Middelfart Boldklub fortsætter oprustningen frem mod forårets mange spændende opgør, og har i den forbindelse skrevet kontrakt med Mathias Würtz fra HB Køge.
Mathias Würtz er en ung og stærk målmand på 20 år, som indtil nu har repræsenteret klubber som Sønderjyske, OB og HB Køge. Han kommer til at supplere truppens nuværende målmænd Casper Radza & Mathias Eriksen, og dermed råder Middelfart Boldklub over en stærk målmandstrio i foråret.
-”Vi havde egentlig vores målmandssituation på plads, men rejseplaner hos Frederik Nielsen gjorde at vi skulle reagere. Derfor er det enormt glædeligt for os, at det er lykkes at skrive kontrakt med Mathias Würtz fra HB Køge. Inden hans skifte fra OB for halvandet år siden var vi faktisk i dialog med Mathias, så vi glæder os til at gøre brug af hans evner, som vi kender ganske godt. Han er enormt seriøs med sin fodbold, og qua hans størrelse fylder han godt på banen. Han er en godt skolet målmand, med teknikken i orden. Konkurrencesituationen på målmandsposten er nu skærpet yderligere, og vi ser frem til at følge udviklingen under målmandstræner Danny Carlsens kyndige vejledning”, udtaler direktør Søren Godskesen om tilgangen af Mathias Würtz.
-”Jeg har været glad for min tid i HB Køge, men havde brug for luftforandring for at fortsætte min udvikling. Derfor er Middelfart det optimale valg for mig. Jeg kender et par spillere i truppen i forvejen, og jeg har kun hørt rigtigt godt om det stærke træningsmiljø i truppen samtidig med at klubbens målsætninger tiltaler mig meget. Jeg har allerede haft min første træning med holdet, og her fik jeg et rigtig godt indtryk af Danny Carlsen og min nye målmandskollegaer. Jeg glæder mig helt vildt til at komme rigtigt i gang og ser frem til en spændende fremtid med Middelfart”, udtaler Mathias Würtz om skiftet til Middelfart.
Kontrakten mellem Middelfart Boldklub og Mathias Würtz løber foreløbig frem til 30. juni 2020.
Yderligere oplysninger:
Søren Godskesen, tlf. 20 12 98 58.