Middelfart Boldklub kan se frem til 17 meget vigtige kampe, når sæsonen starter den 9. marts med en hjemmekamp mod Slagelse. Først de seks resterende kampe i grundspillet i 2. division pulje 2 og dernæst 11 kampe i slutspillet, der for fleres vedkommende nærmest vil være som pokalkampe – vind eller forsvind. Middelfart sigter selvfølgelig på med førstepladsen som udgangspunkt at kvalificere sig med flest mulige point til Oprykningsspillet om de to pladser i 1. division.
Fodboldsæsonen i 2. division er inddelt i de intensive perioder fra marts til juni med forårssæsonen og kampene frem mod oprykning/nedrykning. Efter tre ugers sommerferie er der efter en kortere træningsopstart divisions- og pokalkampe fra august til november med efterårssæsonens kampe om positionering til forårets afgørende kampe. Så er der en næsten lige så lang tredje sæson med hård grundtræning og testkampe i to måneder fra januar til marts.
Svinetræning og finpudsning
Sidstnævnte sæson er Middelfarts spillertrup og trænere allerede godt i gang med efter start mandag den 15. januar. Det er en blanding af hård svinetræning med meget løb og styrketræning og finpudsning af teknik, taktik og mentaltræning – samt ikke mindst gennem testkampe at finpudse formen og finde idealopstillingen til turneringkampene, hvor der for alvor står noget på spil.
Fire gange træning om ugen og en kamp – fri onsdag og en dag i weekenden – er med få undtagelser programmet. Når der er kommet passende mange kilometer i benene, gøres der klar til den første kamp siden kampen mod Frem i midten af november. Lørdag den 26. januar kl. 13 møder Middelfart DS holdet Næsby. Lørdagen efter er der igen lokal modstand, nu fra 2. division, igen kl. 13 mod TPI, der kæmper for overlevelse i Pulje 1.
9. februar er der planlagt en kamp mod FCMs U19, inden der torsdag den 14. februar kl. 17.30 tages det traditionelle livtag på denne årstid mod naboerne på den anden side bæltet og måske en kommende turneringsmodstander, FC Fredericia. Weekenden efter fra den 16. og til tirsdag den 19. februar er der træningslejr i Skærbæk, hvor Middelfart møder FC Sydvest i endnu en testkamp. Der er en åben dato for en testkamp yderligere den 25. februar.
Lørdag den 2. marts, ugen før første turneringskamp, mødes to af de sandsynligvis tætteste rivaler til oprykningen, Middelfart og topholdet Kolding fra Pulje 1 i en sidste test, inden det går løs. Kl. 13 i Middelfart er der planlagt.
26.01. Middelfart – Næsby (DS)
02.02. Middelfart – TPI (2. div.)
09.02. FCM U19 – Middelfart
14.02. Middelfart – FC Fredericia (1. div.)
16.02 Middelfart – FC Sydvest (I Skærbæk)
16.02 – 19.02 Træningslejr (Skærbæk)
25.02. Evt. testkamp
02.03. Middelfart – Kolding (2. div.)
(Forbehold for ændringer)
09.03. Middelfart – Slagelse – første turneringskamp
Tekst: Leo Jensen