
Efter det indledende mål til TPI, som træner Vingaard beskriver som en foræring, overtog Middelfart totalt styringen af kampen. Defensiven gav ikke TPI plads til at lave flere ulykker, hjemmeholdets spil mellem de to mål gled udmærket, afleveringerne sad i fødderne på medspillerne, og fremme blev der skabt mange chancer til en udligning, men den afgørende kvalitet i afslutningerne var der ikke på denne disede dag.
Martin Conley kom ind sammen med Casper Johansen efter den halve time og afløste Elgaard og Andreasen, og Kristian Weber kom ind på kanten i stedet for Karsberg, uden at det gav bonus på måltavlen. Hele tiden ventede man på den scoring, der måske ville ændre kampens karakter. TPI, der kender deres opgave i Pulje 1 og sandsynligvis senere i Kvalifikationsspillet, passede godt på deres overraskende føring og kæmpede godt for det, men skabte ikke selv så meget mod topholdet fra pulje 2.
Samme billede efter pausen
Vingaard gik efter så vidt muligt at give spillerne hver op mod 60 minutter i dagens kamp og blandede kortene på ny efter pausen. Den nye målmand, Mathias Würtz, kom på kassen og var lige så arbejdsløs som kollega Radza før pausen. Forsvaret stillede op med Nikolaj Hagelskjær og Niclas Nymand på backerne og Mathias Damgaard afløste Gjettermann i midterforsvaret. Undervejs blev der byttet midtpå og fremme, så forskellige kombinationer blev afprøvet, både de mere kendte og lidt nye.
Billedet var det samme som før pausen, Middelfart med bolden og chancerne, TPI presset tilbage og godt kæmpende og de fik da også et opmuntrende resultat med hjem til Odense V. Middelfart må konstatere, at tabte testkampe i fodbold og dårlige politiske meningsmålinger har ét til fælles. De betyder ikke så meget i det lange løb. Det er på kampdagen eller valgdagen, hvor det for alvor gælder.
Træner Jan Vingaard: På en dag, hvor vi ikke kunne score, må vi så glæde os over, at det defensive arbejde fungerede godt og at spillet i lange perioder hang godt sammen. Men vi konstaterer så også, at vi i denne kamp manglede evnen til at lave mål. Det er ikke slutresultatet, der er voldsomt afgørende i testkampe. Vi arbejder med forskellige ting i træningen og afprøver det i kamp mod forskellige typer modstandere. Noget virker og andet er knap så godt. Vi fortsætter med at øve og forbedre os på det hele.
Næste lørdag er der kamp i Ikast på stadionanlægget, hvor Middelfart tager en tur med FCMs stærke U19 mandskab. Der fløjtes op kl. 13.00.
Tekst: Leo Jensen