Middelfart Boldklub har netop forlænget kontrakten med den 24-årige Niclas Nymand, der har spillet i klubben siden juli i år. Kontrakten løber nu til 30. juni 2019.
Niclas Nymand dækker flere positioner i forsvaret. I løbet af efteråret spillede han et større antal kampe for Middelfart Boldklub, primært placeret på venstre back positionen og har været en del af startformationen i flere kampe.
Niclas, der tidligere har spillet flere sæsoner i Middelfart, kom i sommer fra halvanden sæson i FC Fredericia.
Middelfart Boldklub arbejder på at fastholde og forstærke den trup, der i efterårets 16 kampe i 2. division Pulje 2 spillede sig op på en foreløbig førsteplads i rækken. Målet er at skabe en solid basis via forårets seks resterende kampe i grundspillet til at deltage i Oprykningsspillet til 1. division. Direktør og sportschef Søren Godskesen er derfor godt tilfreds med aftaleforlængelsen med Niclas Nymand.
– Niclas Nymand ved vi altid, hvad står for. Det er derfor glædeligt, at vi har sikret Nymand for klubben i forårets vigtige kampe. Han er en bundsolid spiller, der kender vores systemer og de øvrige spillere i truppen og han gled i løbet af efteråret helt ubesværet ind på holdet. Her har Niclas med solide indsatser overbevist træner Jan Vingaard om, at han hører til i bestræbelserne på at løse de kommende opgaver i grundspillet og slutspillet på bedste vis, siger direktør Søren Godskesen om kontraktforlængelsen.
– Det var godt for mig at komme tilbage til Middelfart Boldklub i sommerpausen. Der er god konkurrence om pladserne i en stærk trup, hvor jeg føler mig godt tilpas. Det er en spændende halvsæson, Middelfart går ind til og jeg håber at kunne yde mit bidrag til mere succes for Middelfart Boldklub og forhåbentlig med deltagelse i den absolutte topkamp om oprykning. Det er derfor fint at forlænge min kontrakt med Middelfart Boldklub frem til næste sommer og så se, hvor vi står til den tid, udtaler Niclas Nymand kontraktforlængelsen med Middelfart Boldklub.
Niclas Nymand er klar til at tørne ud med 4 tallet på ryggen for Middelfart Boldklub til foråret.
Middelfart, 7. januar 2019
Yderligere spørgsmål, kontakt:
Søren Godskesen, tlf. 20129858